Doing

To do

En cours

Marxisme à partir de en:Marxism
Développer

En cours

Marxisme à partir de en:Marxism
Développer

En cours

Marxisme à partir de en:Marxism
Développer

Lettres norvegiens

Lokalisering av 10 svake punkter hos Kapitalismen

1. Den kjoeper det som kan selges (med fortjeneste?)

2. Innbyrdes konkurranse er selvdestruktivt for hierarkiet

3. Sikre kassasuksesser kjoepes ureflektert uavhengig av ideenes innhold

4. Et motstandsdytig fremmedelement injisert i systemets kjerne, forgifter hurtig og automatisk dets periferiskesammenknyttede elementer

5. Om pyramidenblir aldri saa hoey, foerer dens poroese og minimale grunnmur uloeselig til kollaps. Det essensielle spoersmaal er om noe atter kan dyrkes i ruinene.

6. Overproduksjonen, systemets sterkeste respirator, kan kun holdes i gang under menneskelig ubevissthet/en soevntilstand.

7. Saa lenge slavene kun kan foe sine herrer ved tapping av ufornybare miljoemessige og menneskelige ressurser kan ikke/forblir den endelige selvdestruksjonens fravaer vare/kun et tidsspoersmaal.

8. Den materielle frihet rammebetinger/marginaliserer den (potensielle) aandelige

9. Menneskets kompleksitet er dets sterkeste forsvarssystem mot kapitalismens totalitaere krav/beven. Tross angriperens dynamiske atferd blir sosial motgift den eksistensielle avhengighet.

10. Systemets ideologiske hegemoni og dets dynamiske livskamp vil ikke kunne overgaa menneskelige dissenteres. Geriljaens sosiale bevissthet vil sette det panserbrytende naadestoetet.

À faire

Methodology

Les Médias

A l'heure de la globalisation et des megagroupes mediatiques, le notion de la presse libre, est-elle en train de se perdre?

I La presse maintient-elle de la verité et est-elle la quatrième pouvoir de l'état?

A Les liens politiques et économiques de la presse. B La presse, distributeur de l'information essensielle?

II La propriété des mèdias, contribuera-t-elle d'un problème de l'objectivité de la presse?

A Quel ordre du jour ont les megagroupes mediatiques et comporte leur pouvoirs une responsabilité juridique? B La mondialisation, causera-t-elle un manque d'une presse alternative?

Introduction. [l’importance de la question au regard des événements contemporaines ; définition des termes ; définition de la problématique ; annonce du plan]

Le rôle des mèdias aujourd'hui est plus grand que jamais. Les consommateurs de l'information exigent une omnipresence de la presse. L'accessibilité est devenu l'élement centrale et la puissance des grands groupes mediatiques comme AFP, Reuters, Ananova, AOL etc. devient plus grande. La notion "presse libre" contient elements comme la liberté d'expression, une independance des facteurs économiques et politiques et l'objectivité de l'information donné. La mondialisation a-t-elle contribué à renseigner la foule?

A l'autre côté le tirage de la presse locale baisse. S'établir au marché d'information côute trop cher et les initiatives pour une presse alternative, comme Indymedia et Guerilla News Network, manquent souvent les ressources pour concurrer contre les megagroupes mediatiques. Avec les nouvelles demandes pour l'information accessible, comment trouvera-t-on le journalisme plus profond? La globalisation, veut-elle mener à une uniformisation de l'information?

Il faut étudier cette question de part et d'autre au moins mass-media segmentation des médias

Les alternative existent, mais on les trouve plus difficile que les media Indymedia

Wikipedia

Global News Network

Presse locale

Les droits de l'Homme :

[l’importance de la question au regard des événements contemporaines ; définition des termes ; définition de la problématique ; annonce du plan]

Aujourd’hui, les violations des droits de l’Homme se répètent, malgré tous les droits internationales qui sont reconnus par les nations du monde. Après les fondation de la pensée des droits de l’Homme par la constitution américaine en 1776 et par la constitution française en 1789, le droits universels étaient ratifier par tous les membres de l’organisation des nations unies en 1948. Après deux guerres mondiales sanglantes avec les pires violences contre l’humanité, un espoir d’une justice internationale et d’une protection absolu pour l’individu revenait. Comment pouvait-on trouver une consensus des droits de l’Homme aussi facilement comme en 1948 ?

Le grand débat sur le thème change vite au temps de la guerre ou de l’instabilité. Les droits a plus tôt exigé une universalité absolu. Néanmoins on a les dernières années vu un changement des droits de l’Homme, surtout par l’émergence d’une nouvelle guerre ; la guerre contre le terrorisme. Contribuera-t-elle à créer une relativisme juridique ?

Les nouvelles développements ont commencé dans les années 90s avec une abrogation de la souveraineté nationale. Plusieurs interventions internationales, approuvaient par l’organisation des nations unies (ONU) étaient accomplir avec une argumentation humanitaire : La première guerre du Golf, ainsi que les interventions dans Somalie et sur Haïti. Exemples plus contemporains, avec violences contre des droits de l’Homme, est la guerre d’Afghanistan. La guerre dernière en Irak était pourtant commencé sans une approbation du conseil de sécurité. Peut-on alors voir une relativisme émergente à l’occasion des droits de l’Homme ? Comment peut-on établir une justice internationale et universelle dans le XXI siècle ?

Pour mettre en place une analyse claire et profonde, il faut examiner l’émergence des droits universelles de l’Homme avec les tendances contemporaines relativistes. Cet double examen peut éclaircir et formuler nouvelles quelques questions importantes.

Les droits de l’Homme, sont-ils omniprésents et universels ou relatifs et discutables?

I. Les nations s’unissent ; vers des droits universels ? - Le contenu des droits. La volonté des grandes puissances de se restreindre par les lois.

A. Trouvera-t-on une plate-forme juridique communauté ? - Pourquoi faisait-on la déclaration des droits de l’Homme ? B. L’ONU et la coopération global. Le résultat des guerres sanglantes. - L’établissement de l’ONU. - L’Institutionnalisme international.

II. Des problèmes d’universaliser les droits. - Le relativisme, l’objectivisme et les défis de la science juridique. - Comment trouver une plate-forme juridique commun ?

A. Les droits de l’Homme, sont-ils soumis aux règles et la souveraineté nationale ? - Interventions en les années 90s à cause des droits universels. - Droit international. B. Qui exécuteront violations des droits de l’Homme ? - Les Etats-Unis, la police nécessaire du monde? - La guerre contre terrorisme. L’ONU, la solution pour le problème de trouver un mainteneur global des droits de l’Homme.

Conclusion

Terrorisme Guantanamo Irak Détenus politiques Pauvreté

La première déclaration de droits de l’Homme de l’époque moderne est celle de l’État de Virginie (EEUU), écrit par George Mason et adoptée par la Convention de Virginie le 12 juin 1776 (Bill of Rights).

Déclaration Française de Droit de l’Homme et des Citoyens de 1789.

Déclaration Universelle des Droits de l'Homme (ONU, 1948).

leur intégration dans des constitutions et des lois

Aspects institutionnels et juridiques

les différents entre les États et les particuliers la liberté, la sûreté, la propriété et la résistance à l'oppression (déclaration de 1789). dignité et de bien-être (éducation, santé, etc.).

Examples

Suivi Droit national ONU Amnesty

Pas suivi Les EU Guerre Monde global

Négative invention occidentale moderne, moyen de pression des pays dits «occidentaux» sur le reste du monde. une arme idéologique de destruction culturelle et religieuse d'asservissement économique des autres nations. le principe d'universalité des Droits de l'Homme est-il parfois remis en cause indirectement une politique colonialiste,

l'Organisation de l'unité africaine (OUA) à déclarer en 1981 la Charte africaine des droits de l'Homme et des peuples. : «d'éliminer toutes les formes d'exploitation économique étrangère» par exemple.

Déclaration des droits de l’Homme en Islam adoptée le 5 août 1990 par l'Organisation de la conférence islamique.

relativisme culturel

DH : fondée sur les libertés civiles et politiques , mais pas les droits économiques, sociaux et culturels et la satisfaction des besoins élémentaires.

Après avoir résumé et relativisé les problèmes structurels et conjoncturels que rencontrent les OIG, la conclusion permettra d’ouvrir l’analyse à deux nouvelles questions :

- d’une part, dans un monde globalisé, les OIG ne sont-elles pas plus que jamais nécessaires ? Certes, évoquer les différents aspects de la « crise » des OIG est indispensable, mais cette question ne doit pas masquer une autre question, encore plus déterminante : si les OIG n’existent plus, comment « gérer » la mondialisation ? Peut-on faire face, seul ou en alliances ad hoc, aux nouvelles menaces ? Peut-on gérer les problèmes climatiques et de santé, transnationaux par essence, autrement que de manière solidaire ? - d’autre part, les OIG, par leur nature même, sont-elles capables de « faire » de la gouvernance pour renaître de leurs cendres ? En d’autres termes, les OIG peuvent-elles s’adapter au changement et s’ouvrir à de nouveaux acteurs (notamment les représentants de la société civile et les entreprises) pour s’adapter à ce monde complexe et multicentré ? Plutôt que de se poser la question de la crise des OIG, ne serait-il pas nécessaire de s’interroger sur les modalités du changement ?

FRDE

Introduction : [l’importance de la question au regard des événements contemporaines ; définition des termes ; définition de la problématique ; annonce du plan]

La construction européenne n’est pas une événement, mais une processus. À l’aube de l’après-guerre, Konrad Adenauer et Robert Schuman, chefs des Etats de l’Allemagne et de la France savaient bien des forces destructive de la guerre. On demandait solutions politiques et économiques pour créer une paix plus forte et durable. La construction européenne de l’après-guerre commençait avec l’établissement de la communauté européenne du charbon et de l'acier (CECA) en 1951. Le processus jusqu’aux nos jours est, à cause de la volonté commune politique, un exemple historiquement unique. Pourquoi s’intéressaient les deux pays à une coopération politique ? Le marché commun, est-il la raison principale de l’expansion de l’Union Européenne?

Néanmoins, l’UE a récemment eu un problème avec la représentation politique : L’été 2005 les inhabitants de la France et des Pays-Bas refusaient la constitution européenne. La guerre d’Irak et autres situations extérieures ont aussi polariser les pays de l’Europe. Voit-on alors un processus de la désintégration ou une stagnation de la construction européenne ? Les peuples de l’Europe, commencent-ils de penser que le processus est allé trop vite ?

Les développements contemporains ont deux différentes attributs au même temps : La convergence et la divergence. Quelle direction va l’Union Européenne dans le XXème siècle ? Quelles sont les plus grandes défis politiques et économiques des lendemains ?

Pour mettre en place une analyse claire et profonde, il faut examiner les deux développements comme phénomènes séparées et aussi cohérents. Cet double examen peut comporter un connaissance plus profonde et éclairci.

Le couple franco-allemand et la construction européenne

I. La construction européenne et les convergences politiques - La cooperation de l'après-guerre. - La volonté français et allemande A. Le rapprochement unique de l’après-guerre. De la sécurité a la plate-forme économique. - Institutions emergées. - Elargissement de l'Union Européenne. B. L’expansion politique et la construction européenne font tournées par le couple franco-allemand. - Les deux pays comme grands moteurs économiques. - Le marché commun et le libéralisme.

II. Les gains relatifs et la politique réaliste. - Concurrence interne dans l'Union Européenne. A. La lutte industrielle entre France et Allemagne, et la lutte entre eux et acteurs dehors l’Union Européenne. - De Gaulle et le nationalisme français. - L'Allemagne et la politique russe.

B. Les freins françaises de l’intégration avec le non au mai 2005 - La cause du non français. - Le fossé entre le peuple et les hommes politiciens. Le deficit démocratique.

Conclusion

Follow-ups

feil! 541

Headline text

Lun 8-10 Cantier 1330-1530 Meth

Mar 0830-1030 Soulet 10-12 Lacoue 1330-1530 Cabanis 15-17 Quissac 16-18 Bertrand

Mer 13-15 Philippe 1730-1930 Quissac

Jeu 10-12 Bayle

1330-1730 Zegna-Rata

Ven 8-10 Weisbein 10-12 Lacoue 8-12 Bioy 8-12 Philippe

13-17 Wanda 1330-1730 Zegna-Rata

ENW

393 I do not mind a blow that soothes the heart! Athenas vaer = kosmos 396 idioterne aeder konfirmandversionen s408 sitat slangen: phallos, skytos, chiton (peplos) 411 Ingen bryder sig om at faa oedelagt sin barndoms bibelhistorie 415 Paa et tidspunkt oversaetter vi ikke laengere den engelske bog, vi laaaeser den og taenker over den i det sprog den er skrevet paa

ord = symboler tingenes kognitive psykodynamik sitat s 429 s430 Demokrati var (seksuel) toejlesloeshed Natverden = kannibalisme joedesvinet er blevet erstattet av den islamske terrorist the fabric of the conscious universe 443 !! DET HOEJE ORD Polemikk foerste 5 sider sitat x 2 452 epistemologisk konspirasjonsteori masken og speilet som alle sande uhyrer aeder kirken sine egne unger [Kristendommen], verdenshistoriens stoerste katastrofe s483 [...] kristendommens fordom, idet esoterisk viden af enhver art forkastes, og det allestedsnaervaerende seksuelle element fordoemmes 522 Det er de paene, lovlydige mennesker der begaar massedrab 522 sitat Punkt s 528 542 Mennesket kan lige saa lidt leve uden historier som uden virkelighed - det er ét og det samme 543 [...] myten i eventyret, og ritualet i myten 550 sitat 552 BLAKEsitat 560 Krigerkaste => hofadel (uansvarlig) Aristoteles oppdro Alexander, Senaca proevde aa oppdra Nero [(hvis dette fungerer vil "materialismens magt" vaere brutt)] 564 konkurranse og samfund forbliver naturligvis modsaetninger 563-565 SITAT Historie, agitasjon 574 Det er historiens lektie, at hvis vi ikke taaler loever, faar vi hyener 575 [...] en regulaer pseudovitenskap, spiritualismen

575 FEIL!

579 Religion er foerst og fremmest en teknik, med mytologien som stoettepedagog 580 Liberalismen har spillet fallit, mens sosialismen, hvor den slog igennemm, udviklede sig til det "uhyre" den bekeampede [...] enhver revolution maa ta utgangspunkt i det enkelte menneske 580 sitat 581 dyrets selvoppofrelse, en verdensfrelse, der bygger paa forstaaelse 581 sitat 582 sitat 583 midlet vanhelliger maalet 584-585 sitat 584 vi er frie, fordi vi velger vaart slaveri, uforfaerdede neurologisk syndrom : ufuldstendigt udviklet praefrontalt cortex 596 sitat 597 Heller ikke [Adelsmannen] er fri, men determinanten i hans liv er livet selv Udviklingen, den trettende fe quedhesh[ae = a+e]n = maenaden= romerinden = jomfruen 599 Foer maskinen var der ingen distinksjon mellom liv og arbejde 602 [...] vor epoke er hermetisk 602 [...] Derfor er transcendensmidler ogsaa altid murbraekkere [...] 608 sitat Parmenides 608 FEIL! 614 Caesar: He is a dreamer; let us leave him: pass 622 sitat homoseksualitet [er ikke lik] "fejlslagen libidinoes udvikling" 626 Intet er saa fredloest i et borgerligt samfund som menneskenaturen

Hoeyhusets etasjer fra oven:

mennesket foedes her animisten totemisten Chimpansen Lungefisken

626 Verden [...] er et bevidshetsfaenomen 626 [...] de, ekslusivt naturlige verden er en naivisme 626 SITAT! 634 Vi er kognitive jomfruer 652 Sitat ! kawwana [meditasjon!?] 653 haemning, som vi har set, er nervesystemets grundlaaeggende princip [...] 653 Sitat - kommunikerbar mening 653 [...] Vor tids altfortaerende sygdom er seksualangsten 655 sitat 656 sitat 667 feil? skal, en (oeverst) accept og forstaaelse 675 sitat 677 sitat

453 leseliste

Refererer det jeg vet er serioest 679-686 13 John Milton: Comus 26 Lord Byron: Don Juan 27 Jonathan Swift: 27 Friedrich Nietzsche: 32 Alfred North Whitehead: 33 Platon: Staten 39 : 43 David Hume: An Enquiry Concerning Human Understanding 45 George Berkeley: A Treatise Concerning the Principles of Human Knowledge 46 Friedrich Nietzsche: Der Antichrist 46 John Stuart Mill: On Liberty 48 : 48 : 49 Hesiod: Vaerker og dage 51 : 51 : 52 : 54 : 61 Lewis Caroll: Alice's Adventures in Wonderland 63 Lewis Caroll: The Hunting of the Snark 64 Lewis Caroll: Through the Looking-Glass 69 Jean Cocteau: Opium 73 William Shakespeare: Macbeth 73 : 78 : 79 A. A. Milne: The House at Pooh Corner 83 : 84 William Blake: The Marriage of Heaven and Hell 85 Lewis Caroll: Sylvie and Bruno 86 A. A. Milne: The House at Pooh Corner 87 Lewis Caroll: Sylvie and Bruno 89 : 98 : 100 : 104 Johann Wolfgang von Goethe: Faust 106 William Shakespeare: Othello 107 William Blake: Auguries of Innocence 107 : 110 : 112 : 114 Hesiod: Vaerker og dage 120 : 123 : 124 : 126 : 127 : 127 : 128 Zohar 129 : 133 : 133 : 134 Lord Byron: Childe Harold's Pilgrimage 135 : 138 Ovid: Metamorphoses 152 Hesiod: Theogonien 155 Ovid: Metamorphoses 157 : 159 Friedrich Nietzsche: Die fröhliche Wissenschaft 159 : 159 : 160 Vergil: Eclogae 163 Ovid: Metamorphoses 174 William Shakespeare: The Taming of the Shrew 177 : 178 : 179 : 180 : 184 : 188 : 189 : 192 Ovid: Fasti 193 David Hume: A Treatise upon Human Nature 195 Ovid: Metamorphoses 197 Baba Yaga 203 : 204 : 204 : 207 Homer: Til Aphrodite 209 Euripides: Bakchanter 214 Euripides: Ifigenia i Aulis 215 Euripides: Ifigenia hos Taurerne 219 : 220 : 220 : 221 : 221 : 229 Zohar 231 : 233 : 235 : 236 : 236 : 237 : 237 : 239 : 239 : 240 : 240 : 240 : 242 Zohar 245 : 250 Zohar 254 : 254 : 256 : 256 : 257 : 257 Zohar 257 : 258 : 259 Charles Baudelaire: Les fleurs du mal 263 : 264 Zohar 264 : 265 Zohar 274 Parmenides: Om naturen 276 : 276 Parmenides: Om naturen 277 : 277 : 280 : 281 The Thunder 285 William Blake: Auguries of Innocence 288 : 289 : 290 : 293 : 301 : 304 : 304 : 304 : 304 : 305 : 306 : 310 : 310 : 312 : 314 : 314 : 316 : 317 : 318 : 319 : 321 : 323 William Shakespeare: Hamlet 323 : 326 : 328 : 331 : 338 : 336 : 337 : 342 : 346 : 347 John Milton: Paradise Lost 348 : 348 : 348 : 348 : 351 : 351 : 351 : 353 : 355 : 355 : Jonathan Swift: Thoughts on Various Subjects

SITATER 228 Det kan forekomme oss en vigtig distinktion, om denne "forloesning er personlig eller komisk, men i en verdensoppfattelse, hvor kosmos i meget reel forstand er det enkelte menneske, er den mindre vigtig.

258 Verdens motstand er med andre ord vores motstand. Magien skal altsaa ikke ses som endnu en snedig maade at tvinge naturen paa, men tvaertimod et middel til at goere mennesket til en del av naturen, som det var engang.

283 Materialismens stoerste problem er, at den motsier seg selv ved at glemme det fysiologiske grundlag for al erkendelse. Verden er ikke fundamentalt en matematisk formel, men et organisk behov. [Sett Avsnitt] Derfor kan den heller ikke forstaas gennem akademisk afstandstagen, men kun ved lidenskabelig deltagelse. Man kan ikke laere at transcendere (udelukkende) af en bog, mere end man kan laere at traekke vejret.

286 Han glemmer at beskytte sig og smitter sine elskerinder med en udoedelig sygdom, som vi gerne ser som et fromt haab, men ikke som en frygtelig fysisk realitet. [Avsnitt] Det hele bliver saa ubehageligt virkeligt, naar the deal jo netop var, at vi kunne beholde vores "tro", saa lenge vi insisterede aa det uskadeligt symbolske ved hele affaeren. Selv har jeg aldrig kunnet se meningen med voksfrugter.

294 Noegent og forsvarsloest, af en klimatologisk katastrofe bragt til udryddelsens rand, fik det en tjener, intelligensen, som endte som dets herre. Udstyret med en evne til at sortere korn fra smaasten lod det sig grive af en besaettelse med hensyn til at sortere universet.

408 Den sunde seksualitet er, som vi har set, opfundet af kirken og blot viderefoert af psykoanalysen? Og ligesom der kan vaere noget manende ved synd, kan tilsvarende udlaegninger af den "infantile" seksualitet (som man naturligvis maa forvente af infantile kulturer) have en paedagogisk effekt.

429 En saadan umiddelbar agressivitet er aldrig ondskabsfuld, men er blot udtryk for et menneskes evne til at tilfredsstille sine behov. Naar driften er saa staerk, viser den sig imidlertid som noget mere end blot og bar behovsopfyldelse, og kan som saadan naesten vaere altruistisk eller i det mindste selvudslettende.

443.1 Vi er vel efterhaanden naaet [norsk: naadd] til den erkendelse, at der snarere er tale om, at vores hverdag er en "haemmet" udgave af den konceptualisation, hjernen helst vil udstyre os med.

443.2 Hvis det ikke var, fordi seksualiteten var kongevejen til det overnaturlige, ville der jo ikke vaere noget farligt ved den, og der ville ikke vaere nogen grund til at advare mod eller rase over, hvilken parringsdans voksne mennesker har valgt.

458 sitat (slutt?)

513 Konceptualisation er definition, afgraensning, idet enhver idé kan siges at vaere defineret ved sin komplementaere definitionsmaengde, alt, hvad den ikke er.

522 Vi vender os med andre ord paa forhaand bort fra verden med afsky, vi ser aldrig denne selv for skyen af skilte, og derfor opdager vi aldrig, at jungelloven ikke er selvopretholdelse, men selvopofrelse. Dyr er ikke i besiddelse af noget ego, der kunne goere dem til egoister. [Afsnitt] Alturismen er med andre ord det dyriske i os, noget, man aldrig vil faa denne verdens Moellehaver og La Vey'er til at forstaa. Liv eller eksistens er kaerlighed, og kaerlighed er smerte, men ogsaa glaede.

541 Feil

550 Vi er kommet en lang vej. Det Overnaturlige er saa gammelt som Mennesket, paa en maade er det Mennesket, den mystiske kraft, der staar bag den konceptualiserede verden. [Avsnitt] Det er det paradoksale ved vores eksistens, at vi paa én gang staar i og bag verden. Dette er uacceptabelt for hjernen, hvorfor den spalter verden opp i iagttager og iakttaget, og siden iagttageren i aktiv og passiv. [Avsnitt] Den aktive iagttager bliver da (det filosofiske begreb) Gud, i praksis til det grundlaeggende, eksistensbefordrende liv i alle ting, aand. I den religioese oplevelse bliver de to atter ét, det menneskelige og guddommelige. [Avsnitt] Dette er den dybeste betydning af det moderne udtryk "tro", ikke adhaerens til en dogmatisk konstruksjon, men den betingelsesloese, og derfor viljeloese hengivelse til det guddommelige, der somme tider kalles Kaerlighed. Personligheden transcenderes, det, der bestemmer vores forhold til en ydre verden, der ikke laengere er ydre.

575 feil

580 Idealerne er de samme, "folkeviljen", den retfaerdige krig, etc. Tilbage er kun spoergsmaalet: Where do we go from here? [Avsnitt] For det foerste ville det jo vaere rart, hvis vi kunne laere af vore fejltagelser. Liberalismen har spilt fallit, mens socialismen, hvor den slog igennem udviklede sig til det "uhyre", den bekaempede. [Avsnitt] Det er fristende - for den fantasiloese en forudsaetning - med disse helhedsloesninger, men deres track record er ikke god. Har vi laert noget, maa det vaere, at enhver "revolution" maa tage udgangspunkt i det enkelte menneske. [Avsnitt] Paa denne maade aendrer vi ikke noget overnight, men alternativet er brutale og kortlivede provisoriske regeringer. Alt dette krever naturligvis en grundlaeggende tro paa mennesket, som poeterne hidtil har vaeret ene om. [Avsnitt] I mellomtiden risikerer vi at blive loebet over ende ag "historiske" kraefter. Aartusindskiftet var naesten en skuffelse, vi havde ventet noget lidt mere dramatisk. [Avsnitt] Saa kom det:[feil; stor A?] angrepet paa World Trade Center - et ganske umiskendeligt tegn, maa man sige. Wagner beskriver situasjonen admirabelt, som en uhyre vulkan, der af og til sender en roegsoejle i vejret, "als feurige Vorboten". [Avsnitt] Der er dog ingen fare paa faerde: Ved det naeste hofbal vil "terrorismen" kunne udstilles i bur og laenker. Imens afventer generalen den fjendtlige haers ankomst, men moedes kun af Nacht und Nebel fra sine egne kanoner. [Avsnitt] Artilleriet er imponerende, naar en tilfaeldig landsby i et tilfaeldig land gaar opp i roeg, men vi ved jo godt at Fjenden ikke var hjemme - han er for evigt hic et ubique og derfor uden for vor raekkevidde, hvor mange pressekonferanser vi end indkalder til. Han er ikke laengere en stat, vi kan moede paa slagmarken, men individet, der ikke lader sig imponere af demokrati og udvikling, men afryster massevirkningen med slaaende kraft, desperationens Notung. [Avsnitt] Vi kan ikke sanktionere hans raseri, men naar vi kalder det uforstaaeligt, arbejder vi free-lance for propagandaministeriet. Spoergsmaalet er saaledes ikke laengere, hvordan mennesket skal befries, men hvordan denne befrielse undgaar at blive altoedeleggende.

581 Religionen represaenterer et forsoeg paa at komme om bag den faenomenale virkelighed, men ikke som i naturvidenskaben, hvor vi bag spejlet finder et spejl. Det er den besynderligste selvmodsigelse ved det saakaldt materialistiske verdensbillede, at den verden, vi soeger bag sanseverdenen, baerer alle sanseverdenens kendetegn. Dermed bliver dualismen en blot og bar reduplikation, omtrent som naar vi opfatter den overnaturlige faenomenologi som udtryk for (endnu) uerkendte naturlove, de fristende skjulte variable. Naturligvis er der kun, hvad vi kan se, for - som Berkeley indsaa - at vaere er at blive set.

582 At finde motivet til verden og at opretholde, eventuelt gjenoprette forbindelsen til det, er religionens opgave.

583 Desverre kan jeg ikke levere nogen almaegtig Gud foroven - eller forneden - men det betyder ikke, at der ikke er en etik i alt dette her (en skjult dagsorden - taenkte vi det ikke nok!). Det er imidlertid ikke nogen traditionel pegefingermoral, den er uhyre pragmatisk. [Avsnitt] Hvis man vil omgaas loever privat, er der ting, man ikke goer. Himlen er velsignelse, hvorfor himlen er lukket for den selvgode (that leaves out the Christians). [...] Vi giver hellere end tager. Vi er ikke bange for at blive for fattige, men for at blive for rige. [Avsnitt]

[Avsnitt]

[Avsnitt] [Avsnitt]

[Avsnitt]

584-585

596

608

608 feil

622

626

652

653

655

656

673 feil

675

676

Dikt 5/3/2006

1 En danske mot etabliss'mentet loesnet lenker, aanden foer var fange Han rev gjoekreiret vekk, til vaar borgeraands skrekk. Og fuglungen: Foerst naa kan den lande.

2 Teppet bort vaar nysgjerrighet rykket med ditt ord vi umiddelbart fryktet, en landing for hard tanken frukter bar spredte vinger naar alt kom til stykket

3 Neutzsky-Wulff han all tvil tar av dage Tid i retrospekt: Minner kun vage Lukk hans verden opp Knytt vaart sinn til vaar kropp Uforferdet i vellystens hage

4 Kun Filantrop, misogyn fordriver selv om aaket ei skyld naa bedyrer la maskene falle beruselsen gjalle/tralle saa etter pusten vaart vesen hiver

5 Selv geniet seg stundom vil spoerre: Hvilken leser har mot til aa toerre, aa fornekte alt, ja selv "rett" og "galt" livets sankthansbaal oppunder noere?

6 Konge ensom du er blant gemene vaare skritt altfor smaa, altfor sene. Dine fyrtaarn av brann asken tilfoeres vann i ny fremtid du ei er alene

7 Fra klam prestehaand, penger sterile vil til kilden din toerste vil ile Din kunnskap enorm vil skape en storm. Evig naa fordums dogmer maa hvile!

8 Skal vi lindre vaar moder jords feber kan det trenges at hver og en krever av seg selv vekstsmerte la oss korset sverte samt dem som for mammon kun streber

9 Til mesteren skal ikke svares vi vil lytte, skal brasene klares laer oss mer vise mann vi og jord da kun kan i vaar stoepeform lenger bevares

10 Saa vi avslutter ydmykt med spoersmaal: Tempelpiken: fikk hun hoere barns gnaal etter mang en lang natt med en jockey besatt? Hilsen skjenket til deg: Beste skussmaal!

Et PS. snek seg inn uoppdaget Med norsk, fransk, engelsk noen beklaget Arabisk, russisk spansk hvilket land byr til dans for en hungrig, ny innen spraakfaget?

Notater

Jeg vaakner fra konsensusen fordi foelelser er mer virkelige enn eskistensen. Naa faller jeg ned i den eneste sanne konsensus. Kjaerligheten. Vi har behov for aa vaere paa boelgelengde. Jeg trenger noen som stiller de samme spoersmaalene som meg, men fra en annen synsvinkel. Denne plattformen er alt det er mellom oss for oeyeblikket. Men det er allerede slettes ikke daarlig. Vaare energier (skalarer) interfererer og danner sammen én kraft (vektor) stoerre enn vaare to alene. Jeg klynger leg til den rasjonelle tanke ikke bare fordi den skiller meg fra dyrene, men fordi det er den eneste jeg kan forklare. Jeg opplever daglig uforklarlige hendelser, men er redd for aa stagnere og passivisere meg selv hvis jeg tilskriver dem religioes eller metafysisk karakter. Den indre stemmen ...

Paa flyet hjem 18/12/05 [...]se studmail 5/3/2006... Du ramser igjen opp dine bagateller som om de fortjente oppmerksomhet. Men hoerer du godt etter kan du hoere ropene. Du har dessverre blitt herdet med aarene. Stoeyen som omgaar deg, mennesker, maskiner og den evigebakgrunnsmusikk holder deg vekk fra aa tenke. Men lytter du et oyeblikk hoerer du samvittigheten gnage med smaa knirk. Saa du parerer slaget umiddelbart fordi du ikke vil ta inn over deg at du maa endre deg. Mye. Din hverdag er meningsloes, ikke maalt i rasjonaliteten som har forfoert deg, men i kjaerlighet. Den er fortrengt til kjoeper og selgers falske smil/ Dine ristende skuldre er samtykket maktovergriperne ber om. Men du er like skyldig. Foerst og fremst fordi du vet hva du er en del av, men like mye ogsaa grunnet din likegyldige aksept. Det koster aa ta del i andres smerte. Men saa utrolig mye mindre for deg enn for dem som virkelig lider. Det tar tid aa tenke paa andren, men uten tanken, hva er vel din egen tid verdt? Gjoer deg selv den tvingende noedvendighet of lytt til den indre knirkinge. Det er den som gjoer deg til menneske. Du levde nok en gang, naar tiden kom og tanken var fri. Naa sitter du paa kne for systemets kunstige lover. Eksisterende. Ta tilbake det som er ditt: Livet. Men mest fordi du kun kan leve gjennom andre. Kjenn din biologiske natur strutte. Under den pregede haarde hud har ikke blodet gitt opp sin livskamp. DU har vaert nektet innsikt, velvillig stirrende paa de flakkende, bleke skygger. Skal du "finne deg sjael" i, maa du begynne aa lete snart! Med dine materielle rikdommer har du valget: Ta det ansvar makt medfoerer eller del den! Trekk til deg albuene og strekk ut hendene dine. Samarbeidet maa begynne med deg. Innse at da verden har en gitt mengde ressurser til en gitt mengde mennesker maa dine privilegier vaere generasjonelt akkumulerte. Voks opp, min soenn! for du er et barn av din tid. Saa del, min venn! For graver du litt dypere vil du intet finne enn altruismen.

Det har seg naa en gang slik at vi mennesker har en tendens til aa bli vaere kreasjoner underdanige. Vaart nysgjerrige driv er, ikke alltid et kjaerlig et. Vaar historie er blodig, selv om vaar skjoere bliven var et kjaerlighetens avkom. Mennesket er nettopp det utrolige regnestykket at to pluss to er mer enn fire. Av ymse aarsaker er ditt vesen derfor alt annet enn rasjonelt. Kan du saa erindre det overoesende takknemlige smil du fikk sist gang du gjorde noen en tjeneste? Smilet, maa vaere en av verdens mest diskontagioese epidemier. Det er derfor det resonante menneske samler paa dem. Smilene altsaa.

De fleste mennesker har gjenklang for de sosiale toner. Samarbeidet, forstaaelsen av det eksterne, kjaerlighet og selvoppofrelse ligger i den resonantes natur. Denne dybden er den viktigste delen av vaart musikkinstrument, og resonanskassen saadan tvingende noedvendig for aa kunne oppnaa samklang. Det er denn humanistiske dansen, i sin skjoenneste form blottet for bokreligionenes (kristendoms, joededommens og islams) moralisme, liberalismens merkantile sosialrealisme og naturvitenskapens rasjonelle dogmer, som skiller de foedte fra de tilstedevaerende. Det levende menneske vet aa nyte sine andpustne aandedrag. Vel lever pessimisten lengre grunnet sin overforsiktige livsfilosofi. Men hvem saa livet dreier seg om sekundende fremfor om deres innhold? Da heller bohemens piker, vin og sang enn livsfornekterens soelibat, blomkaal og altergang [ikke giftemaal]. Den levende gjoer tre toner til en symfoni, noe som er langt bedre enn aa mette en skare med et par fisk. Den levende fornekter ikke sitt brusende blod, men gjoer kvelden om til morgengry. Den aandende trekker hvert pust helt ned i frykt for (at) det er det siste. Han lar livets gave kaste av seg der han gledes [-r seg?] mest over andre.

"Den aandende trekker de dype pust. Resonansen lyder: Samklang. Hans gaver til naere; av flust. Dobbel glede har faar i sitt fang.

Nok et smil han samler, ved dagtid han famler. Ved natterstid ser han best. Med Venus han danser og svinser og svanser. Av henne holder han mest.

Musikken han finner hos livets loevinner, de spiller han opp til dans. Og med fotsteg rappe, om aeren han kappe kan natten lang uten stans.

Paa laaven det dirrer av par som svirrer omkring med oeyne i baand. Men ved bordet der drikker beruset en kikker altfor blyg for en pikehaand.

Braat slatten den stopper frem fra moerket hopper Dionysos, (med) reia paa slep. Fulgt av nagende mumling akutt en fortumling foer vinguden tyr til et knep!

Fra en brusende toenne av vindruer groenne, livets dypere mening traar frem Laavens moene saa letter, drukne smil omkull detter festens klimaks er atter naadd dem.

Den eneste edru gjoer valget med omhu og finner den fagreste moe. Hans vin saa beruser leken, blod iltert bruser voldsomt ender saa i hennes doed.

De forkomne opp vekkes selvtilliten svekkes sorg over det livloese kjoed. Sannheten maa hevdes et offer jo krevdes! (Et) Dionysos levebroed.

Dikt ENW

Til fjellgeita paa svimlende hoeyde naar ei hovmodet til de fornoeyde Det er kamp mellom dem og de strides om hvem som vil forlate slagmarken uboeyde

Hopen gresser det raatnende foede, spiser gull eller aere fra doede. Men en underernaert killing finner det svaert og tar beina fatt etter friskt foede.

Moren breker med frykt: Hvis den lille naa i fjellheimen skal seg forville Hvordan skal det saa gaa, vi han ei vil forstaa hvis han vender tilbake helt[. Sinn] stille

Europas voldtekt

Den tyske struktur kastet vaapen, tok kremmerlivet fatt, den taapen!

Tviholdt paa bibel og krone Dansk politiker, ned fra din "trone"!

Med blikket paa navlen, mettet med fisk fant nordmannen svart gull, ble egosentrisk

Fra havets soelv og fra jordskorpas [moder jords] varme hoestet isoeya rikt uten harme

IKEA, jeg ruller, "beyond". Gul og blaa roemmer min aand.

Pundet Matriarken Staffasje. Vis imperiet til sin garasje.

Be-ne-lux, toennesild, dopdeal, red-light og De-Beers: Lib'ralistsmil

Fra Wien nostalgiske toner En hvitsnipp og hvitfrakk som kloner

I Plzn gaar foeden ned utygd for sans-abris[husloese]: Null sosialtrygd

Paa hoeyden i Buda staar bossen. Med "lebensraum" blir han kolossen.

B[kyrillisk]eograd, av EU stenges ute. Lillebror i oest seilte "feil" skute.

IRA, saerdeles triggerhappy Foed barn, drikk whisky, then take your nappy.

Arroganse kultur og skvalder Eliten ["Hi-Tech"] her har naadd en hoey alder

"Viva [todos(?)]los separatistas" Gi tilbake fra dine "conquistas"

Saa av flaska fra Porto trekk korken Fordums Armada: [Handelsflaaten] strandet og morken

La pedoene i Vatikanet Med Gud skjedde To-tusen-aars-ranet

Bankeland, Svindelby fullt av snobber: Noeytralt plyndres alt annet enn kobber

I Athen filosofkonger doede Jesus foedtes med sitt helligbroede [med de tanker de en gang ga foede]

Tyrkia fanden tilboe to lanker, Kremmer'n nektet. Grunn? Landets "skavanker"

Fra Dneprs todeling lyste Oransje folk mistet raskt "Vestlig allianse"

I Warzawa kapital-stoevere Jesus, henger mellom to roevere

Tusen sjoer talte bratt i "handsfree" Ugrisk(t) delte litt med seg Helsinki

Svartbjoernen venter i hi vaarsvaler; ressurshost fra Sibirs vinterdaler

Europeere barn av geopolitisk konkurranse Ta naa oppgjoer med vaar borgerlige arroganse!

Legg paa hylla vaart flagg, maa humanismen vaere knagg! Broedre er vi, sammen bedre vi kan danse

[Sauerkraut Knachwurst? Dig in! Outburst...

Tuborg. Aalborg. Hjertesorg. Karikatur. Baertur.

Bunad Nabo? Stabeis. Europa, Olje. Blaaveis]

Louvre 22/2

Pomone, Parsifal, Silène, Isis

Gabriel - Jules Thomas - Virgile Clésiger (s) Salmson (sverige) Thaulow, Fritz (Norge) Gaugin ! - Areareu Bernard Degas Renoir! Caillebotte Fantin-Latour Fremiet Barrias Delville - ecole Platon Hodler Frédéric - ouvrier Coutan (s) - aigles Gerôme - (s) gladiators, Grecs Courmon - Caïn Detaille Maillot (s) Van Gogh - d'Auvers, Portraits de l'artiste Monet - peuples, meules, femme à l'ombrehu, argenteuil Falguière (s) Fremiet - Pan Carpeaux (s)! Manet Millet! Courbet - l'origine de monde Redon (GR) Lévy-Dhunner Lacambe Seurat - Cirque Signac - Papes, Puits Cross - Pardigon Matisse (prikkbilde) Lemmen Rysselberghe

Esope - Fables

Daniel Loayza Esope - Fables. ISBN - 2-08-070721-3

ENW, DO s 436 - Fablen som vi kender den fra AEsop adskiller sig saaledes fra eventyret ved at vaere en allegori, om end moralen ofte ikke er mere opbyggelig end at that is the way of the world.

Fables d'importance

Premier: Le Numero. Entre parentheses: Le Chapitre dans B.E. Perry l'Aesopica

86 (157) 90 (117) 98 (106) ! 99 (2) 101 (124) 103 (111) 130 (159) 131 (164) 133 (185) 152 (217) 153 (221) 155 (224) 156 (230) 159 (237) 165 (245) 168 (251) 172 (214) 174 (261) 177 (258) 179 (273) ! 181 (141) 193 (283) 200 (296) 209 (313) 216 (331) 219 (334) 220 (145) 224 (327) ! 226 (Hare, skilpadde) ! 228 (353) ! 235 (242) 236 (255) 257 (194)

Platon - La république

ENW s29 Où la connaissance rencontre la realité on trouve un point de disparition. Dualisme: interne-externe => psychologique-physique Rationalité est apparenté au sens (mening). On peut avoir une compréhension intuitive des verités mathematiques (parce que la validité d'eux ne dépendent pas d'experience) et cette comprehension est pour Platon une reference à un etat preexistentiel, l'anamnese.

32 Alfred North Whitehead: Plato 33 Platon represente une transition entre la religion et la philosophie. L'etat de Platon est influencé des ideaux de Sparte. Les intelligent vont gouverner. Une classe de (Hersker) avec une education philosophique: L'aristocratie, la gouvernance des meilleurs. Les meilleurs hommes sont producée en série. Les maîtres existent pour ?

Classes: 1. La2. 3.

Platon n'est pas idéaliste comme on le dit. Le monde de Platon n'est nullement un songe ; au contraire, dur comme le diamant et toujours le même. C'est notre vie qui est un songe ; car nos souvenirs sont des ombres pâles. - Alain

Les Lois 8/3/2006 s 126 Aussi disons nous que, pour l'essentiel, éduquer, c'est élever correctement, [...]

[1]

15.03.2006

Que sais-je ? La littérature grecque (Fernand Robert) PUF (1971)

s89 Né en 427 av JC platon apparthenait à une famille aristocratique d'Athenes. Condamnation et mort de Socrate en 399. Après il partait d'Athènes et voyagea pendant plusieurs années. Il visita surtout Egypte et, en revenant à Athènes en 388, Sicile. Fonda "l'Académie". Platon mourût en 347.

In 1994, Engelbreth Larsen had written Forsvar for verden <18> , an introduction to Neutzsky-Wulff's authorship and philosophy.

Dogma

Europa i smia: En greker i sprang men simlpere krefter enn aanden har trang til haandfaste spoersmaal, dogmer til svar En misantrop foedes, "stiger opp" til sin far.

Selv den praktiske romer, hans kuppel og vei forstaar tidens tann og takker for seg.

Polyteistiske kjemper nektet aa tro hva som skulle vokse ut fra deres blod, aarhundrer i tukthus for sinn og kropp Den moerke tid enda intakt av en propp.

Det mest inhumane som kan tenkes, av alt den verste av skriftreligionene har talt Den kristne deom skremmer mennesket fra livet, synden utbasuneres og uler i sivet.

Et aak av en lyte, en lenke saa tung. Atlas kroep til korset, om enn saa ung!

Dogmatiske fedre slo ring om vold, med oensket om aa legge oss alle i mold. Med fromhet, gudfrykt, hat saa syrlig laa vi der, mennesket! En mannsalder for tidlig.

Og kvinnen, den elskende som aldri ble hatet Hvordan vil "Gud" veie opp for tapet av menneskets mest biologiske trang; kjaerlighetens dans, en iboende hang?

Til det jordiske, humane livet i dag, uten kvelende geistlighets livsfjerne nag.

Hvordan bringe tilbake en fordums glans fra gullalderens time, dens blomsterkrans paa hodet til mennesket, til kvinnen kjaer, en pur humanisme, kun den staar meg naer.

Hvor brakk danseren foten, hvor roek lyrens streng Naar fopestet de den friskeste [sol- ?]sommersoleng? Jeg undres av hatet som piskes frem av korrupte marionetter. Ja, det er dem!

Som saar splid og hat med tomme ord, som saar kvelende ugress i vaarfrisk jord. Det er mennesker svakere enn det system, som i den foerste stund ble skapt selv, av dem!

Kapitalens logikk kjenner ingen vinner, det er rundt den vaart samfunn naa spinner! Poet, filosof, aandsarbeider, aandskjempe. Du er mektig lei av aa lempe!

Paa aak som ble gitt detg av bonden, av kremmer. De toeylet vaare alles lemmer! Med handlingsrom lammet, med aand i bur Snart kommer vaar arts siste tur.

Verst sulter arbeideren tidlig gammel, han loenn settes stadig paa lavere skammel. Med blodslit for kampen om bakerens broed, justeres pris selv ikke i noed!

Parasitten er oppfinnsom, som virus aa regne Den selv, om enn sist, snart vil segne. For materialismen ser ut i det fjerne uten aa ense det elendige naere!

...

Familieliv

Den tenker paa sekundets ran av profitt paa det den vil eie, det som er sitt, Selv naar dens egen mor, jorden [FEIL RYTME!] er syk av feber akk hvor langsiktigheten aldri paa dens hjerne kleber!

Han forstaar ikke kremmeren, sine egne tunger, At moren driver hans lunger! Hvor de lider av livskamp, hans yngste brodre har fremskaffet markens groede!

Hvor de eldre broedre, dog yngre enn materialisten, aksepterer han og den moralske bristen! Deres skuldre hevet, deres hoder boeyde de rekker ikke opp til sin egen hoeyde!

De dreper med system, med aksept saa kald sine yngste broedre i hopetall. Alle en del av en falsk pyramide, en blankpusset medalje, uten bakside.

Aa, broedre! Hvor sporet deres aand av veien? Hvorfor gikk dere alle i [ad?] samme leien? Den minste av flokken paa seks er doedsdoemt, hans sultne skrik er evig forsoemt.

Han har ikke sin marginale kvote av det som skal til for aa bote! Paa sultens hunger, den allemannsrett som skal gjelde: Kunne daglig bli mett!

Av siste krefter han loefter en haand, den eldste straffer saa hans "tiggerhaand" til tross for den eneste rettmessige boenn, sin rett til aa faa sin fortjente loenn.

Den eldste som eier gaardens maskiner, han haaver inn penger fra de yngre som griner. Hans middagslur har blitt lenger og lenger, tidobbelt forspist av den kvote han trenger.

Den overforbrukende livsstil han lever alt for mye av hans mor og hans broedre krever. Hun syk av hans soeppel, den kvalme sigarlukt de sultne av hans manglende selvtukt.

Hva krever de av han? Kun rettferdig handel/ At alle har sameksisterende vandel. At alle vil yte for familiens beste, at alle ta haand om sin sultne neste.

Noen er sterke, andre er kloke. Hvordan saa loese familiens floke? Kimen til misnoeye lyst til aa drepe, kommer fra eldstemanns nihalede svepe.

Fotlenker, skatter og blodslit tungt, gjoer alderen dobbel for sinn saa ungt. Den stoerstes syke tok en avvei, som ventet, da den avdoede faren skrev i testamentet:

A livet til fem broedre og moren var vekk! [mangler 3 linjer!] ? ?

For slik ble saa praksis med eldstemanns lune Han tvang dem umiddelbart ut i tunet. Ja selv hans mor som ga han sitt liv, falt soender og sammen, av umenneskelig driv.

De minsten, som nevnt, slet seg huden loes, paa vinteren mest av alle de froes. De fikk den beskjed seg imellom aa kjempe, men uten om sammen, hvordan steiner lempe?

Med den korpulente eldste ble livet en kamp. Hver og en maatte slite for aa foe en slamp som vel kunne snakke, men intet visste hadde arvet sin rolle, det usleste triste.

Han vaaknet til tider, mer med anger enn roedme av den minstes graat, fra sin slumrene soedme. Han var brydd tyrannisk mot blodet han delte, da han atter en gang ut minstemann skjelte.

Hvordan kunne han takle med spott og sinne, aa vaepnet til tennene "konkurransen" vinne? Foedt inn som herre det vanskelig demrer at du pliktes ansvarlig for de du belemrer.

Tiden gikk kropper sultet, seg skadet og pinte et voksende hat gjorde broedrene sinte. Innestengt, mest i den minste det boblet, hans haar mistet glansen, men krefter seg fordoblet

En dag ressentimentet overtak fikk han i kamp med sin eldste storebror gikk, under angrepet bet han av fire taer, men stoerstebroer svarte med et skjult gevaer.

Den svake maa lide i urettferdighetens navn, mens av han den sterke seg kun har gjort gavn, Den minste ad til doeden vandret, mens tortur og slag hans broedre klandret.

[brudd i handling]

Kun Moren kjente kunsten aa rydde og overmett eldstemann det stadig fullt spydde Hun ble sliten, og trett, mer treg for hver oekt. En middels stor bror ymtet frempaa med kloekt: Naa maa du ta deg sammen du eldste, for om moren vaar doer, oss ingen kan frelse!

Bryskt saadde med vold igjen "herren" en tvil, om morens helse var saa ustabil. Den mellomste broren var "foere var" meddelte gjengen hvor dette ad bar.

Broedrene seg litt imellom delte, men den, naa minste, raskt seg meldte, til tale og rettmessig pekte paa at dette ikke lenge kunne gaa:

Marginalt karret han seg gjennom livet, og maatte naa etter pusten hive. Broedrene kjente av skam at det stakk, under snippen i hjertet av disse ve og akk.

De uansett alle om kort tid var doede, om sengen til moren en dag laa oede da hygiene, saa sykdom kun moren stelte uten henne de raskt siste dager kunne telle

En forspist, dekadent og tyrann raadet over huset, sine broedre han aldri benaadet fra straff med pisk, med haand saa hard, tenk dette ble arven de fikk fra far!

[FIKS!] Forsoning ble tilbudt, gaarsdag til tross, til selvutnevnt "herre", til gaardens "boss". Naa, av hat, saa de broren slaa hun han var soenn av Livstroette paa aaker, de naa fratatt var soendag!

Varesalg fra kremmer, prest og kjoepmann Naa krevdes penger for morens livsvann. De fikk ikke soevn nok og kun de storste nok naering til aa doeyve sult og toerste.

Mas fra laerer, pedant og naboen rik hoerte de ikke vaare magers skrik?

Deres roller var tomme, deres neser i vaeret de gikk lettfoett med titler tunge aa baere! Det var ingen speil, ingen innsikt i selvet/ Det eneste bankmenn kjenner er hvelvet!

[HUFF!] Soekkvaate tunger av svette slikket bevende rygg saliva og magesyre ble kokt, hverandre gitt brygg! Vi vrengtes av orgien, vi som manglet til morgendagen utakknemligheten ubeskrivelig, legitimert av prestekragen.

Overklassens internsplid og frekvente albuebruk tvang hverandre ned som spyttslikkere, der sittende paa huk De prostituerte sine kropper, ja selv sitt trange sinn For oss var Mor ved doeden, for de: Situasjon vinn-vinn.

Det tellende var frendens mer lette pengepung, en hore de fikk eie, selvtilfredshet saa tung. Livet selv ble dressen, fasaden et falskt smil, mens innholdet bak skallet var tomrom. Uten tvil.

De stjal fra sine egne, de beste tyver vant, det gikk saa langsomt opp for dem, foerst naar egen bukse brant. De levde paa vaart arbeid, vaart slit, vaar graat, vaart liv. Deres utnytting saa grusom kun til kjoep litt bruk og hiv.

Selv naar minstemann, den fattigste av oss fikk nok av vold saa strukturell,saa kald, det uteble; et sjokk. Selv her, foer siste utvei, et drap paa egen bror vi ikke har i tankene annet enn vaar kjaere mor.

For hun har gitt oss livet, dog hennes lune gaar i ring. Hun raust oss ga et liv, men tok tilbake ingenting. Vi klarer oss med hennes hjelp ut livene vi fikk, men hennes barnebarn vil doe hvis hun gaar veien som vi gikk.

Vi er alle oss fra samme, gavmilde vakre skjoed. Vi kjemper livet gjennom, for vaare barn, med gloed. Den gaven vi saa enkelt, tok i mot med hender smaa, maa gaa videre til vaare barn, hvis livet skal bestaa.

[WHAT?] Hun, gaar fremfor alt, for kveler vi henne blir den respirerende navlestrengen doedkjoett. Er hun sint brennes vi, drikker vi hennes vann ser hun roedt. Hun er oss, som vi er hun, og pleier vi henne metter hun hver en munn.

Slutt...

11/03/2006

Anne Balansard - Du pseudos de la Republique au logos du Timée : qui s'agit de convaincre ? dans Kairos (2002) Revue de Philosophie presses universitaires du Mirail (nr 19) - Platon S7 [...] Dans la cité qu'élabore Socrate dans la Republique, les Gardiens recevrons une éducation musicale et gymnastique.

S23 [...] Le mythe est un objet de croyance et la croyance est un mobile d'action efficace; l'oeuvre du fondateur est de l'orienter éthiquement. [...] la cité n'est pas l'instrument d'un enrichissement personnel, la cité est sous la garde ("les hommes armés") d'âmes naturellement riches. Le mythe substitue également un modèle de constitution (l'aristocratie) à un autre (la démocratie).

S25 Comme dans la République, ce muthos n'est pas l'indicible de la dialectique; Socrate le racante faute de mieux : parce qu'aucun des interlocuteurs ne tire sérieusement la conclusion de son échec dans la discussion. Les interlocuteurs sont incapable de logos : le muthos en tiendra lieu.

Luc Brisson s 31 [Constitution de l'intelligible s'apparentant à la fabrication du sensible?] s32: Trois sortes de réalités sont distinguées par Platon. 1)la Forme 2)Imitation de la Forme correspondante 3) Apparences qui n'ont pas de réalité propre. 3.1 = Naturelles 3.2 = Techniques [...] Dans ce contexte, la Forme se situe au sommet de la réalité. Elle se caractérise par son unité et son identité; cette dernière caractéristique impliquant qu'elle n'est pas soumise au changement, et qu'elle échappe de ce fait elle à génération et à la corruption.

[...] [...] [...] [...] [...]

http://www2.ac-toulouse.fr/philosophie/textesdephilosophes.htm#platon

Axezz 15:28, 29 March 2006 (UTC)

André!

Je partage quelques liens interessants.

http://www.marxists.org http://www.monthlyreview.org/1005burkett.htm (2 pages) http://www.monde-diplomatique.fr/ http://www.cia.gov/cia/publications/factbook/index.html (Liberal, mais presque objectif!)

vois mon page de Wikipedia (la version allemande reste comme un bordel!)

http://www.enw.dk/ http://www.thelatinlibrary.com/ http://www.perseus.tufts.edu/ http://www.archive.com/ http://www.jstor.org/ (Marche de l'ecole) http://www.ac-nice.fr/philo/textes/biblio.htm http://www.univ-tlse2.fr/philo/breve.php3?id_breve=30

30/03/2006

Il y a dans l'homme trois êtres, enfermés comme en un même sac : un sage, un lion, une hydre ; nos pensées, nos colères, nos appétits ; la raison, le coeur ou courage, le ventre. Dans une cité idéale il y aurait trois classes, des philosophes pour les tâches de la pensées qui gouverne, des guerriers pour celles du courage, des travailleurs manuels pour nourrir le ventre. La justice, dans cette cité, ce serait que chacune des classes remplît exactement sa fonction, sans jamais rester en déçà ni aller au-delà. La justice en chacun de nous, c'est que chacun des trois êtres qui nous composent accomplisse son office propre ; c'est le maintien de notre équilibre intérieur.

p 92 [Que sais-je La litterature grecque - par Fernand Robert - Presses universitaires de France (1971)]

p 93 Qu'il ne soit pas plus permis de sacrifier l'action à la pensée que la pensée à l'action, que la faute suprême soit de s'échapper de l'une dans l'autre, telle est bien l'idée qui se dégage de toute la polémique de Platon contre les sophistes.

ibid 94 "Nul n'a tort volontairement". Or, l'essence du socratisme, c'est d'identifier l'une à l'autre la vie intellectuelle et la vie morale : notre manière de conduire nos actions ne peut pas obéir à d'autres règles que la conduite de nos pensées.

ibid 98/99 Nous vivons, selon "la République", prisonniers en une caverne, le dos tourné à l'entrée, regardant toujours la paroi du fond, où se meuvent des ombres : les objets du monde sensible ; derrière nous, séparés de nous par un mur, des personnages agitent, au-dessus du parapet, des figurines sans vie : ces figurines sont les êtres mathématiques , et ce sont leurs ombres qui sont portées sur la paroi ; elles ne sont donc que des intermediaires entre le monde sensible et les Idées ; les Idées, seules realités véritables, sont les personnages vivants : nous ne voyons même pas leurs ombres ; et la réalité suprême, c'est la source lumineuse, placée loin derrière nous, sans laquelle nous ne pourrions rien voir : l'Idée du bien est pour la vie de l'esprit ce qu'est le soleil dans le monde sensible. Cette captivité de notre âme, c'est son union avec le corps. Mais elle se souvient d'avoir, dans une vie antérieure, contamplé directement les Idées. En tout homme subsiste le souvenir de cette contemplation : souvenir assoupi, que la dialectique réveille ; la pensée, c'est ce réveil même.

Les Idées ou Formes dont parle Platon ne sont pas des pensées, mais des objets de la pensée. Ce sont les réalités intelligibles par opposition aux apparences sensibles. Etre platonicien, c'est juger que le monde est essensiellement intelligible et existe seulement par là ; que seule l'intelligence atteint la réalité : voilà par où le platonisme est la condition première de toute science.

p 100 La plus hautes de toutes sans laquelle aucune autre ne serait Idée, c'est l'Idée du bien. Penser, c'est tendre vers l'Idée du bien, puisque c'est tenter de concevoir la perfection de chaque Idée. Le grand mediteur de ce penchant universel à la perfection, c'est l'Amour [...] qui est ce qui nous fait dépasser notre condition de mortels. Il porte notre pensée au contact de l'éternel.

RUM 1/4/2006

s22 De mange brugsanvisninger gjorde ham nervoes. De gjorde den virkelig (?).

s27 Det stolte skib Menneske var gaaet den, tilbage laa de overlevende plaskende i vandet og ventede paa at blive taget op af en af det spredte redningsbaade.

s29 Det er taet trafik paa uvidenhedens landevej, og saa laenge man ikke slipper den forankoerendes baglygter af syne, kan det ikke gaa helt galt, eller ogsaa gaar det i det mindste lige saa galt for ham, hvilket er omtrent lige saa godt.

s30 Det var alt sammen udtryk for en proevet livsvisdom, som bestod i aa tie og lytte, indtil man fandt ud af, hvad konsensus var, og saa ellers saette sig til rette i denn virkelighed som i en laenestol med et godmodigt smil. Ved altid at forsvare midtersynspunktet forekom man sig selv at vaere udstyret med en naesten guddommelig fornuft.

S30/s31 I konkurrencesamfundet samarbejder man ved at vaere sig selv naest, kardinaldyderne er at feje for sin egen doer og at betale sin skat - saa lidt som muligt. Lov er lov, og lov skal holdes, men ingen foeler sig saa stor en idiot, som naar han ignorerer et smuthul.

s50 En bog er en levende plante, der bryder sten. Dens humus er et menneskehjerte af bloedende koed.

s79 Men hun var en rose nu, doemt til at visne paa silke.

s113 Det er saaledes vanskeligt med vores nuvaerende videnskabelige baggrund at forestille sig, at der skulle eksistere et eller andet 'livsprincip', der overlever det legeme, som det synes at vaere et produkt af.

s127 De havde haft det saa travlt med at komme ud i rummet, at de ikke et oejeblik havde overvejet, at de naturligvis ikke ville kunne fatte noget som helst af hvad de fandt derude. Bliver en guldfisk klogere af, at dens akvarium staar paa et bibliotek?

s138 Skoen passer aldrig Askepott, saa derfor hugger vi en hael og klipper en taa, for ellers ville vi aldri blive gift med vores ombejlede videnskabelige sandhed.

s201 Intet formaar at forvandle mennesker til uhyrer som moralisme.

s210 Mennesket er nysgerrigt og forsigtigt, ogsaa og isaer, naar det gjelder andre mennesker. Det er svaert og tage oejnene fra den aparte, men vi betragter ham ogsaa helst fra den anden side af gaden.

Vi proever at skelne mellom den, der bevidst skiller sig ud, og den "handicappede", men det er ikke altid let. Mennesker med saerlige svagheder kan udvikle saerlige evner.

s210 Hvis vi forkaster det vanartede, forkaster vi det nye. Det er hitlerisme.

s216-s218 Af alle ting jeg foretraekker bogen, den verden som kan rummes i et bind, og naar jeg aabner den, jeg aabner laagen ind til en dejlig have og gaar ind.

Der vandrer arm i arm med skoenne kvinder de helte, som har vundet deres gunst, der braender livets gloed paa alle kinder, thi der er kunsten liv, og livet kunst.

At oeve storvaerk er hver enkelts streben, at maale sig i aedel kappestrid, og alle har et visdomsord paa laeben, der grunder dybt og funkler klart af vid.

Men lukkede jeg bogen, fra min rude paa helt en anden verden syn jeg fik, der saa jeg moerke maend og kvinder lude med svage haender og et uklart blik.

I elskovs sted jeg had og mistro finder, og ussel vinding, hvor hint vaek jeg saa, der frygt og dumhed haand og laeber binder, og livets ord kan ingen mer forstaa.

Og livet flyder trindt imellem haender, som ingenting formaar at holde fast, slet ingenting det er, hvorfor man braender, og alt er overstaaet i en hast.

Af usselhed og dumhed man sig bryster, os slaar i raseri den store ned, med naestens svaghed man sig gerne troester og bader i sin middelmaadighed.

Da haaber jeg, en haer vil overraske og braende denne verden til dens rod, at atter op kan vokse af dens aske den gamle have, hvor engang den stod.

Da aner jeg, det hjaelper ingen toeddel med digte skrevet af en venlig mand. Nej, hvad der kraeves, er en dygtig boeddel saa naadeloes som oerkensolens brand.

Naar blod som vand paa jorden han udoeser, forynges skal den af det roede bad. Kom snart du gode draeber og forloeser! Jeg boejer mig i fryd for oeksens blad.

s223 Godhed er ikke nogen foelelse, det er en overenskomst.

s224 "Vi lever i et stort samfund, et overbefolket samfund, et trangt samfund. Det er ligesom psykiatrisk afdelingn hvor pasienterne medikeres lige saa meget for personalets skyld som for deres egen. Vi er jo noedt til aa passe ind, saa somme tider kan det vaere svaert at afgoere, om det er for individets eller systemets skyld, at vi insisterer paa konformitet.

s236 [I dikt] For Ét at ofre Alt

s237 Danielsen hoerte til det sidste. Han havde ikke kunnet deltage i den paniske fordoemmelse, og saadanne mennesker goer os altid uroligen vi foeler os sikrere, naar de spiller for det andet hold.

s246 Vi forstaar ikke laengere vores laengsel, vi tror, det er en laengsel efter mere magt, men det er laengslen efter den store afmagt, at vaere ét med stroemmen.

s246 Naar hjernen vaar er vaagen, frembringer den en konsistent verden af fortid, nutid og fremtid, af oplevet og erindret, anticiperet og imagineret. Den skaber lange aarsagsraekker og anbringer "os" i dem.

s271 For the sword outwears its sheath, and the soul wears out the breast, den hvileloese sjael.

Den der blant gaarsdagens folk lever i morgendagens land, vil altid vaere alene.

s296 "Jeg har mistet Alt. Hun var mit liv, min Livgiver, og jeg saa det ikke!

Hun vaekkede mig som solen og gav mig droemme som maanen, og hun opfyldte dem alle. Hun tjente meg, ja, men hun tjente mig ligesom solen, der tjener Jorden, skoent den er saa meget stoerre end den."

s296 "Som et barn, som en mand troede jeg, at det afgoerende var at skabe og oedelegge, men det er intet imod det at opretholde, at lade gro, det er saa insignifikant, som en befruktning er i forhold til en foedsel."

s296 "Hvor usselt er det ikke at tage de liv, hun har givet, i krig?"

s303 Katten i kassen er hverken doed eller levende, foer vi har konstateret, at den er det ene eller det andet. Paa det tidspunkt kan den imidlertid godt have vaeret det laenge.

s303 Det absurde er det modsatte af det, vi er vant til.

s313 "Loegn og illusjon. Fantasi, kunst og alle de forkerte teorier om verden.

Mennesket spekulerer jo, forstaar du. I stedet for at slaa op i fabrikkens brugsansvisning, gaar man i gang med en skruetraekker.

Og saa gaelder garantien ikke. Det hedder i fagsproget fortabelse."

s313 "Javist. Den Gyldne Regel er paa blot fem ord: GOER SOM DET BLIVER SAGT!"

"Jeg troede, det var: Elsk din naeste!"

"Ja. Den har Gud haft en del problemer med, saa den er blevet trukket tilbage. Der var for mange, der tog den alt for bogstaveligt."

s320 (overst til hoyre, venstre side?)

s322 1. Du er ikke alene. 2. De andre er ligesom dig. 3. Du kan ikke undvaere de andre. 4. De andre kan ikke undvaere dig. 5. Du skal goere dit bedste.

s327 Det er ikke en verden af tilfaeldighed, men af formaal. Jeg ved naturligvis godt, hvad en videnskabsmand vil sige: Verden bestaar af et utal af uendelige smaa biljardkugler, som, naar det faar lov til at rende ind i hinanden i tilstrekkelig stort antal i tilstraekkelig lang tid, bliver en rose.

s329 FEIL!

s330 Gud laver os grimme, saa han kan le ad os.

s331 Omhyggeligt trak han uret op med en noegle, han havde i sin vestelomme, og det slog et enkelt slag. Han drejede viserne, og uret slo to slag.

s338 Brand vaagnede ved, at hun smilede til ham med to munde, den ene over, den anden under hagen.

s338 ?

s339 Blodet begyndte at pible, fulgte kort kravebenene og skoed saa pludselig i vejret som en roed staengel, der har fundet tyngdekraften og stemmer imod den for at naa solen.

s340 "Nej. Den videnskabelige forklaring er en procedure. Virkelig forstaalse er oplevelse."

s341 Maanen virkede noegen, og han ledte lidt efter sig selv. Han undrede sig over sin undren over Jupiter og Saturn, indtil han forstod, at han saa dem med hendes oejne, for foerste gang, gled ut mellom stjernerne, som et barn i snevejr.

s347 "Ogsaa det tyvende aarhundredes menneske havde jaget, kaempet og elsket paa en skaerm. Den nye teknik havde gjort disse menneskers tilvaerelse rigere, ikke fattigere.

Naar der skal vaere plads til os alle sammen, kan der ikke vaere saa meget plads til hver. Det var civilisationens grundprincip."

s348 "Alt hvad det var muligt for et menneske at sanse, sansede han gennem den. Smerte og lyst, forventning og opfyldelse, straeben og sejr.

Det var ikke virkeligt, men havde hans forfedres koensroller vaeret det, deres kampe og aeresbevisninger? At aede sit broed i sit ansigts sved, at skabe sig et navn og forfoere den skoenne."

s356 Dr. Adams forstod straks, at han maatte vare sig for den elitisme, der ofte ligger fascismen snublende naer. Stod han ikke netop i begreb med at stjaele en nyre fra et "verdiloest" menneske, saa det mere "verdifulde" kunne overleve?

s357 Hvem orker, naar alt kommer til alt, at goere sig upopulaer, saa laenge livet er taaleligt, og doeden gaar ens egen doer forbi? At draebe kraever enten overmaegtig lidenskab, eller et fuldstaendigt fravaer af lidenskab.

Bilder

s24 "Krig er en frygtelig ting," sagde han.

s204 Saa kom nazisterne og lagde grunden til det moderne retssystem ved at vaenne folk til at blive trukket ud af deres senge om natten af vildfremmede, men ekstremt retfaerdige mennesker.

s226 Men der var ikke plads til mennesker i den virkelighed, massemedierne skabte for borgeren, som muzak for slagtesvin.

magne 30 03 2006

Nietzsche stempler fornuften som overflate og periferi. Fornuften spiller ingen ledende rolle hverken i historien, naturen eller hos det enkelte menneske. Det finnes nemlig ingen verdensfornuft, ingen objektiv hensikt, ikke noe objektivt formål hverken med det ene eller det andre. Intellektets rolle er bare å korrigere den sanseløse verden slik at den framstår som akseptabel. Fornuften kjemper en stadig kamp mot den pessimismen som truer med å overfalle og svinebinde en uhildet betrakter av livet. Intellektets oppgave er å tilsløre sannheten snarere enn å avdekke den. Fornuften kan nemlig skape bildet av en sammenhengende, målrettet og fullkommen virkelighet som kan bedra pessimisten og overtale ham til å tro at livet er verd å leve.

Noe av den samme perifere og overfladiske rollen spiller fornuft og forstand hos Freud. Jeget er noe som utfelles i kampen mellom natur og kultur, mellom lystprinsipp og idealitetsprinsipp, mellom lidenskaper og samvittighet. Jeget er ingen fallen stjerne, men det mønster av kontrakter og kompromisser som etter hvert sorterer pliktens og tilbøyelighetens stridende interesser.

Hos Freud som hos Nietzsche har jeget ingen gitt identitet. Jeget er snarere navnet på alle muligheter for fredsslutning mellom de forskjellige krefter som tørner sammen i mennesket. For ifølge "Zarathustras" forfatter er "mennesket en formløshet, et stoff, en heslig sten som trenger en billedhugger". Jeget er "utspent som et tau mellom ormen og Gud". Slik Nietzsche tross alt finner et konstant moment i studiet av maktviljen, finner Freud en sentral forklaringsnøkkel i studiet av libido (kjønnsdriften). Felles for disse kreftene er evnen til uendelig forvandling.

Hos Nietzsche og Freud er fornuftens orden en truet og vaklende institusjon. Nietzsche anser den for et bedrag, og Freud betrakter den som et hastig kompromiss mellom to stridende parter (overjeget/superego og underbevisstheten/id). Nietzsche og Freud oppfatter fornuftens spinn som kruseduller på overflaten. Det sentrale og dypeste i mennesket er naturens krefter. Tradisjonens bilde av mennesket som et fritt vesen som kan handle ansvarlig, var avhengig av at fornuftens avveininger ble tilkjent en viss myndighet og virkelighetskarakter. Hvis Nietzsche og Freud har rett, vil moralens begreper om frihet og ansvar bli meningsløse.

Poenget er uansett historisk: Nietzsche og Freud plukket rasjonalismens og metafysikkens ego fra hverandre. I historisk perspektiv er det ingen grunn til å framstille Nietzsche som noe monstrøst eller unntaksmessig. Hans bidrag føyer seg inn i en begripelig historie hvor han bringer de problemer som han berører, et avgjørende skritt videre.

=30 03 06

For de som tror at jeg er en smule gal, vil jeg bare si at jeg er ved mine fulle fem. Selv om jeg kanskje gir inntrykk av å være en irrasjonell tysk-russisk romantiker, har jeg ikke kassert fornuften. Jeg er for den myke rasjonalisme, men begynner å innse rasjonalitetens utilstrekkelighet og snevre grenser. Abstrakte modeller kan aldri uttrykke noe om menneskets mangfold, og de mentale prosesser er i prinsippet uberegnelige for tanken.

Jeg er allikevel smertelig klar over at å hengi helt og fullt til instinktinktene vil føre til undergang. Men det samme gjelder for den rendyrkede rasjonalitet!!! Hvis alt skal være rasjonelt, hvordan kan man da nyte kunst, filosofi og litteratur, kultur og natur? Forholdet mellom rasjonalitet og instinkter må jevnbyrdes i et symmetrisk ekvilibrium!!!

Før jeg forteller om Georges Sorel, vil jeg bare understreke at det er en enorm åndsforbrytelse å utnytte avdøde filosofkonger som et skittent politisk alibi. Hvor mange ganger har ikke uskolerte pøbler viftet med hellige skrifter de aldri forstod eller giddet å lese? Nietzsche er dessverre en av dem som har blitt utnyttet grovt. Han var aldri rasist, og han talte slett ikke i Adolf Hitlers toneleie!!! For de som tror noe annet, bør lese ham først. Han var en desillusjonert romantiker som få har maktet å forstå. Han kunne aldri ha blitt en stupid brunskjorte. Han var for ærverdig til å falle i en slik gjørmete avgrunn.

VOLDSBEGEISTRING: GEORGES SOREL Ikke alle Nietzsche-lesere var like fredsommelige som Herman Hesse (forfatteren av "Steppenwolf"). Nietzsches skrifter inspirerte ekstremister både på høyre- og venstresiden. Sosialdarwinister og futurister hyllet ham uten forskjell.

Georges Sorel (1847-1922) var en romantisk sosialist som ville iscenesette revolusjonen som et wagnersk tablå. Han ville reformere marxismen som, etter hans oppfatning, var blitt for rasjonell, for vitenskapelig. Hos Sorel ble vitalismen fra Nietzsche politisk produktiv. Det var noe enestående ved hver historisk begivenhet, mente Sorel. Derfor måtte opprøret oppstå spontant og være noe som hvilte like mye på intuisjon og instinkt som på rasjonell beregning. Sentrum i opprøret var VOLDEN, som renser, mobiliserer og vekker. De forestående utladninger skulle bety en foryngelseskur for hele menneskeheten. Moralen og reetableringen av menneskelig verdighet var viktigere enn det økonomiske. Massene måtte finne en myte de kunne slåss for og leve på.

Det Wagners myter var for Nietzsche, var marxismens for Sorel: Alt som skaper bevegelse og øker livsutfoldelsen, kan godtas. Myten om generalstreiken skulle vekke til live stammens urgamle solidaritet. Sosialismen skulle skape et nytt menneske, men resultatet var langt mindre viktig enn prosessen, affektene og heroismen. Sorel var ikke egentlig utopist, for han trodde ikke på muligheten for å danne seg et bilde av opprørets konsekvenser. Det fantes nemlig ingen nødvendighet i historiens løp. Entusiasme og indignasjon var en langt bedre kapital enn snusfornuftig planlegging.

Gjennom Henri Bergson (1859-1941) fikk Sorels spontanitet avgjørende INNTRYKK fra Nietzsche (han giddet vel neppe å lese ham). Aktivismen er sin egen hensikt og sitt eget formål. Ikke noe fremmer fellesskapet bedre enn besluttsom, felles handling mot felles fiender. Sorel betød fakisk lite for sosialistene og kommunistene i Frankrike, som han primært henvendte seg til, men han var desto viktigere for italiensk fascisme. Sorels refleksjoner om voldens skapende evne ble dessuten viktig for mange av dem kastet seg inn i det verbale propaganda-slagsmålet som fulgte 1.verdenskrig fra begynnelse til slutt. Heroismen hadde de felles, uansett nasjonalitet eller politisk holdning. Derfor kunne de alle bruke Sorels klisjéer, som de forvekslet med Nietzsche visdom (som de aldri forstod noe av).

Grunnlaget for en aksjon er en myte som kan mobilisere til kamp. Myten er for Sorel et spontant kollektivt kunstverk, ikke en forutsigelse om hva som skal skje. Myten er en helhet. Den gir et oppdrag, og kan ikke analyseres eller kritiseres på enkelte punkter. Myten er nemlig ikke noe man godtar med forstanden, men ved å gjøre seg klar til aksjon. Den utløser instinktive og intuitive handlinger.

Sorel tegner bildet av den politiske aksjon som en tilbakevending til uropprinnelige tilstander. Revolusjonen skal også være en gjenfødelse av noe gammelt som har vært skuslet bort. Sorel er KRISEMAKSIMERINGENS fremste teoretiker, og beskriver krisen som et moralsk drama, som en kollektiv renselse.

Da sosialistene ikke ville høre på ham, gikk Sorel over til nasjonalistene. Men etter revolusjonen i Russland hyllet Sorel Lenin som en figur som materialiserte alle hans heroiske drømmer. Han kalte den russiske revolusjonen et "praktfullt drama" og dediserte en senere utgave av "Refleksjoner om vold" til Lenin, som kvitterte med å kalle Sorel et "surrehue". Det påfallende er at Sorel beundret Mussolini og Lenin av samme grunn! Begge to var menn etter hans hjerte. De kunne rydde opp i kontraktenes, kompromissenes, forhandlingenes og beregningenes verden. Hva resultatet senere ble, hva oppstanden skulle føre til, lå langt utenfor Sorels interessesfære.

Sorels nærmeste fellesskap med Nietzsche var at han vurderte alt etter estetiske mål. Han elsket store fakter, dramatiske gester og verdenshistoriske perspektiver. Han var villig til å ofre (andres) menneskeliv og lykke for imaginære, teatralske gevinster. Det bombastiske ved fascismens oppmarsjer og massemønstringer hentet - indirekte - regianvisninger fra Wagners musikkdrama og dessverre fra Nietzsches misforståtte retorikk. Sorel var en av de mange som banaliserte og tabloidiserte kunsten og tenkningen slik at de kunne skape liv og røre i de brede lag. Gjennom slike formidlere ble både Wagner og Nietzsche underkjent på toppen av sin suksess - selv om det fantes trekk hos dem begge kunne utnyttes på denne måten.

Av personlig erfaring vil jeg si at i søken etter intuisjonens skatter, har min dømmekraft blitt satt på hard prøve underveis. Jeg vil ikke påstå at jeg har lykkes med å finne det perfekte balansepunkt (prisen for denne viktige dannelsesreisen kan bli irrasjonelt idioti og galskap), men jeg vil forsøke å unngå Sorels skjebne.

Mvh en nyfødt mann

Headline text

TROLLDOMSFJELLET Boka ”Trolldomsfjellet” av Thomas Mann gjorde nylig et enormt inntrykk på meg, fordi jeg så et speilbilde av meg selv der. Handliingen er lagt til et sanatorium i Sveits før 1. verdenskrig. Den store debatten i ”Trolldomsfjellet” er de evige sammenstøtene mellom jesuitten Naphta og den italienske humanisten Settembrini. De to personifiserer polene i opplysningens dialektikk. Settembrini er naiv optimist, tilhenger av fremskrittet og friheten, forsvarer vitenskapen og fornuftens landevinninger og tror på demokratiet og sivilisasjonen. Naphta er derimot svart pessimist, tilhenger av avsløring og terror, forsvarer sykdommens og dødens rett. Kynismen er hans eneste bekjennelse: ”I sykdommen ligger menneskets verd og fornemhet”. De to kjemper om Hans Castorps sjel. Den ene vil trekke ham opp i lyset, den andre vil lede ham inn i mørket. Den lille jesuitten, ”terroristen” med de tykke brilleglassene, vinner alle debattene. Likevel tar Hans Castorp snarere parti for Settembrini. ”Riktignok er du en tomsekk og fasadeklatrer”, tenker Hans, ”men du vil det godt. Derfor liker jeg deg”.

Hver eneste dag – når ikke den litterære avveksling krever andre rutiner – går de tre på tur sammen og taler om godheten, ondskapen og framtiden. Settembrinis liberalisme er forsvarsløs overfor Naphtas ideologikritiske angrep. De humanistiske og optimistiske floskler som Settembrini beskytter seg med, er som et tynt flor, en klut mellom ham og tyren som kommer med senket hode. Likevel heller Hans Castorp i Settembrinis retning.

Naphta er sterkere, skarpere, mer desillusjonert. Han profeterer demagogiens og forførelsens seier og er uten håp. Naphta er ikke mørket og ondskapen selv, men han har tilpasset seg den svarte terror som et faktum. Settembrini er like mye forfengelighet som godhet. Men han nekter å la seg frarøve troen på friheten, framskrittet og demokratiet. Settembrini er som den skjøre Weimar-republikken. Naphta er syntesen av svart og rød terror, en frafallen jesuitt som taler om Det hellige romerske rike og den proletariske revolusjonen i samme åndedrag.

Hos Thomas Mann, som hos den sene Ibsen, fører dyktig realisme over i symbolisme og bruk av allegorier. Begge har oppdaget at gjenstandene selv lett henviser til noe mer enn sin egen blotte tilstedeværelse. Thomas Mann gir Settembrini gamle og loslitte klær som skal gjenspeile hans holdninger. Settembrini slår stadig på lyset i Hans Castorps rom for å markere at han henter sine idealer fra 1700-tallet osv. Røntgenapparatet på sanatoriet, som gjennomlyser det usynlige og som framviser skjellettet, døden, under hudens myke teppe, gir anledning til en praktfull scene hvor pasientene med egne øyne kan studere sitt skjelett og dermed foregripe sykdommens endelige konklusjon. Tingene blir symboler, og realisten blir allegoriker.

Settembrinis og Naphtas replikker er ofte hentet fra tekster som Thomas Mann hadde utgitt i eget navn ved tidligere anledninger. Den gang hadde han hevdet helt andre synspunkter enn dem han hadde ved den endelige avfattelsen av denne romanen. Han ville nøytralisere sine tidligere utspill og sette dem inn i en dialektisk prosess.

Thomas Mann tenker og arbeider med sine idéer på samme måte som Nietzsche. Hos begge forfattere er tenkning det samme som overskridelse, dvs. de tenker tankene AV seg, de tenker seg gjennom dem og ut på den andre siden. Man kan anklage dem for å skifte retning med vinden, men begge skraper de av seg sine tidligere utsagn for å komme videre. Begge gjennomløper og gjennomlever alle standpunkter, slik en hypokondrisk medisinerstudent kan ”få” alle de sykdommer han leser om.

Det finnes to slags forfattere: De som skriver for å samle seg til konklusjoner som blir stående, og de som skriver for å bli kvitt en mening eller et tanketema som ikke lenger kan gi dem noe nytt. Både Nietzsche og Thomas Mann hører til de siste. Selv sa Thomas Mann at han måtte skrive ”Et upolitisk menneskes betraktninger” for at ”Trolldomsfjellet” ikke skulle bli overbelastet av politiske refleksjoner. Thomas Mann rystet av seg gamle og velbrukte tanker ved å skrive. Men han er også en representativ skikkelse og en representativ tenker. Derfor ryster han ikke bare av seg sine private bekymringer, men også alle tanker som et våkent menneske i hans samtid måtte ta stilling til som en del av den historiske og sosiale prosessen.

Både i Settembrinis og i Naphtas munn legger han tidligere ytringer av seg selv. Han gjør narr av sin egen ensidighet, det patetiske ved sine tidligere erklæringer, det selvhøytidelige og det innbilske ved sin positur når han føyer alt dette inn som momenter i en dialog hvor utsagnene og holdningene blir opphevet og tillintetgjort. Det skjer ikke fordi forfatteren vil fraskrive seg ansvaret for det som en gang ble sagt, men for å oppbevare standpunktet uten å gjenta det. Thomas Mann tilintetgjør sine utsagn slik man utsletter OG oppbevarer et øyeblikk ved å avfotografere det.

Musikken, spiritualistiske seanser og Dr. Krokowskis forelesninger om psykoanalysen bidrar til tidskoloritten i romanen og underholdningen på sanatoriet. Thomas Mann og Freud beundret hverandre! Men Settembrini er ikke fullt så begeistret for Dr. Krokowski: ”Han går kledd i svart for å antyde at hans studiefelt er natten. Den mannen har bare én tanke i hodet, og den er skitten”. Dr. Krokowskis forelesninger hver fjortende dag dreier seg om ”kjærligheten som sykdomsårsak”. All sykdom er forvandlet kjærlighet, mener han. Det gjelder både tuberkulose og epilepsi. Det organiske er i alle tilfeller sekundært.

I annen halvdel av ”Trolldomsfjellet” kommer det inn en skikkelse som skal minne leserne og forfatteren om at LIVET overskrider alle begreper og alle ideologiske motsetninger. Mynherr Peeperkorn er en mann som aldri greier å fullføre en setning, men som likevel med tyngden av sin personlighet, som er noe helt udefinerbart, BESEIRER både Settembrini og Naphta. De to samtalepartnerne har forfatteren allerede gitt sår hals av altfor mange og lange partsinnlegg.

Peeperkorn er latterlig og majestetisk, klovnaktig og uimotståelig på samme tid: ”Vinen”, sier han, ”Kvinnene. Det er – om De tillater – verdens undergang – Gethsemane”. Peeperkorn er VITALISMEN og en LIVSKRAFT som ikke trenger språk. Han trekker til seg andre mennesker som venter – og kan vente i lang tid – på det forløsende ord fra ham. Men det kommer ikke. Likevel har han en AUTORITET som OVERSKRIDER Settembrinis humane oppbyggelsestaler og Naphtas besnærende voldelighet.

Hei Magne!

De siste mailene fra deg er de BESTE jeg har mottatt fra deg saa langt! Straks akademias tvangstroeye fjernes ser jeg en poetisk spire stemme mot tyngdekraften og strekke seg livskraftig mot solens uante hoeyder! Inspirerende.

Her foelger noen tangenter til dine kraftsalver (eg markerer dine innlegg med "-"). - FRIHET til å hengi seg FULLT ut til meditasjon og refleksjon.

For aa kunne naa DEN HØYERE TENKNING maa vi kanskje bli flinkere til aa prioritere vekk. Mye stress og unoedvendige tankebarrierer kan kanskje unngaas ved en "det er ikke saa noeye"-mentalitet. Denne handler ikke om aa passivisere seg, men aa spare viljen til den intellektuelle arena, hvor vitegraadighet og vilje til aa laere seg noe nytt boer trekkes frem som gode egenskaper.

- Indre og ytre ro Interessant! Jeg ser dagens stressamfunn som et av de vanskeligst tenkelige miljoer for aa produsere noe som helst av ikke-materialistisk verdi. Spesialisering og fragmentering fasiliterer heller ikke en mulig aandsstreben.

I Sabrinas biografiske remser leste jeg at "Marx kunne arbeide flere dager i strekk for saa aa sove som en slask paa sofaen mens folk gikk gjennom stua hans". Jeg mener aa se flere eksempler som bekrefter en mulig oppfatning om at det er de som ikke kjenner armbaandsurets trykk mot haandleddet, og som lar doegn, matvaner og livet flyte, som har de mest innholdsrike timene. Et godt eksempel er kanskje Charles Baudelaires korte, men - med tanke paa hans poetiske meritter - innholdsrike liv (« Les fleurs du mal » er herved anbefalt). Hvis ikke AV interesse og FOR andre mennesker, hvor skal man hente kjempekreftene fra !?

- EMOSJONELL INTENSITET Meget interessant!

- sminket det dannelsesløse borgerskapets mindreverdighetskomplekser (en psykologisk forutsetning for den nazistiske pøbels maktovertakelse senere).

"Udannede" mennesker i flokk, vaepnet med kristendommens dogmer (kun med det gjennomfoerte kristne godt-ondt kunne man hente frem en slik enorm intoleranse mot artsbroedre), samt forutgaaende individualisering, verdenskrakket 1929, versaillesfreden (hvor Keynes profetier er skremmende gode) er noen forklaringsmodeller for nazismens opptog. Det er i foelge ENW vanskelig aa denasifisere Nietzsche. Wagner likemed. Se Nietzsche-mail.

Jeg kan altfor lite om Weber saa dette var interessant!

Det som er saa bra med grunnforskning er at den kan ANVENDES saa utallige mange ganger.

- kapitalistiske samfunnets dynamikk, En interessant allegori: Vaart samfunn er en kreftsyk pasient. Store (og risikofylte?) inngrep maa til for aa helbrede organismen, og reformerende medisinering vil kun forlenge levetiden.

Ja, det blir en glipp aa kalle '33-'45 en glipp.

Alexander von Humboldt En tysk jente paapekte at den franske pedagogiske tradisjon bar preg fra Rousseaus; enhver FOR samfunnet, mens den tyske fremmet en mer individuell frihet gjennom den Humboldske tradisjon. Interessant.

Her noen tanker, litt inspirert av ENW. Demokratiet er borgerskapets diktatur saa lenge dets verdier har svunnet hen til aa utelukkende ivareta oekonomiske interesser. Det ansvarlige intellektuelle aristokratiet har soekt tilflukt, mens boender slippes loes paa hverandre som gale hunder. Konkurranse og materielle idealer staar diametralt motsatt ideen om et SAMfunn. Jungellov og sosialdarwinisme gjoer det meningsloest aa proeve aa skille borgerskapets idealer fra ideen om ville dyr og den sterkestes rett. Saa lenge liberalismen fostrer oekonomiske tyranner, oekonomisk slaveri, albuer, "ratrace", "race to the bottom" (miljoe) kan man jo spoerre seg hva som skiller den hypermoderne kapitalismens idealer fra en form for modifisert facisme. Rasjonaliteten forblir idealet for den kalde egoisme kun mennesket innehar (dyr eier ikke noe levende ego, men eksisterer i henhold til sine instinkter). At liberalismen har spilt fallitt er vanskelig diskuterbart ettersom miljoebeslutninger naa er overlatt til menn i dress bak lukkede doerer.

- I stedet for å masseprodusere systemintelligente åndsdverger

VELDIG skarpt og subtilt observert!

- KULTIVERT ARISTOKRATI ja, hvor ble det av dette? Sosialdemokratens floskler om menneskerettigheter, demokrati og frihet er for meg langt unna verdige samfunnsrepresentanter.

- gå i arv. Det bør også innebære flere plikter enn privilegier. Dette skal jeg skrive 45 sider om i en kommende Platon-oppgave. Interessant.

Borgerskapet Jeg er nok enig i deg med proletariatet. De maa faa tilbake sin respekt, men for visse mennesker (hvorav noen forblir som barn) vil total frihet med mors knivskuff vaere katastrofalt. Her noen ord jeg skrev til min familie i dag (som de trolig ikke vil forstaa):

Om samfunnet: Jeg tror at dagens mas om "konkurranse" og "effektivitet" ikke passer inn med ideen om et SAMfunn. ALLE fortjener mat paa bordet og tak over hodet uansett HVA de kan eller hva de VIL gjoere. Aa yte etter evne og faa etter behov er ikke idealistisk, men menneskelig. Naturen er ikke jungelens lov, men et finslipt oekosystem hvor blomsten og bien er avhengige AV hverandre. Bakteriene i vaar tarm oeker naeringsopptaket vaart med 40 %.

Samtidig er ikke alle like. Kun i et samfunn hvor alle finner sin PLASS vil det vaere plass til ALLE. I dag kaller vi mange mennesker og deres fuglekvitter, "uansvarlige" eller "uvirksomme" og setter dem via et kapitalistisk system utenfor samfunnspyramiden. Hvis du maa arbeide for aa faa penger og du ikke har RETT paa ditt daglige broed, vil du ikke i lengde kunne overleve. Det viktige er at de som har MAKT ogsaa maa ta ANSVAR. I Norge boer vi bli flinkere til aa ta ansvar med hensyn paa vaar enorme oekonomiske makt (frihet). Jeg oensker ikke aa tilhoere en gruppe mennesker som kjenner armbaandsurets daglige trykk paa armen og vet prisen paa alt, men ikke verdien av noe. Hvis vaare forfedre (helt tilbake til steinalderen) hadde tenkt like "rasjonelt", "effektivt", "pengeutpressende", "produktivt" og "materielt" som min generasjon hadde det ikke vaert noen levelig jordklode igjen i dag. Dere er trolig litt lei av dette "kriseperspektivet", men skal vi kunne GJOERE noe for denne verden maa vi begynne med aa finne problemene. Vi maa ogsaa kunne nyte det flotte i hverdagen, men for meg blir denne nytelsen begrenset saa lenge jeg vet at ikke alle kan ha det slik. Man trenger ikke bli lei seg av den grunn: En maa gjoere noe med de problemene som KAN loeses. Jeg oensker bare aa gjoere min del, og aa bruke bevisstheten om problemene til noe POSITIVT. Hver og en maa imidlertid finne sin LODD og selv paalegge seg de oenskelige plikter.

Jeg forstaar mer av innholdet i ENWs sosialfoeydalisme, og han bruker i sin litteratur elementer fra mange store tenkere. Noe platonsk ville kanskje vaere mitt hjerte naer, men hvis ikke kunnskap og kjaerlighet staar i sentrum vil imidlertid (saerlig med tanke paa dagens teknologi) en ny totalitarisme ligge paa lur. Mye tyder ogsaa paa at den neste totalitarisme kan bli menneskehetens siste aandedrag. Men jeg er usikker: ”what falleth shall one also push” [Nietzsche] eller skal jeg tro at utviklingen som jeg ser den kan ”vendes uten bruk av makt”?

Mangfold er blitt oedeleggende. Naar alle kjemper om sin plass blir det ikke plass til noen. Hvis alle derimot kan erkjenne sin plass (tenk Platon) vil det kunne bli plass til alle. Noen mennesker kan kanskje ikke annet enn aa aapne doerer, men de vil respektfullt kunne gjoere sitt (som i gamle Sovjet), fremfor aa krenkende maatte tigge etter mat som i dag.

- tysk-russisk romantiker med et anstrøk av (fransk) rasjonalitet.

Fransk intellektualisme/elitisme/arroganse, ja. Men rasjonalitet? Hva med fransk abstraksjon/kjaerlighet/estetikk (med unntak av opplysningsfilosofene)?

- Eurasia: Vaar greske kulurarv og det selvkongratulatoriske fjaset om at verden har det saa veldig mye bedre i dag med Vesten og den merkantile overklasse paa tronen er spekulativt. Verdens 20 % rikeste har 74 ganger mer enn verdens 20 % fattigste. At sistnevnt har gjort 74 ganger mindre, at de ikke har NOE, er ikke mulig aa tenke seg. Verdilogikk og ”verdiskapnings”-fjaset vi laerer i oekonomi er skuffende motepreget. Hvis vaare verdier var rettmessig skapt (og ikke akkumulert/stjelt) HVORFOR skulle vi vel maatte beskytte dem bak politi, haer, og festning Europa (Schengen)?

- skandinaviske/jantete middelmådighet Likevel en av de beste land aa leve i i verden i dag. Problemet ligger ikke i egalitarismen, men i navlefikseringen (FR: nombrilisme hehe). Et makroperspektiv slaar meg: FOERST egalitaert bondeland, som etter krigen velger Vestens side. Med oljefunnet blir ikke kun deler av befolkningen rik, men rikdommen fordeles jevnt. Problemet ligger i at bondefamilien ikke er veldig kjent med utenlandsreiser og veldedighet utover innad i sin familie.

Kanskje et enda mer globalt perspektiv og en viss vilje til aa toerre aa sette bonden under vitenskapsmannen ville gagne oss alle?

Elitisme er viktig, men igjen; kunnskap maa vaere den utelukkende drift. Hvis ikke grenser dette igjen til en prissetting av mennesker fremfor alle. Fokuset maa vaere at ALLE gjoer sitt beste og at ALLE innser at de er viktige, men at de ikke kan gjoere det samme. Spesialiseringen maa ikke bli saa utviklet som i dag hvor alle stanger mot sin vegg i stedet for aa tenke stoerre og samlet, og dermed kanskje samlet kan ta SAMTLIGE vitenskaper videre.

Det rasjonalistiske ytterpunkt kan faktisk vaere like dogmatisk som den grusomme "kulturarv" vaare kors representerer. Wulff paapeker noe av dette i fysikkens falitterklaering gjennom kvantefysikkens paastand: Vi kan ENTEN vite hvor en partikkel er (posisjon) ELLER vite dens fart og retning (vektor). AT vi finner det ut krever (aktivitet) at mennesket maaler og observerer (antroposentrisk), men foer vi gjoer denne maalingen er katten verken doed eller levende (Schrödinger).

Intuisjon blir gjerne driftig og naturlig og der ligger en av vaare viktigste fornektelser gjemt: Det moderne samfunns seksualangst. Det er paa tide aa legge rasjonaliteten paa hylla og hive seg modig ut i hengivelsen. EVIL has no meaning, og kirkens misogyne, antihumane doktriner har allerede proevd aa ta liv av mennesket i oss alle. Hva er vel verre enn aa vente paa doeden og legge sin menneskehet paa hylla?

- intellektuelt "hærverk" Det maa til! Som ENW sier: Den som kan male kan ogsaa male over. Vaar generasjon KAN gjoere noe, men la oss som har forstaatt at det staar mer enn vaar egen lykke paa spill se gleden i at vi oensker aa forandre. Kriseperspektivet er reelt, akutt og tvinger frem loesninger. Jeg sier som foelger: Ingen sier en revolusjon maa bli voldelig, men revolusjonen kommer med kapitalismens fall. Til borgerskapet fremsettes foelgende ultimatum: Ta konsekvensene av deres foreldres ran og del nok til at alle her i verden har mat paa bordet og tak over hodet. Dere velger selv om noen maa stjele tilbake deres krigsbytte, og borgerskapet bestemmer om saa maa gjoeres med vold eller ei. Jeg haaper ogsaa at ungdommen kan loefte blikket, men la oss i alle fall innroemme at det kreves mye av oss kommende foreldre for at vi ikke skal sovne hen som vaare egne og at vaar ungdom.

== NIVÅER AV EMOSJONELL INTENSITET Høy Middels Lav Årvåkenhet – forventning – oppmerksomhet Ekstase – glede – lykke Forgudelse – hengivenhet – respekt Redsel – frykt – uro Forundring – overraskelse – distraksjon Sorg – tristhet – alvor Hat – avsky – kjedsomhet Raseri – sinne – irritasjon Åtte grunnemosjoner, der det er fire par med emosjonelle motsetninger: 1. Glede vs. tristhet 2. Hengivenhet vs. avsky 3. Sinne vs. frykt 4. Forventning vs. overraskelse Friedrich Schiller: "Det nyttige er det tidens store idol som alle krefter treller under og som alle talenter hylder. Kunstens åndelige fortjenester veier ikke på denne grove vekt, men forsvinner fra århundrets larmende marked når enhver oppmuntring blir borte. Selv tidens filosofiske ånd fravrister fantasien den ene provins etter den annen, og kunstens grenser snevres inn, jo mer vitenskapen utvider sine." [править]

ERIK Hei Erik! Angaaende mailer (markerer dine utsagn med "-"): Jeg er enig med deg Erik, men vil likevel hevde at det lenge og sterkt (i ulik grad) var/er baand mellom den konservative tradisjon og utilitarismens lykkemaaling, materialisme (fri til aa tjene penger ikke til aa soeke kunnskap) religioese pengemaskiner og dogmatisk absolutisme. Med kapitalismen faar vi innovasjon og - erverdige liberale tradisjon, hvis prosjekt nettopp var å ta et oppgjør med stivnede samfunn... Liberale setter gjerne oekonomi foran politikk, noe som er lettere aa finne gjennom den rasjonelle tanke som ikke alltid er like tilstedevaerende i sosiale forhold. Jeg ser dagens (og noen av fordums) oekonomers krav paa vanntette skott mellom oekonomi og politikk som en av de mest problematiske liberale symptomer. Som den ene oekonomen sa til den andre: Jeg har funnet ut at denne modellen passer best hvis vi utelater mennesker fra den! jeg tror det maa vaere en slags balanse mellom en subjektiv kraft som hvis moett av kritikk kan svare med objektiv argumentasjon. Som ENW synes jeg det jeg ikke kan noe om er dogmatisk. Hvis jeg gaar det naermere etter i soemmene eller konfronterer han med det vil han naturligvis skifte over paa det overbevisende objektive feltet. - foreslår at vi begynner med en reform av skolesystemet fra 1.klasse til doktograd, der geniene får muligheten til å utvikle seg slik de har rett til i et samfunn som skryter av å ta vare på individet ved å gi det muligheter til å aktualisere sine potensialiteter, men som gjør det kun der individet tilpasser seg en konformitetstvangstrøye, som dessverre har negative konnotasjoner knyttet til intellektualisme ("nerd") og åndselitisme, og hyller tomme sangstemmer, pent malte ansikter, materiell suksess og voksne som lever av å leke (sportsutøvere)... [...] Jeg savner en presisering av hva du mener med "sjanselikhet": Opp til hvilket nivå? Når oppdager man et spirende intellekt? Det blir gjerne VEL alternativt, men kjoep og salg er ikke annet enn bytte av varer. Kimen til mye av utnyttingen, mener jeg ligger i akkumulering av dette byttemidlet. Jeg vurderer enda aa se litt paa steins Marx-avhandling hvor han foreslaar en post-monetaer oekonomi. Men nivaaet er himmelhoeyt og han har ikke - ulikhet er også et resultat av at mennesker yter ulikt og har ulike forutsetninger. Tyveridelen kommer i tillegg, i form av problemer med utnytting og snylting. Jeg er enig, men jeg forstaar ikke hvorfor penger skal vaere beloenningen. I denne godetildelingen ligger ogsaa kapitalistenes ulykkelighet. Emosjon er MYE sterkere enn den kalde rasjonalitet, men jeg setter litt pris paa din korreks til tider. For mange i vaart samfunn sover saa inderlig tungt at jeg har vanskelighet for aa se at de kan vekkes med hvisking. Men Tusen takk for CD! Jeg haaper inderlig at du vil slutte deg til I might sound like a dreamer, but I'm not the only one. I hope some day you'll join us, and the world we live in.. John Lennon. Buffon James_Burnett%2C_Lord_Monboddo [править]

Eriksvar Diamond, AOL, spraak, fransk

6 4 06

LÆSERBREVE

Desinformationssamfundet

Man skal passe på, hvad man skriver under på, men også hvad man ikke skriver under på. Jeg er en af de skønlitterære danske forfattere, der ikke underskrev en erklæring om ytringsfriheden, da den i sin formulering virkede som et redningsforsøg over for Jp's og den fremmedfjendtlige højrefløj.

Mit motiv var altså ikke det tantede vrøvl om kammertonen, der tit holdes op som eneste alternativ til myten om den islamiske besættelsesmagt. Jeg ville næppe med Faklen have udsat mig for injurier ved at insistere på danske nynazisters ytringsfrihed, hvis jeg havde denne holdning.

En alternativ tekst forfattet af mig vandt dog endnu mindre tilslutning: "Undertegnede forfattere opfordrer til at bakke op om ytringsfriheden, idet vi samtidig gerne vil understrege vores opfattelse af, at der ikke her i landet gælder en sådan 'frihed for Loke såvel som for Thor'. Vores protest gælder således nok så meget regeringens forsøg på at lukke munden på kritikere under henvisning til tågede 'forræderiparagraffer' som den islamiske verdens hysteriske reaktion på Jyllands-Postens dårlige smag."

Et princip om, at ytringsfriheden skal "stå til ansvar for demokratiets bedste", anser jeg for farligere end al fascistisk og racistisk propaganda tilsammen. Sådan kan man i desinformationssamfundet føle sig fejlciteret uden overhovedet at være blevet citeret.

Erwin Neutzsky-Wulff forfatter

ESkapisme

karakteriserede mig engang som "Danmarks mest elskede og mest hadede forfatter", en slags antitese til titlen "Danmarks mest kedelige forfatter", hvortil man nok kunne komme i tanker om en del kandidater. Den sidste del skyldes nok ikke blot forfatterens venstreorientering, men en hel række af forfatterskabets foretrukne emner, som er mildest talt tabubelagte.

Højt på denne liste står den såkaldte "sadomasochisme", som i dag er ungefær lige så populær som homoseksualitet for hundrede år siden. Næppe nogen vil vel i dag hævde, at bøsser, som de nu foretrækker at kalde sig, måske for at undgå at virke som en undskyldning for sig selv (omtrent som når humanister kalder sig satanister) er degenerater eller eksklusivt pædofile.

Derimod synes der at være almindelig enighed om, at "sadomasochister" er seksuelt umodne personer, som uvægerligt stemmer til højre for Fremskridtspartiet. Faktisk mener man at kunne forklare hele politiske systemer som rene alibier for, at slige folk kan få afløb for deres tendenser, og det er sjældent græsrodsbevægelser.

Blandt de mange ting, RUM er mere end forfatterens tidligere værker, er seksualrealistisk - for nu at sige det pænt. I denne forbindelse vil Jørgen Bitschs tegninger næppe bidrage synderligt til at gyde olie på vandene, eftersom de får illustrationerne til en bestemt slags publikationer, der gerne forsendes i diskret emballage, til at ligne nudistmagasiner.

Ikke overraskende er der i romanens godt 1.200 normalsider også plads til en regulær pornografisk roman, som dog samtidig er en blow-by-blow beskrivelse af en indvielse. Denne kan ses som en slags traumatisk komplement til den kæmpekoan, bogen forresten udgør.

Spørgsmålet er naturligvis ofte i den slags tilfælde, i hvilken udstrækning man skal forsøge at oplyse sin næste, og i hvilken simpelt hen holde sin kæft. Vi er trods alt kommet et stykke siden Maria Marcus' sensationelle afsløring af, at de fleste kvinder er masochister (af uransagelige grunde stavet masokister, selv om det mig bekendt endnu ikke hedder marksisme).

De satans (pardon my French) genetikere og neurologer, der finder markers og sætter mærker i og på alting, kan næppe længere affærdiges som moderne frenologer. Den "kvindelige hjerne" er ikke længere værtshuskonversation, men accepteret sciencespeak, og knappen, der udløser lordose og andre konstituenter af det hunlige adfærdsmønster, næppe mere mystisk for en neurolog end kontrollerne på hans stereoanlæg.

Man kan indvende, at sådanne tankegange stadig er anathema i visse kredse, men det er i grunden irrelevant. For ikke så længe siden protesterede et medlem af Kristeligt Folkepartis folketingsgruppe mod en udstilling, fordi den gik ud fra Darwins evolutionsteori.

Spørgsmålet er ikke, om noget sådant strider mod vigtige trossætninger i bestemte grupper, men om der er nogen reasonable doubt eller uklarhed. Selv i de political correctness-challenged United States døde en kritik af en påvisning af visse ejendommeligheder ved homoseksuelles hjerner (som i øvrigt var foretaget af en homoseksuel) hurtigt ud.

Man kan være charitabel og tænke, at modstanden mod tanken om den biologiske prædestination nok skyldes frygt for diskrimination. Strengt taget kunne den jo også føre til en forståelse af, at for eksempel homoseksualitet ikke skyldes en ulykkelig barndom, en manglende faderskikkelse, eller hvad ved jeg, men må tages alvorligt som en uadskillelig del af den pågældendes ukrænkelige karakter.

Ingen af delene har naturligvis nogen plads i en videnskabelig diskussion, eller en diskussion på videnskabelige præmisser. Måske var mennesket lykkeligere, dengang der var en Gud foroven, det er bare ikke noget argument imod moderne astronomi.

Når man somme tider holder sin kæft, skyldes det naturligvis ikke bare frygten for at blive mistænkt for at være nigger-lover and by inference nigger yourself, men også på grund af insipiditeten af den respons, man uvægerligt ville få. At rejse denne "debat" i dagspressen var det sidste, jeg ville have lyst til.

Det er trods alt et af dens slags emner, som bringer de små hadere ud af busken, som in no uncertain terms nok skal fortælle os, hvad man burde gøre med indvandrere og kommunister. Det synes med andre ord ikke at tjene noget formål.

Ikke desto mindre føler man ofte, at man sidder på sine hænder, eller værre, sin tunge. Jeg forestiller mig med andre ord, at det var en af de diskussioner, der kunne føres på enw.dk, ikke for at skridte fronter af og komme af med diverse aggressioner, men at prøve at forstå one of the things that be, naturligvis også på grund af sammenhængen imellem disse prøvelser og fænomenet indvielse. I så tilfælde vender jeg måske tilbage med en kommentar eller to.

skrev i går om den frygtelige "sadomasochisme", der gør det umuligt for pæne folk at have noget at gøre med forfatterskabet. Vi fastslog, at denne svaghed er inekstrikabelt knyttet til højrefløjen, ja vi kan med samme sikkerhed og meningsfuldhed hævde, at alle højreorienterede er sadister og vice versa, som modparten, at alle venstreorienterede er bøsser.

Problemet er, at folk med smag for Ordnung, det være sig nazister eller stalinister, sjældent har påfaldende meget tilovers for seksualiteten. Eksempelvis står et forbud mod pornografi relativt højt på begges valgprogram som der, hvor den så nødvendige censur først må sættes ind.

Også fascister har en svaghed for "sunde" mennesker uden tilbøjeligheder af nogen art, ligesom den romantiske kærlighed aldrig har været i synderlig høj kurs på venstrefløjen. Nu om stunder har den gamle dichotomi fornuft og følelse (pligt og elskov i middelalderen, Mars og Venus i antikken) fået en uhyre konkret betydning i hjerneatlasset.

De kan forholdsvis let lokaliseres som henholdsvis det cerebrale og limbiske. Når man først har lært at se det uendelige rum i stedet for krystalsfærer, er det fra da af vanskeligt at se andet, og på samme måde kræver det ikke megen tilvænning at forstå og fornemme, hvad neurologerne mener.

Der er altid to komponenter i bevidsthedsfeltet. Den ene er lommeregneren, som vi ofte er mest trygge ved, og det gør, at det limbiske netop ofte manifesterer sig som en utryghed, en ængstelse, som ofte er uforklarlig, simpelt hen fordi den ikke er rationel.

Den kan dog også være et dopaminsus på en solskinsdag. Hvorfor vi skulle føle glæde ved solen eller noget som helst andet for den sags skyld, er der ikke nogen rationel grund til, andet end som en efterrationalisation eller overvejelser angående hjernens egen reinforcering af en adfærd, der gavner homøostasen.

Hvad dette angår, ligner de styrende principper en mand i et lukket rum, der hører folk gå forbi udenfor og spekulerer over, om de vil myrde ham eller kommer med frokost. Angst og dårlig mave ligger ikke så langt fra hinanden, så hvis et bestemt strøg i byen bekymrer os, kan forklaringen sagtens være en tyndskid i 1973.

Hippocampus noterede sammenfaldet mellem kvalmen og rådhustårnet - hvilket i virkeligheden er alt, hvad den kan gøre. På ganske tilsvarende måde kan vi sværme for genstande, som var i vores eje i en harmonisk periode af vores liv, måske barndommen.

I forhold til sådanne determineringer er fornuften blot en hofnar, eller måske snarere en konferencier, dens opgave er aldrig at beslutte, men altid at forklare. Når vi overser dette, skyldes det ofte, at det limbiske koger på så lavt blus, at det aldrig bliver til mere end ængstelsen og det dovne behag.

Mennesker med tvingende seksuelle præferencer er altså ikke abnorme, men tværtimod mennesker med et velfungerende limbisk system - hvis dette bringer dem i konflikt med loven, er der dog noget, der tyder på, at det snarere er det cerebrale, der ikke rigtig fungerer. Mennesket har altså for så vidt to hjerner.

De limbiske drivkræfter er kun blinde i den forstand, at de behøver cerebrum som look-out. Bortset fra det er det limbiske system i enhver forstand en herre, der ved, hvad han vil.

Det limbiske system indeholder ikke blot et fuldstændigt adfærdsmønster, det har sine egne sansecentre, fuld adgang til det motoriske (når cerebrum ikke træder på bremsen) og sin egen hukommelse - om man vil kalde det for en personlighed, er vel en smagssag. Sagt på en anden måde: Vi render alle sammen rundt med et barn og en guvernante i kraniet.

Purisme af enhver art er her lidet anbefalelsesværdig. Vi kan godt slutte, at det limbiske system i grunden er overflødigt, storhjernen kan selv, det vil sige modtage sine cues fra sociale pres i stedet for endogene.

Men da har vi også givet afkald på glæden, ikke blot ophidselsen, men også den serene ro. En symfoni af Mozart vil herefter blot være forstyrrende larm.

Omvendt kan vi blive "naturlige" og prøve at komme af med vore "hæmninger". Men skønt følelsen henter sin dynamik i det limbiske system, bliver den først det, vi forstår ved en (menneskelig) følelse, når den formes af cerebrum, får konsekvens og perspektiv, med et ord: Mening.

At elske et menneske i menneskelig forstand, ikke blot føle ophidselse og tryghed, men den dybe samhørighed, den sjælenes forening, som vi forbinder med dette begreb, kræver noget cerebralt. Hvis vi vil vide, hvordan et rent cerebralt menneske fungerer, kan vi betragte mennesker, der har fået foretaget leukotomi, det berømte "hvide snit".

Disse personer er paradoksalt nok ikke specielt funktionsdygtige i et samfund. De har intet incentiv, ikke engang frygt.

Deres social skills er noget nær ikke-eksisterende, for de forstår ikke og er derfor heller ikke i stand til at reagere adækvat på andres irritation, sympati, lumske bagtanker, og så videre. Man skulle tro, at deres dømmekraft i det mindste var impeccabel, men i virkeligheden mangler de den fornemmelse for, "når der er noget galt", som de fleste af os forlader sig på.

En mand ved, om pigen synes, han er sød, før hun på nogen måde bevidst har demonstreret det. Sådanne mennesker er virkelig invalider.

Omvendt er et barn et godt eksempel på et mere eller mindre rent limbisk væsen. Det strømmer ikke just over med ømme følelser, men elsker far, når det får en is, og hader ham, når det ikke gør det.

Hvad stemningsleje angår, ligner det en voksen maniodepressiv. Et nyt stykke legetøj kan gøre det til det lykkeligste væsen i verden, mens et afslag resulterer i grådkramper, hvad vi ville karakterisere som den dybeste fortvivlelse.

Barnet opdager naturligvis hurtigt, at de voksnes fejltolkning af disse "følelser" er et virksomt våben imod dem. Her minder barnet om den voksne psykopat - man ville kunne spare børn for mange lidelser, hvis man accepterede deres grundlæggende inhumanitet.

I det limbiske system finder vi det seksuelle adfærdsmønster, eller rettere, to distinkte, et mandligt og et kvindeligt, hvilket ikke er det samme som det adfærdsmønster, vi finder hos henholdsvis en mand og en kvinde. At et træk er mandligt, betyder blot, at vi oftere finder det hos mænd end hos kvinder.

Næppe nogen mand har kun mandlige træk. Derfor kan vi alligevel godt forstå, hvorfor naturen har nedlagt disse to slags adfærd i os (og i pattedyrene generelt, med hvem vi deler det limbiske system).

I dyreriget er dette ret tydeligt. Hannens seksuelle adfærd er en slags jagt, hvor hunnen spiller rollen som det mere eller mindre villige bytte - modstanden har formodentlig blot til formål at vække jægerinstinktet hos hannen, ligesom kattens leg med musen, som forekommer en del mennesker temmelig sadistisk.

Som fastslået neurologisk er den mandlige seksualitet hovedsagelig knyttet til det mediale præoptiske område i hypothalamus, og til amygdala, som begge er "jagt-centre". Når dette område fjernes hos hanaber, opgives jagten på en partner, men hannen fortsætter med at masturbere.

Den kvindelige seksualitet er ganske anderledes funderet og har sit sæde i hypothalamus' ventromediale kerne, som også spiller en rolle i fødeindtagelsen. Stimuleret i seksuel sammenhæng forårsager den lordose, bagdelen stikkes i vejret, og kønsorganerne blottes - det almindelige udtryk for underkastelse i dyreverdenen, som også vigende hanner benytter over for dominerende. Man kan sige, at manden "dræber" kvinden, mens kvinden "fortærer" manden.

Det er altså ikke så underligt, at kvinden i den humane, cerebrale udgave skal "lide", jages ned, gøre modstand, prøve at undslippe, fastholdes, tvinges til underdanighed, og så videre. I den særlige erotiske terminologi anses ofte ordet "slave" for dækkende.

I dette tilfælde skal byttet ikke dø, men danne par med den han, der har "nedlagt" hende. Det er det feminine modstykke til denne adfærd, som konstituerer den frygtede og upraktiske "masochisme".

Typisk for cerebrum er imidlertid dens evne og tilbøjelighed til at brodere. Da det rent faktisk er muligt for storhjernen at reinforcere den limbiske adfærd ved at udbygge den og give den mening, er dette, præcis hvad den gør.

Religion er måske den mest sofistikerede udbygning af limbisk adfærd og i sit udspring uadskillelig fra den reflekterende seksualitet. Dermed bliver et studium i ordets oprindelige betydning af seksualiteten samtidig en dykken ned i mysterierne.

At dette ligger den institutionaliserede religionsudøvelse fjernt, behøver ikke at bekymre os. Syndromet er velkendt, hæmmet adfærd bliver til ængstelse, et seksuelt forhold til en gud bliver et ubestemt behov for hengivelse til det guddommelige.

At "sadomasochismen" er ab-norm i den forstand, at den afviger fra en samfundsskabt norm, er naturligvis lige så irrelevant. For helt at undgå det skrækkelige ord "normal" er denne adfærd simpelt hen den grundlæggende menneskelige seksuelle adfærd, som alle andre former er udvandede udgaver af.

Om romanbladets læsere drømmer sig voldført af en sheik eller trakteret af en overlæge, bestemmes udelukkende af graden af hæmning. Igen er det vigtigt at huske på, at en overgivelse til dette adfærdsmønster ikke er en "shutting-down" af det cerebrale.

Det limbiske system kender ikke til lænker eller piske, fangenskab eller slaveri, det er alt sammen cerebrale opfindelser. Spørgsmålet er simpelt hen, om det limbiske og det cerebrale skal arbejde sammen eller mod hinanden.

Vil vi have en blodig borgerkrig i vores skal? Vel, for de fleste mennesker er problemet naturligvis ikke så stort.

Det limbiske er svagt, og signalerne uklare, så hvad skal man egentlig hengive sig til? Men er det stærkt, er der ingen grund til, at vi ikke på denne måde skulle blive mere menneskelige.

Erwin Neutzsky-Wulff: Den frygtelige virkelighed 2.

Mellemplanet 3, 5, 12, 14, 16 Epistemologi 4 Værkets forudsætninger 6-10, 18 Indvielse 11, 13, 15, 17, 19 Traumet 20 Magiens forudsætninger 21-25 Etik 26, 28 Neurokemi 27, 29-31 Kønsmysteriet 32 Den todimensionelle tid 33, 42 Teurgi 34 De fem dimensioner 35 "Gud" 36 Offeret 37 "Virkelighed" 38 Entiteter 39 Epistemologien revisited 40 "Astrale" grundlove 41, 43 Descendens 44 Treenigheden 45 Skabelsen 46-48 Transcendens 49-50 Confectum

Husk, at skattene er begravet i forskellig dybde, så at hver opdagelse i teksten er nøglen til en ny. Lad også være med at rende panden mod den i et forgæves forsøg på at fravriste den "konkret information" - it's not that kind of a book, for den slags bøger fører ikke til målet. Til gengæld kan du så nå frem uden at ane, hvordan du er kommet der!

LÆS simpelt hen, og lad opdagelserne komme til dig, i et indfald, i en drøm. Med lidt tålmodighed går puslespillet op.

"Lidt" er måske lidt af en overdrivelse. RUM og Dens hemmeligheder er et livsstudium. But - what the hell: Den "viser vej til verdens ender" ...

Erwin Neutzsky-Wulff: Et par hints til Rum.

nu tre dage, til RUM udkommer. Meget aktuelt efter statsministerens antiterroristiske tale, som påfaldende ligner den, han holder på side 24: "Krig er en frygtelig ting. Det ved vi alle. Krig er noget frygteligt, som skal undgås for enhver pris - næsten. For når vores frihed, det, vi tror på, når selve vores livsgrundlag trues ..." og før Valget to uger senere, hvor ingen meningsmåling er i tvivl om det endelige udfald: Ikke blot en borgerlig regering, men en regering, der for at kunne regere må finde støtte på den yderste højrefløj - ikke længere en drejning altså, men et Skred. Og så kommer RUM! jo godaften i stuen, i en torden af tavshed, en hvisken af fejebakker. Thi

Det er blot en omgang tåget mystisk megalomani. Tro os, det er ikke noget! Gå det bare rask forbi!

Der er ikke noget så usynligt som et sædekorn. So what happens now?

Bogen går ud i verden, den kognitive anthrax, besørget af ubekymrede fragtmænd. Den er en, og den er mange.

Det er nødvendigt, for mange soldater i denne zygotiske arme vil falde ved vejen, før den kan nå frem til hin Enkelte. Hvert eksemplar vil have sin historie, sin identitet, sin personlighed, afhængig af de hænder, den passerer igennem.

På overfladen vil der ikke være meget at se. Senest efter en sæson eller to vil den som forfatterens andre bøger være udsolgt fra forlaget, uden noget håb om genoptryk.

Antikvarerne vil blive hjemsøgt, og snart vil den være oppe i fantasi-priser, ligesom forfatterens værker i det mindste i denne forstand generelt overgår alle andre i rentabilitet, vil denne overgå alle de øvrige. At eje et originalt eksemplar af "Okkultisme" kan være meget godt, men ... I en periode vil antikvarerne tjene mere på den, end forfatteren nogen sinde har gjort.

Og så udtørrer kilden lige så stille. Fra nu af sker overdragelsen af dette fideikommis privat, og prisen diskuteres ikke.

En bibliotekarelev vil udarbejde en liste over dens ejere. Og da er bogens rejse kun netop begyndt!

Krige udkæmpes, og regeringer udskiftes, men Bogen bliver ulæst i sin sarkofag. Undere følger den på dens vej, vandrehistorier pligtskyldigt viderebragt af Dialogcentret advarer imod den.

Hist og her bliver det til en beskeden autodafe på et enkelt eksemplar for den kristne stridsmand, som har money to burn. Ego eum absolvo, jeg har selv haft mine betænkeligheder ved at slippe uhyret løs på unsuspecting Mankind, og det nytter jo ikke noget.

Indtil en dag en eller anden, skønt måske født i det 22nde eller 23nde århundrede, til sin overraskelse opdager, at den er skrevet til Ham. Held den, der jublende griber bogen og læser: You are the One!

Erwin Neutzsky-Wulff: Zero

-Wulff Velkommen her i dette rum, hvor verden udenfor er stum, og hvor - hvis det behager dig - et andet rum vil åbne sig!

I kasser stablet langs en væg fromt ventende på knivens æg du finde skal en sælsom dør, som aldrig du har åbnet før.

Et år det tog en tømmermand med megen snilde og forstand at skære den af træet ud - en hel del længere end Gud.

Han hamrede ved dag og nat, til englene sig rejste brat: I himlen, deres trygge hjem, et savblad pludselig stak frem.

Den spøg bekom dem ikke vel, de klagede til Mikael, som iltert straks i harnisk trak og dragesværdet til sig stak.

"Hør tømmermand!" han råbte harm, "hvad er det for en Satans larm? Din hammer tag og pak dig bort! Her trænges ingen himmelport."

Men tømmermanden svarte rask, idet han slog med bram og brask: "Det er nok bedst, du flytter dig, her går den nye hovedvej!"

Mod døren stemmer engles flok i hast, men det er ikke nok, den løser verdens lænkebånd, som holder nøglen i sin hånd.

Så bryd det da, det gamle segl, og knus det blanke, flade spejl! Hvor bogen møder frejdig ånd, der fødes skal en Skaberhånd.

Erwin Neutzsky-Wulff: Velkommen

==

landet stander i våde, er der tradition for, at man sætter sin lid til ”blomsten af Danmarks ungdom”, hvilket virker så meget desto mere påkrævet, eftersom en stor del af denne aldersgruppe synes at have mistet enhver interesse for den politiske situation. Når man så har en minoritet, der klart demonstrerer en sådan, forekommer det nærliggende at alliere sig med den i kampen for et bedre samfund – jeg taler naturligvis om andengenerationsindvandrerne.

I stedet synes man af årsager, der mildt sagt forekommer bigotte, at insistere på at marginalisere dem. Ikke mindst bør man tænke på, at disse unge har et vældigt forspring i kraft af et kulturgrundlag, der i hen ved halvandet årtusind har betonet anstændighed, viden og selvdisciplin, en renfærdighed, kristendommen for længst har mistet i sin opportunistiske jesuitisme.

En religion, der i sit udspring prædikede selvopofrelse og omsorg for ”disse mine små”, har åbenbart ikke længere nogen skrupler ved at alliere sig med fascister og krigsmagere. Integration kan og må aldrig betyde, at den danske islamiske ungdom skal opgive disse fortrin, men at vi andre kan lære af dem i gensidig forståelse og tolerance.

Disse unge må bringes til at forstå, at de syvendegenerationsindvandrere, der mest højlydt kalder sig danskere, ikke er deres fjender, men kun de svindlere, der er kommet til magten ved konsekvent at lyve for dem, og at det også er i deres interesse at værne om de virkelige danske værdier. Det kostbareste, vi har, er den danske retsstat, som så mange kræfter, ikke mindst på højrefløjen, arbejder målbevidst på at ødelægge.

Hvis vi lader dette ske, vil der ikke være nogen beskyttelse imod udsugerne og krigsmagerne, uanset hvilken etnisk baggrund man har, og man går derfor disses ærinde ved at indlade sig på ulovligheder, hvad enten de har sociale årsager eller indgår i en politisk kamp. Et er nemlig modstandskamp i et besat land, noget ganske andet overgreb på uskyldige.

Disse linjer er altså ikke primært henvendt til de selvbevidste ”danskere”, men til de unge indvandrere, som endnu bekymrer sig om social lighed og fredelig sameksistens. Til sådanne vil jeg sige: Sig nej til terrorister og bøller, ganske uanset deres påståede religion.

Lad jer heller ikke forlede af vestlige idoler, men studer med flid og udholdenhed den hellige Koran og dens eksegeter, der utrætteligt har prædiket retfærdighed og fred. Vi er stadig mange, om end vores kulturelle baggrund er forskellig, der tror på og er villige til med alle lovlige midler at bekæmpe ligegyldighed og had.

Opgiv os ikke! Den konflikt, bøllerne og galningene ønsker, vil ingen af os overleve.

”Gud forbyder jer ikke på venlig og retfærdig vis at omgås dem, der ikke bekæmper jeres tro og ikke fordriver jer fra jeres hjem. Gud elsker de retfærdige.” (60. SURA). SALAAM ALAYKUM!

ERWIN NEUTZSKY-WULFF

PS: Dette indlæg vil du ikke finde i BATHOS – men derimod talrige andre, der advokerer en anden fremtid end Dansk Folkeparti.

==

Hej Erwin.

Jeg ved godt, at du ikke bruger denne brevkasse mere, men jeg tænkte alligevel, at jeg ville gøre et forsøg, da dit svar muligvis vil interessere andre end blot mig selv.

Jeg kan huske at have læst i et af dine svar, at du mener at ethvert værk burde bedømmes ud fra sine egne kriterier. Det er måske egentlig et ret klart postulat, men jeg ville alligevel sætte stor pris på, hvis du ville uddybe.

Venlige hilsener fra Christian.

SVAR

Kære Christian!

Kvalitetskriterier er ofte uhyre tunge at danse med. Som regel er de af to typer: I MAY NOT KNOW ABOUT ART, BUT I KNOW WHAT I LIKE og ARGUMENTUM AD AUCTORITATEM.

Naturligvis er der en vis fornuft i, at en god bog er en bog, man har fornøjelse af, men det, at man som almindelige selskabsspiller har fornøjelse af skak, betyder jo ikke, at der ikke findes skakmestre. Endvidere ville næppe nogen acceptere en sådan bedømmelse fra en person, der ikke selv spillede.

Når det gælder litteratur, stiller sagen sig imidlertid noget anderledes. Det er trods alt sværere at lade sig imponere af en forfatter end af en musiker eller maler, eftersom der i de to sidste tilfælde er involveret en åbenlys mekanik.

Skrive derimod synes vi alle sammen, vi kan, og der kræves derfor en fagmand til at se forskel. Dog kan det af og til være lærerigt at skrive en historie eller et digt og læse det højt for sig selv – hvis vi nemlig ikke er ganske blottet for selvkritik, kan vi godt høre, at det lyder forkert, ”amatøragtigt”.

Folk, der har fremturet, har så ofte erkendt, at det tager meget længere tid at komme til at skrive hæderligt end at lære at spille et instrument. I begge tilfælde kræves naturligvis en vis ”musikalitet”, kaldet talent, for at det virkelig skal blive til noget.

Hvorom alting er, vil selv den mest erfarne ”kritiker” aldrig komme ud over det første kvalitetskriterium, og hvis han så finder denne position som ”prøvelæser” utilfredsstillende, kan han med tiden komme til at bilde sig selv ind, at han tangerer det andet. Det er et problem, eftersom han er ganske uden indsigt i den litterære teknik og følgelig ude af stand til at skelne den gode tekniker fra den dårlige.

Hans bedømmelse går i bund og grund ud fra de samme overvejelser som fru Olsens, nemlig om det er pænt, sympatisk, og så videre. Et bedre kriterium er trods alt, om han føler sig underholdt.

Uheldigvis er der stor forskel på, hvad vi finder spændende. Eksempelvis bedømtes ALEXANDER af OLIVER STONE generelt til at være en kedelig historielektion, hvorimod jeg fandt den ligegyldig, fordi den udelukkende beskæftigede sig med uhistoriske forhold.

Det er her, min påstand om, at det er meningsløst at kritisere en damecykel for ikke at være et opretstående klaver, kommer ind. En anmelder på PROXIMA, et tidsskrift for yndere af science fiction hen efter Jens Lyn, fandt i og for sig VERDEN underholdende, men rådede mig faderligt til i fremtiden at holde litteratur og filosofi adskilt.

Hertil kan man i grunden kun svare, at han bør holde sig langt fra Dostojevskij. Dette bliver endnu tydeligere, når anmeldere tvangsindlægges til at læse bøger om emner, der ikke interesserer dem.

Spørgsmålet er så, om de to præmisser, at en bog handler om akvariefisk, og jeg personlig finder akvariefisk umådelig kedsommelige, tilsammen kan beløbe sig til den konklusion, at den pågældende bog er dårlig.

Det er måske en indstilling, der er mere forståelig, når det gælder læsere, der ENTEN ønsker en ren spændingsroman ELLER en nøgle til Himmeriges port, idet begge nok vil være tilbøjelige til at mene, at de har betalt fuld pris for en halv bog, og en konstatering af, at det er denne syntese af form og indhold, der gør en bog til litteratur, næppe vil gøre det store indtryk på dem.

Hvis man ønsker en bog, der kan udforskes som et fremmed landskab, er AGATHA CHRISTIE et dårligt valg, men fortrinligt mellem København og Ålborg. Anmelderen derimod KNOWS WHAT HE LIKES, og intet skal overbevise ham om, at bogens afvigelse fra dette ideal skyldes andet end forfatterens uformåenhed.

Den sejlsportsinteresserede anmelder kan således konstatere, at bøgerne bliver dårligere, i takt med at frekvensen af slupper og fregatter aftager, uden et øjeblik at overveje det absurde i, at årtiers øvelse skulle gøre en forfatter mere uøvet. Et noget mere fornuftigt kriterium vil trods alt være, om forfatteren har formået at gøre værket til, hvad han sigtede på.

Uheldigvis har kritikeren som regel ingen som helst anelse om eller interesse i, hvad det er, hvilket af og til kan føre ud i den rene parodi, som når en anmelder bedømte humoren i VERDEN til at være ufrivillig komik. Denne type kritik må siges at være i samme klasse som anmelderen, der skolemesteragtigt informerede mig om, at 2000 ikke var et skudår – selvkritik er ikke kritikerens mest påfaldende egenskab.

I sidste ende promoverer han ikke bogen, men sig selv, hvorfor han umager sig for at være skarp, medmindre bogen forventes at komme på bestsellerlisten – man skal jo heller ikke være snobbet. Naturligvis er det også sin sag på ti linjer at skulle ”bedømme” resultatet af flere års arbejde.

Dermed bliver det ligefrem forståeligt, når Politikens anmelder dokumenterede at have læst under ti procent af RUM. Da sidstnævnte værk ligger lige så langt fra Ib Michael, som Ib Michael fa Anders And, kan det næppe undre.

Dette udelukker dog ikke beundrende anmeldelser, hvis anmelderen tør renoncere på sit krav på at være absolut smagsdommer. Jeg har altid selv anset det for at være et udmærket kriterium, at hvis du kan male en Rembrandt eller skrive en Oehlenschläger, så ingen kan se forskel, kan du henholdsvis male og skrive – alt andet er papirklip.

Kvaliteten ufortalt (og den er af ovenstående årsager upåtalt dalende) er den meste litteratur af nødvendighed epigoneri – det er naturligvis også den eneste form, der kan leve op til formulerede krav og gøres til genstand for dansklæreres studier. Man kan så være lidt eller meget foran.

Holder du et mindre forspring, vil mange følge, er det større, vil flere anse det for håbløst. NEUTZSKY-WULFF er OUT OF SIGHT.

==

Af alle levende væsner kender kun mennesket til religion. Denne distinktion er hovedsagelig af negativ art, kun mennesket behøver at være religiøst.

Menneskets situation er unik, det eksisterer i en verden som noget separat og kontemplativt. Verden er et tabt paradis for det, som det kun kan nå gennem religionen.

Videnskaben er en videreudvikling af den fremmedgørende teknik, redskabsmageriet stimulerer og stipulerer en særart af undren og promoverer et verdensbillede med mennesket i et modsætningsforhold til naturen. Denne stræben er ikke blot som nævnt særegent menneskelig, det vil være vanskeligt at forestille sig et menneske uden den.

Et menneske uden videnskab og teknik er næppe menneskeligt. Omvendt er et menneske uden religion behersket af en art overtro.

Fordi opfattelsen af mennesket som afgrænset i forhold til verden faciliterer den uundværlige eller i det mindste uundgåelige teknik, anses den for lige så uomgængelig. Men den menneskelige selvbevidsthed er i sig selv lige så ubrugelig som Watts governor uden en dampmaskine.

Denne dynamik ligger uden for den umiddelbare kognitive sfære, den må kontaktes med en akausal teknik, magien. I overensstemmelse med sin modus operandi fremstiller bevidstheden disse bevægekræfter som personlige, "overnaturlige" væsner.

Det religiøse verdensbillede er altså ikke et, som det var oplysningsfilosoffernes fromme håb, det videnskabelige efterhånden erstatter, de to er komplementære som syn og muskelkontrol, det sensoriske og motoriske. Igennem historien har disse to verdensopfattelser interageret og ofte konkurreret og skiftevis fortrængt hinanden.

Tit er et fasttømret teokrati blevet afløst af en periode med filosofi og skepticisme, og denne igen af mysteriereligioner, som atter har udviklet sig til teokratier. Den kristne religion opfattede den romerske rationalisme som lige så naiv og utilstrækkelig, som den selv anså religionen for at være generelt, bortset fra som kulturel selvbevidsthed, et punkt, vi stort set er nået tilbage til i dag, hvad angår kristendommen.

Filosofien afslører religionens naivitet og derefter filosofiens. Fysikken afskediger de overnaturlige kræfter og erstatter dem med fysiske, som derefter bliver mere og mere overnaturlige.

Det er en meningsløs strid, men en frugtbar dikotomi. Der er nu engang to grundlæggende måder at se verden på.

Der er den naive, men uhyre effektive, som ligger til grund for al teknik i traditionel forstand. Verden er derude, og mennesket må forsøge at nå den med sit spyd, erobre og undertvinge den.

For den anden er verden produktet af en psykologisk proces, som griber ind i sig selv, i den udstrækning den er bevidst om sig selv. Denne viden har gennem tiderne været på forskellige hænder, shamaners, præsteskabers og naturfilosoffers.

I epoker uden profetskoler er den blevet udvekslet individer imellem gennem skrifter. I renæssancen hed et sådant værk en grimoire.

I enhver rationalistisk kultur bliver religionen efterhånden et rygte. De overnaturlige indslag i kristendommen er overleverede, ingen forventer, at den lokale sognepræst skal kunne genopvække de døde.

Den populære magi derimod postulerer en vis effektivitet, men da forståelsen er gået tabt, er den kun leveringsdygtig i mystiske brokker. En moderne grimoire må levere denne forståelse.

Dens sigte må nødvendigvis være dobbelt, et kognitivt og traumatisk. Kognitivt måtte den nedbryde læserens verdensopfattelse ved at påvise dens absurditet.

Eleaternes bueskytter og skildpadder duer ikke mere, en vis modernisering måtte tilstræbes. Samtidig måtte den levere en skildring af indvielsens hjernevask, der var så tilpas levende, at det ville forekomme den medvidende læser, at han selv gennemgik den, og at selv den modvillige ville blive grebet af en frugtbar uro.

Den måtte opretholde de narrative konventioner i tilstrækkelig grad til, at den ville være "spændende" og nærmest umulig at lægge fra sig, men ellers ignorere dem. En ren prosatekst ville være groft utilstrækkelig, lyrikken måtte inddrages.

Dette ville vanskeliggøres af, at der ikke længere skrives digte. Rim og metrik er naturligvis rent indigene virkemidler, hvilket ikke gør dem mindre indispensable.

Et dansk digt uden rim og metrik er lige så lidt et digt, som en tekst uden artikler er dansk. Når man ser de enkelte forsøg, der i nyere tid er blevet gjort på dette punkt, forstår man naturligvis godt forfatterne, intet er så afslørende for manglende håndværksmæssig dygtighed.

Lad den selvproklamerede maler tegne en hest, og den selvtitulerede digter skrive et rimet og metrisk digt - that's where we separate the men from the boys! I modsætning hertil ville vores bog naturligvis kræve en overlegen beherskelse af alle stilarter, så meget desto mere, som den afgørende påvirkning af læseren måtte være subliminel.

Dette er umiddelbart mindre mystisk, end det kan synes, professionelle forfattere, som ikke blot udgiver deres dagbogsnotater, kender sprogets magi. Deres værker er ordsymfonier, som man ville kunne lytte til med samme fornøjelse som et stykke musik, uden at kunne et ord af sproget.

Denne form for litteratur informerer ikke, den giver uforklarlig koldsved. Hvis den skulle kunne holdes inden for tusind sider, måtte den være på det nærmeste uudtømmelig i sine permutationer.

Den ville være historie, forelæsning, kode og formel rolled into one. Den ville give drømme eller mareridt, dens modstandere ville forkynde deres uberørthed af den med høj, sprukken røst.

It would be a wonder and a literary monster. RUM er en sådan bog.

Mennesket er nysgerrigt og forsigtigt. Det er to egenskaber, der holder hinanden i balance, idet en af de to dog som regel hurtigt får overtaget.

De fleste mennesker er forsigtige, forsigtigheden er deres religion. Ikke blot anser de det for tilrådeligst ikke at lufte afvigende synspunkter over for deres nabo, de sikrer sig yderligere ved ikke at have dem.

Det er i grunden ikke så underligt, forstillelse er en svær kunst og uhyre trættende i længden. Ligesom ræven efterhånden overbeviser sig om rønnebærrenes surhed, falder det os ikke svært at tro, at majoriteten ved et sært tilfælde har ret.

Nu om dage er det endnu lettere, det er nærmest et dogme, hvis negation seriøst ville undergrave vort politiske systems troværdighed. Vi begrænser således vores nysgerrighed til den kongelige families privatliv og har tilfredsstillet vores eventyrlyst, når vi har fundet frem til den restaurant i Rom, hvor de serverer frikadeller.

Vover vi os endelig ud i et faldskærmsudspring, er det som regel for hyggens skyld, sjussen med vennerne bagefter. Til vores forsvar kan siges, at der ikke er meget tilbage af verden at erobre og kortlægge, men det er en forhastet konklusion.

Intet RUMskib er nødigt. Det moderne menneske befinder sig, som de fleste af sine forfædre, i et RUM.

Dette RUM er ikke en fængselscelle i traditionel forstand, vi kan ikke se murene, fordi de kun eksisterer inde i vores hoved, men ikke derfor er mindre uoverstigelige. Den bedste fangevogter er nu engang den manglende erkendelse af fangenskab.

For fangen er verden et rygte, som han kan fæste lid til eller ej. Det sidste er det mageligste, han risikerer ikke at flå bukserne og knæet på vej over pigtråden.

Flygtninge ender på infirmeriet, hvor de udstilles til skræk og advarsel, en understregning af, hvor absurde og skadelige sådanne ideer er. Fængslet råder trods alt både over et cafeteria og en biograf.

Visse ting er godt nok ikke på menuen og programmet, men så er det, fordi fængselsdirektøren har skønnet, at de ville være skadelige for de indsatte. Rødt kød og "Escape from Alcatraz" er ikke lige sagen.

I det hele taget er fængselsfilm uheldige, fordi de uvægerligt vil give et fortegnet billede, ligesom film om flyvemaskiner, hvor de altid falder ned til sidst. Denne beskrivelse har måske passet på andre fængsler i andre lande eller i tidligere epoker, men i al fald ikke på vores.

Vores fængsel er et demokrati, fangerne får lov at stemme om farven på væggene i cellerne, hvorfor enhver sammenligning med andre tugthuse er absurd. Vi ved naturligvis godt, at der er ting, vi ikke kan bestemme, men det er ting, vi heller ikke selv ville undvære, eller som vi i det mindste ved, er forudsætninger for disse.

Spørgsmålet er nok til syvende og sidst, om et sådant fængsel overhovedet kan kaldes et fængsel. Et forbedringshus, måske, men har vi ikke alle brug for at forbedre os, ja, ville det ikke være på det nærmeste latterligt at påstå det modsatte, eller at vi skulle vide bedre, hvad der er godt for os?

En million tilfredse fængselskunder kan ikke tage fejl. Hvis vi antyder det, vil vi snart finde vores navn på muren i latrinen smykket med mindre smigrende eller i bedste fald dybt ironiske epiteter: Guru, Jesus eller geni, det vil sige galning.

Rygter om andre verdener har vi vænnet os til meget behageligt at kalde overtro. Vi har ikke rigtig noget argument for denne betegnelse, andet end at det er vi alle sammen enige om.

Så er der Olsen i celleblok C, som sælger rebstiger af sytråd, og det er alt, hvad der er. Hvis vi endelig overvejede en weekend uden for murene, ville vi kontakte ham, som vi ved, fængselsdirektøren har sanktioneret.

Er vi kloge, går vi i kirke i stedet for, det ser godt ud, eller til foredrag, "Hvordan jeg lærte at glemme mine bekymringer og elske at samle klemmer" af en indsat, der netop har fået prisen som Årets Mønsterfange. Alt andet er farligt og dumt.

Man kan være helt sikker på, at ham, der smugler grovfile ind til medfangerne, ikke gør det for deres skyld. Her har vi ikke at gøre med uforvarende brud på reglementet, men den rene og skære ondskab.

Hans skumle bagtanke er at omdanne fængslet til et dårligt fængsel. Han vil ikke være fri, som selv han må vide, er umuligt, han vil være fængselsdirektør.

Men naturligvis vil der altid være nogen, der lytter til dette rygte og læser de fiktive rejsebeskrivelser. Det kaldes - uhyre rammende - eskapisme.

Naturligvis er der ikke noget fornuftigt menneske, der prøver at forestille sig, hvordan livet eventuelt kunne forme sig i et andet solsystem, hvordan skulle nogen kunne leve på en lysprik?

Ganske tilsvarende er der ikke nogen normal person, der undrer sig over, at fortidens mennesker har levet i verdener fyldt med guder og ånder.

Naturligvis troede de blot at leve i en sådan verden, men hvordan tror man at leve? Måske på samme måde, som vi tror det.

Og hvis dette er tro, i betydningen usandhed, hvad er da sandheden? Igen er svaret indlysende: Det er vores tro.

Men måske overbeviser det os ikke. Måske forekommer vores økonomiske og politiske virkelighed os ikke den mindste smule mere fysisk end vore forfædres af skæbne og seksualitet.

Måske hamrer vores hjerte selv som en fange på vore ribbens tremmer, når vi hører disse rygter. Vi kan da gå på jagt efter denne verden. Hvis det ikke frister os, er det ikke tilrådeligt at læse RUM.

Umiddelbart kan det RUM, man har anbragt os i, forekomme temmelig uundslippeligt. Der synes virkelig ikke at være noget alternativ til bilerne nede på gaden.

Men et eller andet sted aner vi også, at dette er en forsvarsmekanisme. I drømmen og den halvvågne tilstand kan alternative virkeligheder virke nok så fysiske.

Det er ikke svært at finde bremsen: Vi er bange for at hallucinere. Dette er ikke en realitet, men et dogme.

Det havde da også en vis plausibilitet i materialismens tidsalder inden for videnskaben, da oplevelse var en slags fattig slægtning til den uvildige måling. I dag er den uskyldige iagttager imidlertid blevet opslugt af iagttagelsen som Jonas af hvalfisken. Der er kun iagttagelse, og endskønt consensus med naboen generelt er hensigtsmæssig og i visse situationer nødvendig, er denne præference pragmatisk snarere end eksistentiel.

I det tredje årtusind vil en privat virkelighed blive anset for så selvfølgeligt et ønske som et privat lokum. 2001 er naturligvis year one, so it probably won't be in your lifetime.

Det være fjernt fra mig at dekretere noget "Go west, young man", i den ægyptiske forstand. But some of you are gonna go anyway, so here's a hitchhiker's guide to the underworld.

Den hedder RUM, men du kan ikke vinde en tur med en RUMfærge. Denne odyssé går til RUMmet ved siden af, det på en gang nærmeste og fjerneste sted af alle.

Der er forholdsvis pålidelige beskrivelser af landene og deres beboere og en lille parlør.

Første kapitel hedder meget naturligt: How to get there! og det fylder det meste af bogen.

Princippet er: Gør det modsatte, det modsatte af alt det, folk gør, når de klamrer sig til poolkanten. Er det ikke farligt?

Jo, vandet giver tyndskid, but you won't die.

Der er naturligvis altid en risiko for ikke at komme hjem igen, men den er mindre end på de fleste lidt mere utraditionelle turistrejser.

Mine læsere forekommer mig somme tider at falde i to kategorier, og de er forholdsvis disjunkte. Den ene er her og kan ikke komme derover.

Den anden er derovre og kan ikke komme hjem. Ingen er mig bekendt nogen sinde flyttet fra den første til den sidste kategori, eller - med skam at melde - den anden vej.

De vrangforestillinger, som følger med mentale lidelser, er symptomer på en sygdom, ikke sygdommen selv. Når en "psykologisk" konflikt bliver så uløselig og påtrængende, at samtaleterapi ikke virker, begynder psyken at spytte alternative virkeligheder ud, i det forfængelige håb, at den måske kan løses østen for sol og vesten for måne.

At prøve at få disse visioner til at "go away" svarer altså ungefær til at komme en "febersyg" i isvand. Selv holder jeg mig altid langt fra den slags tilfælde.

Junglelægen vil aldrig være populær hos medicinmanden, der roligt kan vente på det sygdomstilfælde, penicillinen ikke redder. Gæt, hvem der har slået patienten ihjel!

Hvad angår det "normale" menneske med hang til Neutzsky-Wulff - if such there be - fralægger jeg mig på forhånd ethvert ansvar. Når man har sat et dødningehoved uden på flasken, kan man ikke gøre mere.

Jeg er jordens salt, men lad alligevel være med at æde to kilo! RUM har jeg selv blandet, jeg kender virkningen og kan rådgive med hensyn til dosis.

Andre giftstoffer fraråder jeg. Et sådant uhyre populært er mikulamin - hvorfor spadsere, når man kan tage lyntoget?

Vel, det stopper ikke ved alle stationer, og endestationen er temmelig sikkert ikke der, hvor du vil hen. Frygten for et bad trip er således mere end begrundet.

Der er tale om en parodi på kvesten, hvor guder let bliver uhyrer. Et kilo RUM har, med en smule tålmodighed, samme virkning, og den er kontrollabel.

RUM er en roman - well, sort of. Den begynder meget godt med en helt fornuftig historie, men et eller andet sted undervejs går det galt.

Pludselig hænger læseren spændt ud imellem et forsøg på at få mening i den og en voksende uro, mens den litterære Prokrustes smiler gRUMt. Imens foregår der noget med en ung pige i en mørk kælder, som er alt andet end behageligt.

På et tidspunkt bliver han klar over, at han er nødt til at lægge bogen fra sig eller slippe lænet på stolen. Think twice, my friend!

Det absurde ved det absurde i historien er naturligvis, at det ikke er det absurde i den, der er absurd, men det nonabsurde, som vi kender fra andre historier, inklusive den, vi kalder virkeligheden, and that's the scary part.

Gardinerne ser ikke helt ud, ligesom de plejer, og der er et stort hul i gulvet - dette gælder naturligvis ikke for I-didn't-feel-a-thing-tripperne, som tror, det hele er en vaccination, hvor man helst ikke skal lade sig mærke med noget.

Uden den gyngende fornemmelse i mellemhjernen vil den påfølgende brugsanvisning ikke være meget nytte til, ejheller hashshemoth.

Dette er ikke et kapitel for sig, den forstandige vil ved nogen eftertanke over det skrevne kunne udskifte det monoteistiske vås med disse.

Som ethvert barn ved, er magi noget med trylleord og magiske formler. Ord har kraft, og det har de i kraft af deres betydning, blot er nogle ord mere prægnante i så henseende.

Det er en gammel sport at forkorte hele lærer ned til enkelte ord på denne måde. RUM er fuld af sådanne shemoth, de henviser til hinanden og danner en substruktur, som er bogens kerne.

"Ve den, som tager bogens klædning for selve bogen!" Dette er en qubiya i bogens egen terminologi, et intrikat puslespil med transcendensbefordrende virkninger.

En fuldstændig løsning er mulig, men usandsynlig i dette århundrede. Men også delvise løsninger kan være uhyre virkningsfulde.

Lad os tage et eksempel, som måske kan føre læseren på sporet af modus operandi. Ikke alt ligger på bunden, noget af det rager op, trådender, som man kan trække i og begynde at trevle den celestielle sweater op, henefter en bestemt type krydsord, hvor løsningen allerede er påbegyndt.

Når således en person som pastor Berg vover sig ud i en kabbalistisk analyse, er det værd at lytte efter. Kodeordet er her Lebama, som tolkes på to måder: Leb ama, slavindehjerte, og lebama, bestemt for offerhøjen.

Slavindehjerte er Amunds kælenavn for Adele. Bama er betegnelsen for de "forbudte" høje, hvor israelitterne bar "fremmed ild", altså polyteistisk gudsdyrkelse.

Det er også titlen på bogens tredje del og den tredje af dens fem dimensioner, hvoraf den sidste er Sepher Yeciras omeq tobh weomeq ra.

Polariseret er det Amabel, Amabilis, som via Ma Belle knyttes til Beatles' Michelle.

Alle disse mellemregninger findes i bogen, hvilket skulle umuliggøre fejltolkninger, men de kræver tålmodighed og forestillingsevne, magikerens kardinaldyder. Michelle er den feminine form af Michael, dragedræberen, som via Lernus knyttes til Herkules.

Homofon er Mikula, som er en diminutiv af Mica, som betyder et korn eller et lille RUM. Alt dette er naturligvis banaliteter, men det betyder ikke, at man ikke med denne metode kan destillere bogens rhinguld.

Begynd med noget nemt, som for eksempel ABLATA AT ALBA. Læg mærke til, at det er et palindrom, så at vi straks kan kassere halvdelen af bogstaverne.

ALBA er et anagram af BAAL, som knytter det sammen med den puniske Saturn - se dette kapitel! Subtraher derefter ALBA fra AMABEL ... Husk at tage gematrien til hjælp, RUM er så fuld af tal og talforhold som Salomos tempel.

Det kognitive aspekt af indvielsen er imidlertid virkningsløst uden det traumatiske, Nåden, som må komplettere stræben. Normalt ser vi denne stræben som en knyttet næve, der truer ad den genstridige natur, og denne hånd må atter åbnes.

Det bevidste menneske er i verden og som sådan afskåret fra den. Alt dette er imidlertid blotte og bare kategorier.

På et dybere plan er der kun eksistensen, og på et endnu dybere eksistensens nødvendighed, af, at kræfter materialiseres til genstande. Disse grundlæggende kræfter er, hvad vi normalt vil kalde psykologiske, der er et motiv til konceptualisationen, verdens elusive "ånder".

Denne tilstand, at være en del af verden, er altid faldet kvinden lettere end manden. Som et bytte for manden og det, hvorigennem skabelsen og genskabelsen af arten direkte kommer, spinder hun årstiderne ud af sine egne cykler og skaber det RUM, som gør ham fastboende.

Han følger længe dyrene, men da de undflyr ham, er hun verden. På mange måder er mandens religion en efterligning af kvindens umiddelbare verdensforståelse.

En præstinde er gudens brud, verden frugten af deres forening. I RUM er hendes tempeltjeneste moderniseret på en måde, som ikke afviger stort fra praksis i visse kredse.

Dette afsnit må af nødvendighed chokere, men må ses i sin mystiske og liturgiske sammenhæng. Det moderne menneskes situation står i et direkte modsætningsforhold til den religiøse oplevelse.

Dets eksistens er formel, dets liv er en rolle. Det omgiver sig med rent nominelle værdier, penge og smid-væk-fabrikata.

Dets "information" er knyttet til nyhedsværdien, intet når at blive til bunds erkendt.

Kristendommens løsning på dette problem var monasticismen, en afløser af templet, gudens harem, som senere blev (gude)kongens.

Den seksuelle forening er altså ikke som hos os et plagsomt tidsfordriv, men forudsætningen for liv, ja eksistens, i enhver forstand. Foråret er naturen, der smykker sig for sin elsker, sommeren deres hede forening, og efteråret dennes eksistentielle frugt.

Vigtigere end disse tre er imidlertid vinteren, hvor de fleste religiøse fester er samlet. Uden den lange længsel opnås ikke den spænding, der bringer eksistensens hjul over det døde punkt, jomfruen venter i borgtårnet på sin befrier.

Det er en sær befrielse, den ligner døden meget. Inanna besøger dødsriget, hun forlader iagttagelsens elfenbenstårn og nedstiger i dybet. Derefter færdes hun frit i alle verdener, i alle RUM. Derudover er der en optimistisk og pessimistisk version.

For den første er eksistens og bevidsthed målet, for den anden at undslippe dette genfødelsernes hjul. Den sidste er gengivet i sangen om perlen.

Læseren opfordres til at vågne og se Cebhaoth. Han hører om faldet og såret i hovedet og om den orientalske prins, der søger en sjælden perle, som også er peninernes kvest.

Perlen falder i havet og omspringes af en slange. Prinsen træder nu frem for slangens præst og forlanger den udleveret, men denne foreslår, at han tilbringer natten under templets tag.

Om natten får han besøg af en kvinde, som byder ham "mørk vin", det vil sige meRUM. Hun danser for ham og synger ham i søvn.

Om morgenen kan han ikke finde sit sværd, og da han vil drage videre, bebrejder hun ham, at han synes at have glemt hende, de er gift. Den ene efter den anden af paladsets slaver lader hun føre frem for ham, hans amme, hans gamle tjener.

Han kommer da til det resultat, at han må have drømt sin tidligere transcendente tilværelse. Igennem en midaldrende forretningsmand, der køber perlen, indføres vi i margalitsekten og de gnostiske mysterier.

Hans rejse afspejler en tidligere, der går til de infernalske regioner, hvor hippoterne bor omkring ildsøen. Disse udgør sammen med Yabasha, Eleda, årbyboerne, og så videre, en ret komplet baedeker til hin verden med de nødvendige ofre og høflighedsformularer.

Meget vil naturligvis først kunne forstås efter et par ture. Det er med andre ord lidt som med adventurespil, hvor man først på et sent tidspunkt opdager, hvad man skal bruge det bøjede søm til, som man samlede op i første scene, but it's all there!

Lyrikken kræver naturligvis særlig opmærksomhed. RUM indeholder adskillige hundrede strofer, mere end de fleste digtsamlinger, på samme måde som man snildt kunne ekstrahere indtil flere romaner af normal længde af den plus en novellesamling eller to og et faglitterært værk om teurgi. RUM er - ligesom Bibelen - et bibliotek.

I et digt kan der smugles subtekst ind i rim og metrik. Læseren er indstillet på en større grad af komprimering, hvor enkelte ord igen kan indeholde afgrunde af mening.

Hvordan kan den, som elsker, være fri? og hvad er livet uden skæbnens salt - så vedgår jeg da glad mit slaveri! og hjertets lidenskab: At ofre Alt.

I mulm sig hyller Dine alterhorn - af stolthed isner dydighed og ære - vær du, min Sjæl, blot som det modne korn, at i din Ejers lade du kan Være!

Hvad rører mig de hjerteløse flæb, som ikke vover kende bortom navn? Hvad skal jeg med Hans fade stjerneslæb, når éngang jeg har hvilet i Hans favn?

Hans ansigt ruger altid over mig så gådefuldt som månens blege skive. Hans elskov kommer for som kattens leg med musen, mens den endnu er i live.

Min arme Kærlighed, du tunge jern, som med et smil Han lukker om min hals - låst er den hånd, jeg førte frem til værn, som på en slave ved en pæl tilfals.

Intens er Smerten, grænseløs min Skam, dog kender hvert et hår sit skjulte kald: Kun Ham jeg længtes efter. Kun hos Ham kan blodet flyde i et stadigt fald.

RUM er mere end en bog. Den er en maskine, et transportmiddel.

Dens fortællinger, digte og gåder er dens bevægelige dele. Den er en bunke puslespilbrikker spredt ud på et bord.

Når kablerne tilsluttes, tændes dens lille røde øje. Dens kraftkilde er det, Freud kaldte libido.

Det er hovedsagelig det, vi viger tilbage for, forelskelse og hengivelse i den potens, der gør den "religiøs". Vi må gøre præcis det modsatte, beskrivelse må blive indlevelse.

Det er meningsløst at bekymre sig om kontrollerne, inden man har fået motoren i gang, eller vejkortet, inden man har forladt indkørslen. Først må man naturligvis gøre sig klart, at der er en verden uden for garagen.

Kulisserne må demonteres. Hjernen må omprogrammeres.

Alt det tager bogen sig af, bare vi slipper med begge hænder. Og hvis vi ikke gør det?

Så er den en kuriositet, og ikke engang nogen særlig tiltalende sådan. En spændende historie måske, måske endda fascinerende, men ikke en redningsbåd.

Kirurger er sindssyge slagtere, indtil man forstår, hvad det er, de laver, og har vi lyst til det? Hvor går grænsen mellem forståelse og forførelse?

RUM er mere end en bog, men den er også en bog og kan læses som en bog. Den er det tredje årtusinds første roman. Honi soit qui mal y pense.

Disse linjer henvender sig ikke til sådanne læsere. Selv læser jeg eksklusivt Kierkegaard for hans stil.

Han er en fremragende forfatter. Han er en elendig filosof.

So let it be with Caesar. The Medulla Oblongata is the Message.

Kapitel 42 er det tynde øl og et godt sted at begynde studiet af bogen, efter endt læsning. Tre værker er anbefalelsesværdige bekendtskaber, om ikke obligatoriske, Ovids metamorfoser, Dantes guddommelige komedie og Agrippas De Occulta Philosophia.

Ve den, som tager bogens klædning for selve bogen! Det er forbudt at forklare den for to personer.

Den, som læser den højt for sig selv, vil høre røsten af de himmelske hærskarer, som forsamler sig for at lytte til. Hvad er denne bog?

It's a piece of shit, Guds faeces. Noget er fremstillet i orden, andet uden streng ordning, atter andet er kun foredraget i brudstykker; meget har jeg holdt tilbage og overladt til de forstandiges granskning, og disse vil ved nogen eftertanke over det skrevne ikke alene finde deri en fuldstændig magiens teori, men også ufejlbarlige eksperimenter.

Vær blot verden veltilfreds med sit narrespil. Den, som mestrer bog og kreds, lytter engle til.

Der burde være en indgang til hver enkelt læser.

Gør bogen til din, skriv den fuld af dine egne notater. Brug en pen, du ikke bruger til andet, en slagter, der brugte sin kniv som bogmærke i Clavicula Salomonis, mistede en hånd.

Skaf dig hurtigt af med den, eller behold den. Den sæd, den trækker, giver den ikke tilbage.

Ingen har nogen sinde hævdet, at verden skylder os sin indretning, kun er dens skabere blevet anset for nærmere slægtninge end nu for tiden. De ubevidste kognitive processer, som er i det mindste ansvarlige for den synlige verden, er ærter i den samme bælg som vores personlighed. Religion er en kærlighedsaffære med disse, magien den fortrolige omgang. Mystikeren Djalal-ed-din RUMi skriver om denne kærlighed:

Tohed har jeg kastet bort, i de tvende verdener ser jeg een.

Og digteren lader den unge pige synge om sin Elskede, den Nedstegne Krishna:

Hvordan skal jeg sige dig, kære, min endeløse fryd?

Krishna dvæler hos mig alle dage.

For al den pine, som månens spottende glans har beredt mig, fik jeg fuldgod løn i fryd, da jeg så min elskedes åsyn.

Fik jeg end i mit skød den største juvel, lod jeg ikke min elskede drage til et land langt borte; en kappe er min elskede ved vintertide, ved sommer en blidelig brise, min kære er ly mod stormen og en båd på den brede flod.

Da jeg lå i hans arme, dirrede hvert et hår på mit legeme af fryd, i hans læbers dug smeltede hver en sorg.

Skæbnen har opfyldt, hvad hver dag i mit liv bar af håb - siden først jeg så ham, kender jeg ikke til ro.

Hvor spørger du, hvad jeg føler, kære, kan jeg tolke en elskov, som forvandles fra stund til stund?

Fra jeg fødtes, har jeg skuet hans skønhed, og end er mine øjne umættede.

Mine øren har altid hørt hans honningsøde tale, men endnu har jeg ikke lært at høre.

Mangen en nat har jeg leget hans leg og aldrig fattet elskovs gant.

Gennem seklers sekler har jeg trykket ham til mit hjerte, og aldrig er hvile nedsteget i dette hjerte.

Spejlet i min hånd, blomsten i mit hår, sminken ved mit øje, betelen i min mund, moskus på mit bryst, kæden om min hals, alt, der hænger på mit legeme, livet i mit hus, mit hjertes hjerte som vingen for fuglen og vandet for fisken - alt dette ved jeg, du er, men sig mig, Krishna, hvad er du for sande?

Jo, her er Bogen!

Hvor kornets dybe spire kommer fra - det som Triptolemus Demeter gav - der Erichthonius sin merkhaba begraver i det endeløse hav!

In ligno hviler Fader Gwydion, som sol i vest, som sønnen Kain i Nod, som Oubliette, som Bestia i bånd, som Filia, som Alba, Brand og Od.

Forsamlet er de i en tryllekreds, og smilende de rækker hånden ud. Ak Domiporta! giv dig nu tilfreds. Du vejen fundet har, som går til Gud.

==

http://www.enw.dk/tekster/nyheder/2005/billeder/05/Fortabelsefrelseogfrihed.pdf

==

Danskerne kan først se frem til skattelettelser, når der er gennemført reformer, så der bruges færre penge på velfærdssamfundet.

Det fastslår skatteminister Kristian Jensen (V), efter at regeringen netop har bebudet nye skattelettelser til danskerne i det nye regeringsgrundlag:

”Jeg har lovet mig selv, at jeg hver dag vil gøre, hvad jeg kan for at sætte skatten ned. Men en stor del af produktionen beslaglægges til den offentlige sektor, og så lang tid der skal bruges så mange penge på velfærdssamfundet, kan skatten ikke sættes ned. Det kræver reformer først, så presset på de offentlige kasser bliver mindre, før skatten kan sættes ned,” siger Kristian Jensen.

Fattigdommen skal bekæmpes, men de riges vilkår lempes. Hvordan skal nu det gå til? Danmark er for dem, der vil! Giver du en fattig penge, vil det ikke vare længe, førend ikke en, men to kræver mad, et sted at bo, tøj og sygehjælp med mere – og der bliver stadig flere! Dog det siger sund fornuft, de ej leve kan af luft, og når først de er kreperet, fattigdommen er kureret. Velfærd lettest er at nå, når man sigter på de få.

==

Det nedenstående var fra spørgeren beregnet for BATHOS. Til dette brug er det imidlertid for elementært.

Jeg har derfor valgt at svare her på siden, hvor spaltepladsen ikke er så dyr. Måske et par ubefæstede sjæle kan have glæde af det.

SPØRGSMÅL

Hej Erwin

I et kapitel i DR’s udgivelse ’Videnskaben eller Gud’ skriver Doktor Rasmus Fogh, overlæge ved Sct. Hans Hospital blandt andet om Psykotiske tilstande og sammenligner dem med religiøse oplevelser. Herunder beskriver han toksiske psykoser fremkommet ved indtagelse af LSD, ganske som du gjorde det i ’Magi’.

I fastslår begge at kemisk påvirkning af hjernen kan medføre oplevelser som de religiøse, men så hører lighederne også op. Hans konklusion er modsat din, at de religiøse oplevelser er indbildning og forvrængning på samme måde som toksiner forvrænger verdensopfattelsen. Et argument han bruger er at LSD-oplevelserne kan neutraliseres med antipsykotisk medicin.

Vi har altså nogle iagttagelser, der kan føres til to vidt forskellige konklusioner af personer med forskellig baggrund. I er begge ufatteligt belæste og ingen af jer er kommet sovende til jeres verdensopfattelser. Hvordan afgør man så hvem, der har ret?

Du vil muligvis indvende at man kan anskue verden gennem forskellige modeller, og at den ene ikke fungerer dårligere end den anden. Lægen opfatter de religiøse oplevelser som forvrængninger og den religiøse opfatter LSD-rusen som transcendens. Problemet er blot at lægens synspunkt ikke levner plads til andre opfattelser. For ham er den religiøse galt på den. Det vil sige at vi har to forskellige overlappende verdener hvor den ene ikke levner plads til den anden, og det er da et paradoks. Hvis den ene er rigtig må den anden altså være forkert. Alternativt er de begge forkerte.

Denne form for paradoks er jeg stødt på adskillige gange, når jeg har beskæftiget mig med filosofi og verdensanskuelse. På samme måde står dualisme i kontrast til monisme, determinismen til indeterminisme, teisme til ateisme og så fremdeles. Der er argumenteret heftigt for hver af disse anskuelser og berømte og ikke mindst belæste filosoffer har igennem tiderne været urokkelige og stensikre i deres sag. Men de kan jo ikke alle sammen have ret, når der i deres modeller ligger at det modsatte er forkert. Et menneske kan, som eksempel, ikke på én gang dels være opdelt i bevidsthed og krop og dels ikke være det.

Erwin, har du et sværdslag, der kan løse denne gordiske knude, eller skal jeg fortsat leve mit liv som erklæret skepticist?

Med venlig hilsen Jens R. B. Hansen

SVAR

Kære Jens!

For omkring et århundrede siden, da videnskaben endnu stod på et relativt primitivt stade, plejede man at afklare det religiøse spørgsmål ved at henvise til begrebet tro som noget principielt inkommensurabelt med viden. Tanken var, at det dermed var umuligt at kritisere det ene med det andet, hvilket skulle danne grundlag for en fredelig sameksistens.

Om man nu lader sig overbevise af dette ræsonnement eller ej, er det i det mindste en kendsgerning, at viden ikke synes at gøre nogen væsentlig forskel for den troende. Det vil således ikke nytte meget at bestorme en fundamentalist med geologiske vidnesbyrd, og på ganske samme måde vil det naturligvis være temmelig formålsløst at imødegå tilhængere af den omtalte naivrealisme med resultater af kvantefysikken, som de hverken kan eller vil kende noget til.

Din Rasmus er jo nemlig en TROENDE. Om han er religiøs eller ej, afhænger naturligvis af din definition på religion, men han er i det mindste metafysiker, det vil sige, han tror på eksistensen af fænomener, som hverken kan bekræftes eller afkræftes, og som derfor UD FRA ET VIDENSKABELIGT SYNSPUNKT – hvilken PSYKOLOGISK gevinst han så end kan have af sin tro – er meningsløse.

Det er – som altid – gamle travere, i dette tilfælde Platons transcendente virkelighed, som videnskaben indtil for et århundrede siden stadig søgte at opdage, under den mærkat, den fik under oplysningstiden: Den (af den menneskelige bevidsthed uafhængigt eksisterende) ydre verden. Der er altså en RIGTIG måde at opfatte verden på, forstået som den, der KORRESPONDERER med den føromtalte absolutte virkelighed (hvordan den fysiske verden, vi lever i, kan KORRESPONDERE med et matematisk udtryk for sandsynligheden af en måling, er ikke så ligetil at sige, men det er vel så der, troen kommer ind: CREDO QUIA ABSURDUM EST) og en FORKERT måde, det vil sige, når den menneskelige hjerne KONCEPTUALISERER noget, der ikke er blevet godkendt på et koncil.

Det er naturligvis også derfor, det ikke er LSD, der neutraliserer virkningen af KONSENSUS. Men hvis det, du vil sige, er, at jeg i kraft af at være den første, der har opløst alle filosofiens paradokser, er den største filosof, der nogen sinde har levet, vil jeg da sige pænt tak for komplimenten.

På den anden side er en sådan verdensopfattelse i kraft af at være dogmatisk og spekulativ naturligvis ikke GENDRIVELIG ud fra eksperimentelle resultater. Hvis Rasmus konstaterer, at der ikke er en engel på en bestemt sky – eller hvad det nu er, han TROR – må der være tale om et synsbedrag, eftersom enhver anden konklusion ville være en ufromhed.

Eksistensen af en ydre verden, Gud, enhjørninger, og så videre, har altså intet bevis behov, da de er indlysende, det vil sige teologiske dogmer. Om du fortsat vil abonnere på den absolutte skepticisme, jeg står for, en vantro, der aldrig søger ud over erfaringen, eller vil melde dig ind i det samme trossamfund som Rasmus, eller eventuelt et helt andet, er naturligvis op til dig, men jeg er nødt til at gøre dig opmærksom på, at før du har læst DET OVERNATURLIGE meget grundigere, vil alle denne type spekulationer være rent tidsspilde for dig.

Mange Hilsener

ERWIN NEUTZSKY-WULFF

LATIN

Crede mihi, bene qui latuit bene vixit - Ovid

==

Men tror du, bogen bringer bud om tiderne, der kommer? Da var det intet større tab, om den blev glemt, nej tværtimod: Det er dens egen bagklogskab, den ulæst på sin hylde stod og sig på egne vinger bar frem til den tid, som selv den var. Da blev en yngling bogens helt, en puppe svøbt i bogens telt, og pigen, som af ussel tarv berøvet er sin store ven, vil finde der sin røde arv og drømme verden ung igen. Da springer bogen op og ud som blomsten i sin sommer.

==

Det kan jo være meget godt med satire, men den kan naturligvis også af og til være lidt desorienterende. Hvad er nu rigtigt, og hvad har Erwin fundet på – som nu Runes timeplan?

Undertiden kan virkeligheden jo nærme sig det parodiske. Da pressedækningen, som Rune E. Larsen meget rigtigt har gjort opmærksom på, har været nærmest ikke-eksisterende, bringer vi uforkortet to artikler fra Politiken, som egentlig siger det hele.

18. januar 2005

Minoritetspartiet, der for første gang stiller op til folketingsvalg, vil stille ultimative krav for at pege på S-formand Mogens Lykketoft som ny statsminister, hvis partiets mandater bliver afgørende i Folketinget efter valget.

I så fald vil partiet pege på den statsministerkandidat, der lover at afskaffe udlændingelovens regel om, at unge ægtefæller begge skal være over 24 år for at få lov at bo i Danmark, hvis den ene ikke er dansk statsborger.

Minoritetspartiet forlanger også, at tvangsaktiveringen af arbejdsløse afskaffes, siger partiets formand Rune Engelbreth Larsen.

”Vi ved godt, at det ikke står særligt højt på dagsordenen hos de statsministerkandidater, der er. Mogens Lykketoft må så spørge sig selv, om han ønsker at blive statsminister på betingelse af at fjerne de to ting, eller om han ikke vil vel vidende, at 14 dage efter er han ikke formand for Socialdemokraterne,” siger Rune Engelbreth Larsen.

8. februar 2005

Kl. 10.30: Rune afgiver sin stemme i Rundhøjhallen, Holmevej 200 i Århus.

Kl. 14.22: Rune ankommer til København H.

Kl. 18.00: Rune ankommer til Christiansborg.

Kl. 20.22: Rune kommer ikke i Folketinget.

Nogenlunde sådan forløb valgdagen for Minoritetspartiets leder, Rune Engelbreth Larsen, der ikke fik sit folkelige gennembrud som talerør for samfundets trængte.

Det er kun nogle få tusinde vælgere, der har stemt på de 53 kandidater.

For egen lomme havde partiet ellers købt en undersøgelse, som viser, at 3,7 procent af vælgerne overvejede at stemme på bevægelsen. Men da folk stod i stemmeboksen, valgte de alligevel mere sikre partier som Enhedslisten.

Minoritetspartiet har forsøgt at sælge sig selv som et humanistisk centrum-venstre-parti, der går ind for borgerløn og er modstander af EU-forfatningen, tvangsaktivering og den militære indsats i Irak.

Ifølge Rune Engelbreth Larsen er der to forklaringer på, at fem års arbejde med at indsamle underskrifter og forfatte politisk materiale har slået fejl:

”For det første har vi haft alt for kort tid i medierne til at fortælle befolkningen, hvad vi står for. For det andet er der tilsyneladende ikke nok vælgere, som er enige med os.”

Partiformanden vil nu hellige sig sit familieliv og forfatterskab.

Exit Rune Engelbreth Larsen.

==

Ny britisk undersøgelse viser, at børn helt ned til ni år har problematiske kemikalier i blodet. Eksperter er stærkt bekymrede.

Blandt de mest problematiske kemikalier i undersøgelsen er blødgørende ftalater, der findes i legetøj, kosmetik, madindpakning, vinylgulve og meget andet. De mistænkes for at være hormonforstyrrende og skyld i dårlig sædkvalitet hos drenge og tidlig pubertet hos piger. (Politiken 13/10)

Der var engang, hvor drengene var nogle små krabater, og alle niårs knøsene var gale efter tøsene. Men nu får de ftalater.

Nu bliver alle mændene hos deres ømme Mater, til de er femogtyve. Ja, de flytter aldrig hjemmefra, hvis blot de får ftalater.

Engang gik alle unge mænd med skilte og plakater, de skabte sig og råbte op – men nu kan alle få et job, fordi de får ftalater.

Det er et gammelt retsprincip, at ”maritus est pater”. Nu kan man være sikker på, at manden ingen børn kan få, fordi han får ftalater.

Men med en donor lykkes det – det koster blot stakater. Til gengæld er det så en trøst, at han kan give barnet bryst, når blot han får ftalater.

Således bliver parforhold til små matriarkater, hvor far i hjemmet holder stand, mens konen render med en mand, der ikke fik ftalater.

Dog nu et forbud mod det skidt man taler om at kræve. Jeg smiler ad den døde flok, for pigerne er søde nok. Ftalater længe leve!

==

Se, sangere, der rapper, cafebesøg og pot, det koster altid knapper, det ved vi alt for godt, at spise og at drikke (og det er altid rart) men det gør bøger ikke, og det er rigtig smart, for kan de ikke lånes, så stjæler vi os frem, og vi vil ikke hånes og skældes ud af dem, der tror, vi skal betale for det, vi leger med, de må jo være gale, måske de ikke ved, at rigtige poeter betaler ikke skat, på knapper og moneter de aldrig kan få fat, de sover mest på enge og drikker blomsterduft, og har de ingen penge - så lever de af luft. Os tynger ingen brøde! I leksikonet står: De fleste er nu døde. Ak ja, Gud ved hvorfor?

==

The need for religious tolerance is something most of us can agree upon. It does, however, present us with two problems.

First, all the religions to which we usually extend our tolerance, Judaism, Islam, and the different denominations of Christianity, are fairly alike. They are basically book-religions with the emphasis on faith, meaning the acceptance of a certain mythology.

Rites mean little, or are at best "symbolic". This also means that they are rather formal, social affairs, with our personal relationship to the godhead something of an embarrassment.

The second problem is that this kind of religion in actuality has little to do with religion at all. So how would we react to a "religious religion"?

This is your chance to find out. Then again, maybe you don't really want to know.

In that case, you should stop right here, as what you will find is bound to offend, disgust or even enrage you. You have been warned!

First, we will take a look at those aspects of religion that still persist, and some that have been added later on. One such is DUTY.

Of course, there's a difference between being an ordained priest and a "private" church-goer, also between the demands made on the clergy at different times. If we go back far enough, the differences between the duties of the nun and the priestess (including the modern variation) are small.

Medieval nuns lived in seclusion, were flogged or otherwise tortured (often self-administered) and had sexual encounters with angels - unless of course we accept that they were all hysterics. Today, the duties of the priest and the church-goer are almost the same - they must be there.

Of course, there are moral obligations too, mostly sexual and of a negative nature. The church (the god) demands OBEDIENCE - an educational story in the Bible tells of a man pious enough to be willing to murder his own son.

To put your life in the hands of your god or his representative obviously is still a demand - you just don't take it seriously anymore. Instead, we are usually satisfied with ACCEPTANCE of the tenets of the religion.

We in other words believe what we are told about the world, ourselves, and God. God owns us, he can kill us, and he may very well do so, if we're wicked (disobedient).

We may think of ourselves as our own masters, but really we are all God's slaves. We must obey his commandments, and furthermore he can do with us what he likes - but he won't do anything really bad to us, because he loves us.

Well, Hell may not be that nice, but that's punishment, and for our own good. As mentioned before, COMMUNION is important, perhaps not so much the personal communion with God through that little wafer, as with all those other people sitting in the church beside us.

It is, however, not enough that we obey, we must prostrate ourselves. HUMILIATION, of course, is the constant self-punishment that keeps a slave a slave.

And so we kneel in church. Nor is RITUAL totally absent, things are done to us in the place: we take something in the mouth and swallow it.

As we are told that this is the flesh of our god, we may alternately interpret this as cannibalism or something - perhaps - even worse, that priests are not supposed to do to altar boys. Since we're not thinking of the host as proteins, the sexual interpretation seems rather inescapable: We take in our mouths what women humbly accept as the life-giving semen.

We become one with our male saviour - and with each other, something that becomes gradually more emphasized: UNIFICATION. That we all do it, in a way makes it normal - NORMALIZATION sets in, we stop thinking about and just do it.

In the end, unification emerges as CONTROL, even political. Obviously, the ancient (or modern) priestess would recognize all of this and none of it.

Her duties she would perceive as sexual toward her god, and like Abraham she would not hesitate. She would be proud to call herself a slave of her god and want to be punished for any transgressions against him.

She would not understand perdition, however, she would believe that having been punished she would be fully reinstated. She would humiliate herself and desire her Master's aid in this, eager to show Him her love, obedience, and total submission in all she did.

She would feel sympathetic towards other women in her position, but it really wouldn't matter to her, if she was the only one or only one of thousands. She would be immune to any political control, as she would only obey her Master.

And all this would certainly seem normal to her, and any other existence abnormal. We might leave it with this little demonstration of the basic similarities between formal religion, as we know it, and "real" religion, but that would be a cop-out.

We have prepared two slide shows for the not too faint of heart. The first shows a catholic mass.

The second shows a woman standing six hours in a pillory. Her offence doesn't matter, nor should it be doubted that her sun oil will be of the right factor.

This woman is being punished, not damaged. Her pain and humiliation, however, are in evidence.

And yet, what the priestess loses and gains is no different from the purpose of any other religious exercise. The only difference is: She's being serious.

I think you can watch the first sequence without damage to your soul. But the second you should be ready for.

We haven't cheated, there are no pious words, what you see is what she gets. So if you don't want to understand, this is not for you!

==

Bonden går i marken, det blæser koldt fra nord, han pirker i den frosne jord og står med rynket bryn.

Noah gik i arken, da Gud blev grå og stor - hen over firmamentet for det første klare lyn.

Svampet hænger barken, og tavst er fugles kor. Det er så koldt, hvor ormen bor, og engen er et syn.

Vædderen og fåret har ikke dannet par, og bonden selv får intet svar. Så vender han sig bort.

Langt og godt var året, og stor er bondens høst. Nu varmer den hans ømme bryst, hvor dagen bliver kort.

Se, han har sig skåret en gren af Livets Træ! Men fuglene ved intet læ, når solen bliver sort.

==

Lad mig for det første advare imod, at nogen læser dette indlæg. Og lad mig så for det andet sige, at jeg ikke er politisk naiv - langtfra. Jeg ved alt om det militært industrielle kompleks og CIA. Ikke desto mindre har jeg måttet sande, at mine forestillinger om, hvad diverse agenturer kan koge sammen, har været vildt underdrevne.

Det begyndte med en af de sædvanlige diskussioner om græsklædte høje og magiske kugler, og om en vis præsident virkelig var blevet offer for en enlig galning. Nå, jeg har også set JFK og følte mig særdeles underholdt. Det var, da der begyndte at dukke højtopsatte personer med navne som X og Y op i parker for sådan ligesom at knytte et par løse ender, at jeg fik mine tvivl. Hvor naiv kan man være?

Men en af deltagerne i diskussionen begyndte at tale om en bog, han havde læst, SECRET LIAISON af John Salat. Her var der pludselig ikke tale om en mystisk anonym person, men om en astrofysiker, der efter i nogle år at have lavet hjemmesider til pornomodeller blev headhuntet af NASA. Efter at have opnået en sikkerhedsstatus på 127 (det er 3 over præsidenten) blev han indviet i forhold, som han følte, offentligheden burde informeres om, hvorfor han skrev sin bog. Og så gik det, som det så ofte gør, folk, der blot har set et glimt af noget, de ikke burde have set, dør som fluer, mens forfattere til bestsellere, der røber det hele, har en rent ud utrolig overlevelsesevne. Det lykkedes dog de sammensvorne at fjerne ethvert spor af, at Salat nogen sinde havde studeret astrofysik eller noget som helst andet, ligesom man fabrikerede beviser for, at han engang skulle have solgt pyramider imod jordstråling. Hvilket jo må få ethvert tænkende menneske til at spørge sig selv, hvorfor det er så vigtigt for nogen at bringe denne mand i miskredit!

Jeg læste bogen, og pludselig forstod jeg det hele. Det viser sig nemlig, at Kennedy, hans elskerinde Marilyn Monroe og hans bror Bobby samt Martin Luther King i efteråret 1963 blev kontaktet af John Lennon, der fortalte dem, at han havde haft en drøm om, at Elvis snart ville dø og genopstå for at indvarsle en ny orden, hvor menneskene skulle leve i fred med hinanden og de rumvæsner, der i sin tid have givet dem de ti bud. Det var derfor, frimurerne, som havde planer om at hjernevaske menneskeheden, var nødt til at eliminere alle, som havde fået nys om denne plan (undtagen - heldigvis - John Salat). Jeg skal da ærligt indrømme, at det hele umiddelbart forekom mig lidt underligt.

Men så lagde jeg mærke til en mand på Rådhuspladsen, som lignede den person, der havde stået bag mig i køen i boghandelen, en hel del. Tænk på, hvor ofte dette sker, uden at vi tænker nærmere over det. Jeg mener, hvordan kan vi være så sikre på, at regeringen ikke har klonet mennesker i årevis? Siden da har jeg set flere af dem, alle sammen tykke og skaldede, og de fleste i jakkesæt.

De kan kendes ved, at de kører rundt i biler, uden at det fremgår, at de skal nogen steder hen. I sidste uge modtog jeg en opringning klokken elleve om aftenen - "galt nummer". På mit arbejde er der hele tiden nogen, der holder øje med mig, selv om jeg sidder med en avis over hovedet. I går var jeg ved at blive kørt over af en cyklist.

Jeg har skrevet til John Salat, som har reserveret et helt kapitel til mig i sin næste bog, UFOS OVER SCANDINAVIA. Det lader til, at de sammensvorne især er aktive i Danmark. Så lad være med at vende dig om. Fold bare stille og roligt avisen sammen og anbring den i den nærmeste papirkurv!

Prøv at fløjte imens. Måske vil de lade sig narre. Eller måske ved de nu, at du ved. Jeg advarede dig jo, ikke?

==

Jeg er efterhånden kommet til den konklusion, at der er en ret lille overlapning mellem mine læsere og de besøgende på enw.dk, hvad jeg har det helt fint med. Problemet opstår som regel først, når man udelukkende med baggrund i denne side (som aldrig er blevet taget alvorligt af mig, og forhåbentlig heller ikke bliver det af brugerne) vil skyde mig et eller andet i skoene eller stiller spørgsmål, som blot et overfladisk bekendtskab med mine skrifter ville besvare.

Også denne form har dog sin charme, en art sort humoristisk fyndighed, som tiltaler mig. Mine kommentarer her på stedet er naturligvis ikke mere udtryk for min karakter end W. C. Fields’ bemærkning om, at han foretrak børn stegte.

Meningen var imidlertid god nok, han reagerede (på mange taknemmelige kønsfællers vegne) på den amerikanske børneforgudelse. Så når en frelst hashryger forarges over danskernes alkoholforbrug, ja så får han besked.

For resten er verden fuld af folk, der har brug for at blive pillet ned - og som temmelig typisk er ganske uproduktive - og det har jeg en del øvelse i. Jeg er sikker på, at mange af mine læsere føler sig frelst ene og alene, fordi de er mine læsere (Mattæus, Markus, Lukas og Johannes har det samme problem med deres fans) og gerne vil have min bekræftelse af dette faktum, men det kan jeg altså ikke være dem behjælpelig med.

Jeg ved ikke, hvor kompliceret min personlighed er, jeg har altid selv betragtet den som temmelig primitiv (skrive digte, spise kød, sove med min elskede) men det er da rigtigt, at jeg hverken er revisor eller blomsterbarn. Af en eller anden grund er det eneste alternativ til at være ansat i en bank åbenbart at ryge sig skæv og se TV, og det har jeg som god gammeldags håndværker med en ikke ringe portion faglig stolthed (det kaldes indbildskhed nu om dage, fordi de fleste enten er fabriksarbejdere eller evighedsstudenter) lidt svært ved at forstå.

Jeg står op morgenen (okay, formiddagen) udøver mit håndværk og betaler min husleje. Jeg har altid insisteret på, at dette var mit arbejde, det eneste, jeg kunne udføre tilfredsstillende, og det rubricerede mig i mange år som social taber, men det var altså ikke, fordi jeg lå på sofaen.

På samme måde kan man åbenbart heller ikke på samme tid være idealist og sætte pris på livets glæder. De RIGTIGE idealister ligner nemlig deres egen begravelse og kan ikke få piger.

Men så er idealister jo svæklinge, og så ser det godt nok sort ud for verden, men sådan tror jeg heller ikke, det er. Tværtimod tror jeg, at man, hvis man ikke blot skal følge trop, skal være stærk, og stærke mennesker har nu engang en tilbøjelighed til at få det, de gerne vil have – også piger.

Jeg er verdens fredeligste menneske – men der findes ikke den grusomhed, begået mod mig og mine, som jeg ikke ville kunne stikke, og derfor lader verden mig i fred, bortset fra uskadelige stiklerier fra folk, der ved, at ørne ikke snapper fluer. Enhver, der kender noget til mennesker, ved, at potentielle mordere ikke går med læderjakker eller solbriller, der skjuler deres angste øjne.

Kun venlige, smilende mennesker er virkelig farlige, for det er dem, der har råd til at være det. Er dette en modsætning?

Ikke for mig. Hvordan skulle jeg kunne føle medfølelse med ofre, hvis jeg ikke var villig til at gøre ofre af deres bødler – det ville være det ynkeligste hykleri?

At være venlig er ikke at være fjollet, ligesom at være fri ikke er at være desorienteret. Jeg er bange for, at vi har gået for længe i skole, vi tror, at det, vi har brug for at lære, er noget, vi skal høre, så vi går og lytter ved dørene, indtil vi hører noget, der tiltaler os – i den uge.

Måske er hemmeligheden i sidste ende at tage sig selv alvorligt, hvilket vil sige ikke at interessere sig for sig selv som noget andet end et Middel til det, man vil eller føler, man skal. Hvert menneske er fuldstændig enestående, et uudfoldet univers, og det vil med 99,9 procents sikkerhed blive skyllet ud i lokummet som et personnummer.

Er der noget, vi har brug for at lære, må det være, at INGEN ANDENS DOM BETYDER NOGET SOM HELST, så længe vi er flittigt og monomant beskæftiget med vores frelse, som altid er en andens eller andres frelse. Der er ikke noget os selv, så vi kan ikke leve for det, der er kun en slumrende drift mod andre.

Feed yourself, feed your body; feed another, feed your soul. Når den vågner, bliver vi følende, tænkende og handlende mennesker som vor barndoms eventyrhelte.

For mig er det det samme, om du tegner æbler tyve timer i døgnet for at lære at tegne det fordømte æble eller lader dig kaste ud i faldskærm over Palæstina med en kasse fuld af håndgranater, og på hvilken side. Men hvis du ikke gør nogen af delene, hvis du blot lader dagene gå uden at gøre, lære eller skabe noget, der fylder dig med glæde og stolthed, er du ikke noget Menneske i min bog, i bedste fald et barn, i værste fald en død.

”Hvad skal jeg gøre?” Hvis du ikke ved det – tro mig – ved ingen det.

For dem, hvem en uimodsigelig drift ikke driver fra vugge til grav, er der ingen frelse, ingen lykke og ingen ro. Måske er den blot begravet under alle de andres meninger, men så må du vande den.

Det hårdeste jordlag er behageligheden, især det behagelige i at blive anset for sympatisk (uskadelig for og dummere end den, der opfatter dig sådan). Lær dig selv noget, uden hæmmende lærere, der bare vil fortælle dig, at du ikke behøver at lære det rigtigt for at få eksamen.

Lær et sprog, så du kan læse det, hvad de eksaminerede idioter ikke kan, så er du noget, de forsøger at være, du ER altså, og det smager efter mere. Den tid, der bruges på at stræbe og kæmpe, er aldrig spildt, om så målet er en lædersofa, hvad enten du når det eller ej.

Når du først kan LÆSE, er der tusinder, der vil tale til dig, lyt til dem, i stedet for de ”studerende”, der læser hen over dem ved hjælp af gloselister og kommentarhæfter. Det, de vil fortælle DIG, er noget, ingen andre har hørt, det kan kun siges i fortrolighed.

De vil stå bag dig, de har levet og kan fortælle, hvordan det er. Du må altid huske at sammenligne din læsning, tolkning og viden med andres.

Hvis din ligner deres, er den værdiløs, så har du ikke LÆST. Du er jo et væsen, som ikke har eksisteret før, så den bog, du læser, har ikke eksisteret før dig, ligesom den verden, du lever i, ikke har eksisteret før dig, men øjeblik for øjeblik bliver til ved dig.

Når du først har OPLEVET dette, er resten ikke så svært. For resten er det en god tommelfingerregel altid at gøre det modsatte af, hvad din familie, dine venner og dine lærere råder dig til.

De ønsker ikke et nyt menneske i verden, det ville skræmme dem. Når du opdager en forskellighed hos dig selv, så grib fat i den – det, du har tilfælles med andre, kan hverken du eller de bruge til noget som helst, deponer det i den nærmeste affaldskurv.

Der findes intet Menneske, kun mennesker. Der findes ingen mennesker, kun Mennesket, som altid er Ungt og Nyt.

Det, der er enestående for dig, vil drive dig, resten flyder blot med strømmen, der altid står for fald. En Digter er blot et levende menneske.

Husk, at Han sang denne sang for dig. Trækfuglen synger ikke to gange samme sted.

IRAQ 2003

Med vores regerings uhellige alliance med en ny verdenserobrer er Danmark atter under besættelse. Man må altså være indstillet på, at det fremover vil koste noget at tale imod umenneskeligheden.

I min ungdom bekæmpede man temmelig risikofrit fascismen, der var ungefær så formidabel som Erhard Jacobsen. Sådan er det ikke mere, og det synes da også, som om de tidligere så højtråbende "progressive" har dæmpet tonen en hel del ned, der er jo lige det med de 16 års fængsel.

Kritik af USA og dets allierede er således som regel behæftet med mange undskyldninger, modifikationer og forsikringer om, at man skam da er enige i, at der må gøres noget imod de gale muhamedanere. At der er tale om ren militær aggression med neokolonialistiske bagtanker, siger man helst ikke rent ud.

Påtrængende spørgsmål (som hvorfor Irak under trussel om fuldstændig udslettelse ikke brugte de "masseødelæggelsesvåben", som var den påståede årsag til invasionen) stiller man heller ikke gerne. Roses skal Dagbladet Information, som jeg ellers altid har fundet begrænset og bornert, for sin imponerende balancegang og evne til at sige tingene lige på stregen, men alligevel temmelig utvetydigt, det kan være, der kan overgå det den ultimative ære at ende som det begyndte, som illegal presse.

Mørket lægger sig nu endegyldigt over Danmark, og alle intelligente og anstændige mennesker dukker hovedet, hvor meget må være op til hver enkelts samvittighed. Endnu kan der skrives og udgives bøger, der henvender sig til mennesker, og ikke stemmekvæg og kanonføde.

enw.dk er naturligvis en klovn, men det var - ellers uden sammenligning - Chaplin også. Når den er bedst (som i Lawman) overbeviser den et par hundrede mennesker om det, de godt ved i forvejen.

Resten er nok mest ufrugtbart kværulanteri, både fra de besøgendes og undertegnedes side. Det var aldrig hensigten, at siden skulle have nogen betydning eller værdi, som sagt var dens eneste formål fra begyndelsen at annoncere min kursusvirksomhed.

Dette forhindrer naturligvis ikke, at andre bruger den til noget fornuftigt. Sandsynligheden er dog nok ikke overvældende stor, netnørder er erfaringsmæssigt ikke specielt handlekraftige, but be my guest.

==

Vi har modtaget:

Israel's occupation of the West Bank and the Gaza Strip can in no way be considered democratic. It oppresses 3.5 million people, denying them their basic human rights. My refusal to militarily participate in this occupation, on the other hand, is most certainly a democratic act.

It exercises my right to protest, as I strive to hold on to the values of justice and peace, and it sends a message to my government that it cannot use me as a tool for attaining every goal it decides upon. In doing so I am fulfilling my obligations as a moral citizen of the world. Every man and woman must decide where the boundaries of conscience lie, and my conscience does not permit me to fight today in the occupied territories.

The refusal of the 435 signatories to the "Courage to Refuse" letter, is a refusal to fight for continuation of the occupation, or, more precisely, for continuation of the settlements. It is a refusal to fight in a war of choice fueled by an extremist messianic ideology.

Make no mistake, Israel has no other reason for remaining in the occupied territories than to preserve the existing settlements, even when they are deep within Palestinian centers of population. Maybe the Palestinians are not interested in peace - one of the most commonly heard justifications for our recent invasions - and truly want to push us into the sea. Even then, we would be much better off defending ourselves from the 1967 borders rather than from inside the narrow alleys of Jenin, Ramallah and Bethlehem. This is why I think that the occupation runs against the most basic interests of the state of Israel, even to the extent of threatening its very existence.

As a concerned and involved citizen in a democratic regime, I see it as my right and duty to do all I can to save my country, the country I am willing to die for, from this dizzy descent into violence and mayhem.

This kind of struggle is not one to wage alone, and so when I heard that a group of reserve officers were organizing with the intention of publishing an open letter stating their categorical refusal to don their uniforms in the service of the occupation, I knew I had to join them.

For me, as for the others who have signed our letter, the decision was at once terribly difficult yet glaringly simple.

Difficult, because I am a Zionist. I served in the standing army for six years, and have since spent upward of 50 days a year in the reserves, and I have always equated love of the country with loyal service in the army. It was difficult to break rank, to look my fellow officers and soldiers in the eye and tell them that I would not join in their next campaign, in the war for the settlements, a war we chose, not one we had forced upon us.

Yet the decision was also easy. Both as a democrat and as a patriot, I had no other choice. It took me a long time to realize, to understand that not everything I learned during my long years as an officer was correct. The turning point was a tour of duty in the Gaza Strip a year ago. My soldiers committed no atrocities, but I could see the futility of our military presence there, and the daily injustices inherent in it.

Today I stand firm, confident that I am doing the right thing, hopeful that the group of soldiers currently demonstrating their tremendous courage to refuse, and spending long weeks in military prisons as a result, will help bring an end to the occupation.

The occupation is destroying Israel from within, it is destroying the Palestinians, and it is destroying those two nations' common future.

Vil man bevare freden i verden, er krig ofte den eneste løsning, det ved vi. Derimod har det sikkert undret mange, at begivenhederne den 11. september 2001 har fået præsident Bush til at forberede en krig mod Irak. Hvorfor ikke Portugal?

Det træffer sig imidlertid således, at jeg i min besiddelse har klare og uimodsigelige beviser for Iraks indblanding. Det drejer sig om min nabo, hvis navn jeg dog kun kan afsløre over for rette vedkommende.

1. Han er jordaner, med andre ord fra et land, der geografisk er tæt knyttet til Irak. 2. Han har en dom for biltyveri, med andre ord kapring af et samfærdselsmiddel. 3. Han har flere gange (til mig) udtalt sig nedsættende om Saddam Hussein - man spørger sig selv, hvad sådan en afledningsmanøvre skal til, hvis manden har rent mel i posen? 4. Han var ganske givet ikke hjemme den 11. september. 5. Fru Møller (inde ved siden af) siger, hun er bange for ham.

Jeg har naturligvis straks kontaktet den amerikanske ambassade, og de siger, det er det bedste spor, de har fået hidtil. Så hvis nogen stadig skulle være i tvivl om, hvad det er for hemmelige oplysninger, USA holder tilbage, og hvad det er for meddelere, hvis identitet man af hensyn til deres sikkerhed holder hemmelig, kan jeg altså allerede nu løfte sløret.

Det er Mig.

==

behøver guder. Når de gamle dør - som guder gør - er man således nødt til at finde på nye. I min barndom havde vi den medicinske videnskab, rumraketten, "vor ven" atomet og FN. I et krigstræt og krigshærget Europa var de gamle drømme om national ære meget naturligt blevet erstattet af en higen efter business as usual.

De "store mænd", som havde skabt disse drømme, sad nu som fangede tyve i Nürnberg. De var de ansvarlige, og man udelukkede ikke, at andre af slagsen kunne tvinge verden ud i nye forsvarskrige - det var dengang, det blev skik at kalde statsoverhoveder forbrydere, hvilket ville være helt fint, hvis det kunne slå igennem. Løsningen var derfor meget nærliggende at oprette en politistyrke. En sådan Pax Romana er, som navnet siger, naturligvis ikke nogen ny tanke.

Ideen er, at det er vanskeligt at blive uenig med sig selv, så hvis kun en part har virkelig magt, må freden dermed være sikret. Napoleon og Hitler havde den samme drøm, og de beundrede begge Cæsar, som så op til Alexander. I virkeligheden skal vi mindst tilbage til den første ægyptiske farao Narmer, der som bekendt "samlede riget". Det gjorde han, som det fremgår af mindesmærket, med en kølle.

De stratenrøvere, der havde installeret sig som krigeradel og lod sig forsørge af de bønder, de "beskyttede", skulle jo også have noget at tage sig til, og angreb er som bekendt det bedste forsvar. De sloges så om at gøre hinanden skatskyldige, og dermed var drømmen om verdensfreden sådan set skabt. En anden samfundsklasse, som de modstræbende have banet vejen for, og som siden skulle erstatte dem som herskende klasse - købmændene - vejrede ved samme lejlighed morgenluft. Vejene var pludselig blevet sikre, og kulturen bredte sig i den udstrækning, den var salgbar.

Det lykkedes dog aldrig helt at skabe den forenede verden, det nærmeste, man kom til det, var dannelsen af blokke, som i sidste ende blot var en del af oprustningen til den næste krig. Vi ville aldrig være kommet i krig, hvis det ikke var for de forsvarsalliancer, vi tilhører. Her må man imidlertid tage højde for endnu et fremskridt: Demokratiet. I det gamle Rom hed det brød og skuespil.

Folk måtte ikke blive for sultne, og de måtte heller ikke kede sig. I dag stemmer vi. Vi kan naturligvis kun stemme på folk, vi har hørt om, og vi kan kun høre om dem, hvis Kapitalen - købmændene - sponsorerer dem. Det er ikke underligt, at de folkevalgte bliver chokerede, når dette idiotsikre system alligevel en gang imellem svigter, så valgresultatet bliver forkert.

Problemet er dog ikke så stort, så længe vi har check på højttalerne - også her er Hitler den store foregangsmand. En befolkning med en prop af bordtaler og salmesang i øregangene vil aldrig undre sig over fredsbevarende soldater eller afstemninger, der må gå om, fordi det første resultat var utilfredsstillende for regeringen. At folkeafstemninger er lige så forældede og upraktiske som grundloven, og snarest muligt bør afskaffes, kan vist heller ikke undre nogen - alt taget i betragtning. Det afhænger naturligvis i høj grad af en ansvarlig presse, der i det taktisk rigtige øjeblik kan afsløre indvandrere som voldtægtsforbrydere og demonstranter som ballademagere. Somme tider behøver vi ikke engang anlægge en rigsdagsbrand, blot vi behersker loven om tryk og modtryk, kan forhindre befolkningen i at opdage trykket og dermed gøre modtrykket til meningsløs og vilkårlig terrorisme - noget hen efter den meningsløse, statsfjendtlige og landsforræderiske sabotage under besættelsen.

Fortvivlelse avler vold, tilslør fortvivlelsen, og du har en aggressor. Den vestlige verdens besættelse af den islamiske er jo et korstog, ligesom når en synligt forarget Hitler ilede trængte kompatrioter til hjælp i Polen. Man kunne jo se, hvor vred denne ejegode landsfader var. Selvfølgelig kan man indvende, at angreb på suveræne stater uden krigserklæring og bombning af civile mål rent juridisk er krigsforbrydelser, men hvad betyder jura over for moralsk pligt, manifest destiny, Lebensraum og Menneskerettigheder? Bombningen af World Trade Center var et veltilrettelagt kup af det amerikanske udenrigsministerium, og de behøvede ikke engang at involvere CIA. Det er diplomati!

Også demokratiet kræver imidlertid en Leviathan, som så mange som muligt bør være underordnet. Dette sikrer nemlig, at beslutningerne bliver taget så langt væk fra vælgeren, at de med god samvittighed kan se bort fra hans behov. Idealet er således, at det afgøres i Bruxelles, om Olsen i Kerteminde skal have lov til at male sit plankeværk grønt. Den populære Lighed for Loven fejrer hermed nye triumfer af absurditet, idet man kan påtvinge folk i andre lande at fiske med traktor og pløje med kutter.

Kulturen bliver således lieret som kulturelt særpræg - hvad danskerne, hvis kulturelle særpræg er MacDonald og dårlige kopier af dårlige amerikanske TV-programmer, selvfølgelig kan være ligeglade med. At folk skulle finde deres egne behov og alliere sig med en håndfuld mennesker, der deler dem, er naturligvis kun til at smile ad. Hvordan vil de få coca cola? Hvordan skal vi få solgt vores coca cola - og så ramler Jahves tempel!

Hvordan skal de bære sig ad med at komme med i den næste krig? Nej, vi må stå sammen om vore ledere i denne for vort land. Kun de kender vore behov og ved, hvad der er bedst for os. Vi er jo nemlig alle sammen mennesker og har alle sammen de samme behov, som politikerne og sodavandsfabrikanterne er der for at opfylde.

Så at blokere færdselsårerne er decideret dårlige manerer, og der vil blive slået hårdt ned. Gadeuorden kalder man det, og det er jo i sidste ende også, hvad det er. At påstå, at disse demonstranter repræsenterer befolkningen, ville være som at sige, at regeringen gør det! Befolkningen sover. Og hvad der vil ske, hvis den nogen sinde vågner rigtig op, har selv jeg ikke lyst til at tænke på ...

==

. Så er det godt, den fri verden har årvågne ledere som præsident Bush.

Saddam Hussein kan måske føre sine egne hjernevaskede undersåtter bag lyset, men os narrer han ikke et øjeblik. Ved at gå ind på alle FNs krav er han klart ude på at undgå en krig. En fred på nuværende tidspunkt vil fuldstændig underminere den amerikanske økonomi, og det ved han.

Selvfølgelig må man spørge sig selv, hvorfor man ikke allerede afsatte galningen (Saddam) under den sidste krig, dengang man havde chancen. Hvis Irak, Iran, Afghanistan og andre lande, der ved at huse terrorister har fortabt retten til at blive behandlet som ansvarlige, suveræne stater, i dag havde været amerikanske protektorater, kunne mange tragedier have været undgået.

Hvorfor stoppe med EU, når nu USA rent faktisk er leveringsdygtig, ikke blot med den nødvendige militære magt til at sikre verdensfreden, men også en karismatisk leder, der ville være selvskreven som præsident for Verdens Forenede Stater? Måske er det på tide, at vi indser, at FN er lige så forældet som den danske grundlov, helst inden muhamedanerne har sprængt os alle sammen i luften. For de er jo ikke rigtig kloge ...

==

Udenrigspolitisk kommentar

Saddam Hussein har efter sigende besluttet at tillade FN at inspicere sine våbenlagre og mener derved at have afværget det forestående angreb på Irak. Hvis han nu som barn havde læst Æsops fabler i stedet for 1001 nat, ville han have kendt til historien om ulven og lammet: Ulven anklager lammet for at mudre vandet, hvor den skal drikke, hvortil lammet svarer, at dette er umuligt, eftersom det drikker længere nede ad floden end ulven.

Derefter spørger ulven, hvorfor lammet bagtalte den forrige år. "Da var jeg ikke født endnu," svarer det.

"Så var det nok din far," siger ulven og æder lammet. Med dette diplomatiske princip i baghovedet kan man spare megen avislæsning.

==

På kanten af racismeparagraffen

Nu tales der igen om at ophæve den såkaldte racismeparagraf, og her er jeg helt enig. Jeg synes, det er et problem, at racespørgsmål ikke kan diskuteres i indvandrerdebatten, især sådanne, som har at gøre med racehygiejne og danskernes videreeksistens som nation.

Der er jo forskel på os og de fremmede, en forskel, der går dybere end hudfarven. Ikke mindst er vi længere fremme på det medicinske område, hvilket bl. a. betyder, at børnedødeligheden er lavere.

Dette er naturligvis glædeligt, men har som bekendt også nogle uheldige konsekvenser. Medfødte svagheder videreføres, og racen forringes, med allergibørn, osv.

Især går det ud over de mandlige kønskarakterer, der åbenbart er mere sårbare end de kvindelige. Vi får så den typiske danske mand, som begynder at blive tynd i toppen som trediveårig, på hvilket tidspunkt konen som regel skiller sig af med ham, resulterende i endeløse retssager om forældremyndighed og samkvemsret, idet han som regel er lige så interesseret i børnene som moderen.

Dette er selvfølgelig tiltalende, men som bekendt falder sædkvaliteten på et tidspunkt så meget, at han ikke længere er forplantningsdygtig. Her kunne vi have glæde af indvandrerne, som i stedet for at være et problem kunne bruges til at imprægnere de danske kvinder.

Man kunne så i første generation forestille sig en befolkning bestående af lige dele danskere og indvandrere, og i næste en sund blandingsrace. Det gælder det danske folks fremtid!

==

Kulturnatten

Det fortælles, at H. C. Andersen som barn blev spået, at Odense en dag ville blive illumineret til hans ære, og at det gik i opfyldelse. Uheldigvis led digteren den dag af en ondartet tandpine, som spolerede det hele for ham.

Når jeg står her i aften, må jeg tilstå, at jeg i nogen grad føler mig som forfatteren til "Den grimme ælling" - bortset fra det med tandpinen. Jeg kommer jo ikke så meget ud, forstår De.

Nu er jeg imidlertid blevet inviteret til at deltage i et rigtigt kulturarrangement, en kulturnat - sådan noget havde vi ikke i min barndom. Dengang var litteratur noget, der blev skrevet og læst på et kvistkammer.

Vi havde noget, der hed en kulturkløft, og en masse forfattere, der skrev bøger til hinanden. Situationen mindede med andre ord en del om det entartete Tyskland i begyndelsen af det tyvende århundrede, indtil der en dag kom en klog mand og fortalte de herrer poeter, at det var læserne, folket, de skulle skrive for.

Nu har vi jo ikke rigtig haft nogen Goebbels herhjemme. Vi havde ganske vist en Rindal og en Erhard Jakobsen, men der var ikke rigtig nogen, der tog dem alvorligt.

I dag kan vi se, hvilke foregangsmænd de var. Jeg tror, det er en vigtig pointe, at det ikke kommer an på størrelsen, ikke engang antallet af personlige stemmer.

Hundrede magistre kan gøre samme fyldest. De behøver såmænd ikke engang være særlig idealistiske, hvis de bare er fornuftige og forsigtige.

Dansk kultur er noget, vi må værne om, man må jo nemlig huske, at når man har nået idealet, er enhver forandring til det værre. Naturligvis er der også en beroligende automatik i alt dette.

Vi kan jo nemlig kun vurdere det nye ud fra det gamle, og en sådan vurdering vil indlysende altid falde negativt ud. Når vi giver Jensen-prisen til Olsen, er det, fordi det formodes, at han kan blive en ny Jensen - næsten.

Om ikke andet kan han få en Olsen-pris opkaldt efter sig, som vi kan give til Hansen. Det afgørende er, at vi er enige.

En enkelt læser kan jo let forledes til at tro, at han har læst et mesterværk, men når så man får snakket om det - universalmidlet mod alt ondt - kan han jo godt se, at der ikke er meget i den, som ligner andre gode bøger. Den fortjente bog er den, ingen kan have noget imod - ufred har vi jo nok af.

Selv revolutioner kan såmænd være ganske fredelige, det kommer lidt an på, hvilken vej de går. Det er lettere at falde ned fra et træ end at kravle op i det.

Revolutioner, der forlanger solidaritet og offervilje af befolkningen, kræver gerne bajonetter. Systemskifter, der går ud på, at vi skal hytte vores eget skind og lade falde, hvad ej kan stå, kommer såmænd helt af sig selv.

Igen må man appellere til den sunde fornuft. Hvorfor skal man lade sig se ned på, fordi man "kun" læser Morten Korch?

Morten Korch er også kultur. "Far til fire" er kultur.

Porcelænsmaling er kultur, og finere madlavning - skønt, hvorfor skal den være finere? Der er værtshuskultur og lokumskultur - og så er der kulturnætter.

Tænk engang: I årtusinder har de såkaldt "intellektuelle" forsøgt at få folk til at læse - og så klarer vi det på en enkelt generation. Det var jo i virkeligheden uhyre enkelt.

Folk læste jo i forvejen - Familiejournalen og Romanbladet. Hvad er det overhovedet for en ide med, at folk ikke læser?

Ugebladene er fulde af føljetoner. Alt, hvad der skulle til, var at udgive disse fortrinlige værker på Gyldendal.

Dette har endvidere den meget behagelige konsekvens, at der snart ikke udkommer andet. Hvis "Frøken Smegmas forkærlighed for soft ice" er litteratur, hvad er så Dante, Shakespeare og Goethe, andet end naturligvis håbløst forældede?

Man har skolebøger til dens slags ting, som man ved, i al fald ikke bliver læst. But don't come back, guddommelige barder!

Efter tredive år i faget får jeg naturligvis en del henvendelser gående ud på, hvordan man skriver og udgiver en bog. Da denne aften nu så tydeligt står i kulturens tegn, vil jeg da gerne give publikum et indblik i en bogs tilblivelseshistorie.

Se: Først skal man have - ja i gamle dage ville det have været en ide. Men nu om stunder er det et år.

Hvor langt vi end er nået, er der dog stadig folk, der har det skidt, alt for mange til, at man kan beskæftige sig med dem konstant. Så de får et år.

Det kan i princippet være en hvilken som helst underprivilegeret gruppe, handicappede, hunde, kvinder, osv. Det skal dog helst være nogen, man kan interessere sig for.

Ofre er altid godt, for så er der nogen, der har gjort det mod dem, som vi kan hade. Det går jo ikke, at vi går rundt og hader vores rædselsfulde samlever eller vores rædselsfulde børn - ikke engang vores rædselsfulde job eller vores rædselsfulde liv.

Så er det godt at have nogen, som det er i orden at hade. Ikke alle grupper egner sig naturligvis lige godt til dette formål.

Der var engang, hvor det var populært at hade magthaverne og ågerkarlene. Nu lever vi jo imidlertid i et demokrati, hvor der ikke er nogen magthavere.

Der er heller ingen kapitalister længere, kun dygtige og flittige folk, som høster lønnen af deres arbejde. Hvis vi vandt en million - og det er jo det, vi lever for, det Eneste - ville vi fandeme heller ikke give den til de husvilde, der står sgu ikke idiot skrevet på ryggen af os.

Så vi må finde nogle andre at afsky, nogen, der ligger ned, så vi ikke kommer i vanskeligheder - indvandrere, bistandsmodtagere og kriminelle, hvilket i den moderne mytologi er stort set det samme. Vi frygter altså ikke den bevæbnede ordensmagt - den er jo på vores side.

Det er blotteren i parken, der truer vores eksistens. Vi har med andre ord en svaghed for ofre, folk, der ikke slår igen, og af en eller anden endnu uopklaret grund synes statsmagten at opmuntre denne begejstring.

Det er urovækkende - og naturligvis også lidt lattervækkende - når folk tror, de kan klare deres problemer selv. Jamen hvis ens barn var blevet kørt ned af en spritbilist, ville ens første tanke da også være at finde en psykolog.

Heldigvis er de sjældent langt væk, de jager ambulancer, som i ældre tid sagførere. Livet er kort sagt en krise, der kræver hjælp.

Skal man skide, skal det være med autoriseret papir. Det er altså meget vigtigt at være autoriseret og garanteret og eksamineret uskadelig.

Når vi så har fået vores år - lad os sige for incestofre med sukkersyge - går forlagene i gang med at finde en forfatter, det, der i fagsproget hedder en dummy. I det foreliggende tilfælde gælder det altså om at finde en diabetiker med store bryster.

Bøger sælges af aviser, dog ikke af anmeldelser, som ingen læser, og næppe heller nogen længere skriver. Og det er nu ærgerligt.

Som vi ved fra TV, er der ikke ret meget i denne verden, der er sjovere, end når folk gør sig til grin, og at se en kritiker med et ordforråd på 5.000 ord forsøge at stave sig igennem en bog skrevet af en forfatter med et på 50.000, har altid made my day. Næ, nu er det omtalerne, det gælder, og enhver, der nogen sinde er blevet interviewet, ved, at her er det historien, ikke bogen (som det aldrig kunne falde journalisten ind at læse) det handler om.

Det, det drejer sig om, er altså at finde en forfatter med en vis udstråling, hvilket oversat til dansk vil sige, at det er åbenlyst for enhver, at vedkommende er dum som et bræt. Også dem kender vi fra TV-udsendelser som BESTSELLER (programmets titel siger vist alt) hvor det ganske åbenbart er et problem, at interviewet er på tyve minutter, og alle den interviewedes interessante synspunkter tilsammen umuligt kan udfylde mere end ti.

Når denne charisma er etableret, går det hele af sig selv. Hvis den ulykkelige begivenhed med en fjern onkel ikke står ganske klart i erindringen, kan forlagets psykolog hjælpe med regressiv hypnose.

Tilbage står så blot for forlagsredaktøren at skrive bogen. I mellemtiden er reklameafdelingen gået i gang med at informere pressen om, hvilket overskud man venter af sit nye fund.

De anmeldere, der ved, at de ikke har en chance for at klamre sig til deres skrivebord, hvis de på nogen måde kan mistænkes for at være kulturpaver, kvitterer med anmeldelser, der svarer til de projicerede salgstal. Som man vil se, fødes digtere ikke, de skabes.

Intet kan være mere patetisk end disse debutanter, der ikke ville kunne skrive en dansk sætning, hvis de blev forgyldt, hvad de naturligvis også bliver i alle tilfælde. Det skulle da lige være dette vidunder året efter, når festen er forbi.

Man skulle ikke tro, at denne udvikling kunne gå videre, men her skal man ikke undervurdere dansk kulturliv. Jeg har således ladet mig fortælle om en nyskabelse inden for litteraturen, som snart vil se dagens lys: Dogmebogen.

Vi ved jo alle sammen, hvad en dogmefilm er: en film, hvor alle involverede er amatører, og her må man sige, at vores egen Lars von Trier genialt har skabt en genre, hvor endelig også Danmark kan være med. Der er ikke noget manuskript, den er drejet med håndholdt kamera (af en fotograf, der åbenbart skal være spastisk lammet) og alle de medvirkende er gymnasieelever.

Man kunne indvende, at denne beskrivelse jo passer på alle danske film, men det nye og fine er som altid, at talentløshed og amatørisme ikke længere er noget at skamme sig over, men tværtimod indgår i definitionen på god kunst. Naturligvis er en Bille Augusts film så dårlige, at man i Cannes og Hollywood kun kan tro, at det er med fuldt overlæg, og dogme-begrebet understøtter naturligvis på bedste vis denne opfattelse.

Det er lidt henefter Dreyers tonefilm, hvor alle taler med halv hastighed, fordi instruktøren havde glemt, at han nu kørte med 24 billeder i sekundet. Denne innovation blev uhyre populær blandt europæiske såkaldte filminstruktører, for hvad der går langsomt, er jo velovervejet og derfor vigtigt.

De mest kunstneriske film er dem, hvor der overhovedet ikke sker noget som helst. Hvis der skal ske noget, skal det i hvert fald være stunts, for det er i det mindste noget, folk forstår - de mest populære programmer er sammensat af optagelser af børn og dyr, der kommer alvorligt til skade.

Det største problem for gennemsnitsdanskeren, når lille Brian bliver totalskadet, er således, at videokameraet netop den dag var til reparation. Det med stunts skal man naturligvis ikke tage for alvorligt, det er meget billigere og mere virkningsfuldt, hvis aktørerne virkelig bliver slået til lirekassemænd.

Så behøver de jo heller ikke at agere, hvilket er uægte, og dertil umuligt for en dansk skuespiller. Det, man nu kan forestille sig, er en dogme-bog.

Den skal naturligvis ikke være skrevet af en forfatter - en sådan ville nok også være vanskelig at opdrive - og forlagsredaktørerne, hvoraf nogle både kan læse og skrive, er selvfølgelig også ude af betragtning. Trykning og distribution kan foregå over nettet, endnu en af vor tids kulturelle velsignelser.

Vi skal dog heller ikke tro, at vi har opfundet alting. I min ungdom var der således såkaldte sub-pub-forlag, hvis produkter blev solgt - nåja, udbudt til salg - i særlige bogcafeer.

Dengang var det pinligt, hvis man ikke som femogtyveårig havde udgivet mindst en digtsamling. Vi var alle sammen overbeviste om, at vi snart ville blive berømte.

Det var der dog ingen af os, der blev, men jeg blev da i det mindste berygtet. Med lignende forhåbninger kaster vor egen tids nørder sig over nettet, for der kan alle jo læse en, bortset fra, at ingen gør det.

Alle taler, ingen lytter. For mig at se er denne elektroniske losseplads det rigtige sted, ikke blot for dogmebogen, men for hele den samtidige danske litteratur.

Så mangler det bare, at nogen slukker. Måske - engang om meget længe, når strømmen går - vil nogen atter sidde i solskinnet med en bog, som er en digters udtagne hjerte.

Der vil ikke være nogen kulturdage eller kulturnætter, kulturministerier eller kulturorganer, kun Ham og Bogen. Men inden da skal vi nok ligesom H. C. Andersen gruelig meget ondt igennem.

For spøg til side er, hvad end neorindalisterne fortæller os, kultur hverken smørrebrød eller bordtale. Den er den stemme, der taler til os, når vi har meget praktisk har glemt vores menneskelighed.

Hvad det betyder således at miste sin sjæl, kan ingen borger i det moderne danske samfund være i tvivl om, et samfund, hvis regering og herskende klasse, hvis ikke den havde legaliseret sig selv, kun kunne betegnes som forbrydere. Som har stjålet, voldtaget og myrdet vores land ved at forvandle det til en forretning, hvis eneste ansvar er over for den procentdel, der har aktier i den, et lydrige i den amerikanske globale politistat, og som, hvis den ikke bliver standset, vil sanere den danske befolkning og dele den op i lønmodtagere og organdonorer.

Det er den storm, de socialdemokratiske vindmagere har høstet, som ikke forstod, at menneskelighed er ånd. At vi ikke behøver at frygte nogen bevidst ondskab, men kun den bevidstløse accept af umenneskeligheden.

Nazisterne, vores egen højrefløjs illustriøse forgængere, kom heller ikke til magten ved intelligens, men i kraft af mennesker, der netop ikke havde intelligens og fantasi til at forestille sig de lidelser, deres endeløsninger påførte deres medmennesker. Mennesket har ingen andre modstandere end analfabeterne, de dumme moralske mennesker, der i deres uendelige danske - somme tider er det svært at finde et værre skældsord - selvtilfredshed foragter tilflyttere, der havde en kultur, mens de selv kravlede rundt i træerne, det socialdemokratiske ideal.

Jeg kommer ikke meget ud - måske begynder De at forstå, hvorfor: Jeg er den trettende mand til bords. Men lad mig endelig ikke ødelægge den gode stemning, som Edward Grey gjorde, da han i 1914 spåede: "The lamps are going out all over Europe; we shall not see them lit again in our lifetime."

Mine damer og herrer, jeg trækker mig tilbage. Lysene går ud over Danmark.

God kulturnat - det er nat med kulturen! Dybt godnat.

==

Pædagogikkens problem

Pædagogik er en svær kunst, hovedsagelig af samme grund som livets andre kunster: Det er svært at abstrahere fra sig selv. Af og til går vi så meget op i et værk eller et stof, at vi skrumper ind til en tredjeperson, men desværre er det oftere undtagelsen end reglen.

Med tiden kan selvhævdelsen blive erstattet af en selvbevidsthed, som sjældent er mindre utålelig for vore omgivelser, men i det mindste lader os gøre, hvad vi skal. For pædagogen er elevens trang til selvhævdelse af indlysende årsager en forhindring.

Vi kan kun lære noget, hvis vi ikke ved det i forvejen, hvis vi med andre ord er mere uvidende end den, der skal lære os det. Dette er vel til en vis grad acceptabelt, at sætte sig ned på barnets niveau for at lære græsk, når man i forvejen kan latin.

Anderledes forholder det sig imidlertid, hvis man ikke er ganske sikker på, at man kan noget som helst - det er der jo et ord for, og ingen vil hedde dum. Uheldigvis er det ofte produktet af det normale undervisningssystem, som vi forlader uden at kunne stort andet end klokken - vi ved, hvor længe der er, til det ringer.

Det er naturligvis også den vigtigste færdighed i langt de fleste professioner, efter indførelsen af "fyraften" er vægten meget naturligt flyttet fra det med held fuldbyrdede værk til enden på arbejdsdagen. Det er meget forståeligt: Hvis man alligevel ikke kan gå hjem, når man er færdig, hvorfor så overhovedet blive færdig?

I stedet for at sætte en ære i sit arbejde, sikrer man sig imod at blive fyret. Hvis "arbejdet" ikke var af denne karakter, ville der ikke være behov for nogen "fritid", en periode, hvor man ikke foretager sig noget fornuftigt, og vi ville undgå den sørgelige tilstand, at man enten arbejder eller holder fri, hverdag eller fest, men aldrig lever.

Bevidstheden om, at man i grunden ingenting ved, dårligt kan slæbe sig igennem en bog, eller overhovedet udtrykke sig sprogligt korrekt og dermed forståeligt, udgør en slags depressiv tilstand, som i lige mål gør det umuligt at tilegne sig nogen viden. Enhver reel undervisning ville kræve en utålelig blottelse.

Så vil vi meget hellere begrænse os til en anekdotisk believe-it-or-not-viden, som i det mindste kan gøre os en smule interessante til selskaber. Med lidt held opdager ingen den afgrund af uvidenhed, der ligger bag.

At vi ikke ved, hvorfor vi har ret til frihed, fordi vi ikke ved, hvorfor menneskerettighederne er formuleret, som de er, fordi vi ikke kender uafhængighedserklæringen, fordi vi ikke forstår John Lockes ideer, fordi vi ikke kender til Ludvig den Fjortendes udenrigspolitik. Frihed er ligesom Baren og Nyhederne rent ex machina, et indlysende guddommeligt diktat.

Naturligvis ville en befolkning med en baggrund svarende til syvende klasses pensum være en uhyggelig ting, det er umuligt at forudsige, hvad et så dramatisk intellektuelt spring fremad ville betyde for samfundsordenen - sandsynligvis ville vi have en borgerkrig inden for fjorten dage. Det gør imidlertid ikke problemet mindre for den komplet uansvarlige person, der rent faktisk har til hensigt at lære nogen noget.

Paradoksalt nok er trangen til selvhævdelse også ofte den væsentlige årsag til, at nogen eventuelt kunne være interesseret i at tilegne sig viden. Den pædagogiske evne, som jeg i så eklatant grad savner, består altså i at overbevise eleven om, at han i virkeligheden er læreren - jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre, jeg gider i det mindste ikke.

Min pædagogiske metode er som bekendt Hold kæft og hør efter! Og det virker jo ikke.

Vi vil nemlig meget hellere snakke, sige, hvad vi mener, hvad vi har læst bag på mærkaten af en ølflaske eller et kalenderblad, med andre ord træde vande, for at vores lille selvbevidsthed, vores personlighed, vores her er/kommer/mener jeg ikke skal drukne i vores manglende baggrunds ocean. Så skal man ikke fortælle os, at vi ikke ved, hvad vi snakker om, at vores tale og tanke er uklar, for dette er jo, hvad vi tænker og føler, det ukrænkelige mig.

Vi har ret til vores mening, hvor uinformeret den end er. Måske er vi flygtet fra samfundets vi-alene-vide-diktatur blot for at blive konfronteret med en anden autoritet, der er lige så rystende ligeglad med vores "feelings" med hensyn til dit eller dat.

Vi kunne måske acceptere det fra domprovsten, men hvad fanden bilder Neutzsky-Wulff sig ind! Men selvfølgelig er der en vej, og den går indlysende igennem lærdommen for lærdommens egen skyld, ars gratia artis, eller på dansk: Nysgerrighed.

At beherske et stof - det være aldrig så begrænset - i stedet for blot at snuse til det og lære et par citater udenad. Uheldigvis er et akademisk studium ikke længere en garanti for dette.

En akademisk grad i portugisisk betyder, at man har læst den obligatoriske lærebog, ikke, at man læser portugisisk - det kan man jo så eventuelt lære bagefter - hvis man har tid, for så skal man jo undervise. Det er naturligt nok en tingenes tilstand, kun akademikere selv kender til.

Når min engelsklærer i gymnasiet bøjede choose choosed, has choosed, tænkte jeg, at nu skulle jeg jo snart på universitetet - hvor min professor i logik oversatte eksemplerne i den engelske lærebog forkert. På universitetet lærer man hovmod og at skjule sin uvidenhed - den førsteårsstuderende, hvis far var en dygtig grovsmed, men ønskede noget bedre(!!!) for sin søn, har allerede lært, at det såmænd ikke er værre end gymnasiet, kommentarhæftet slået op og oversættelsen i skødet.

Og så ved man jo endelig noget - det står på eksamensbeviset - men hvad det er, man ved, fremgår af diskretionsgrunde ikke. Tilliden til lærer og lærebog er tilsvarende ubegrænsede, hvorfor skyde sig selv i foden, når ens studiegæld vokser dag for dag?

Her som andre steder gælder altså devisen, at hvis du vil lære noget, er du on your own. Nogle af de mest vidende mennesker, jeg har kendt, har været folk, der har samlet på frimærker, film, tegneserier eller lignende, og i den forbindelse tilegnet sig en ganske ubrugelig og lidet smigrende viden.

Deres motiv var med andre ord ren interesse. Det minder mig om historien om jøden, der klager til sin rabbiner over sin uvorne søn, som tilbringer nætterne med at spille kort.

Den vise mand trøster ham: åbenbart har sønnen lært at våge og koncentrere sig om noget, resten kan ikke være så svært. Derfor har jeg også stadig den største tillid til de elever, som blot fængsles af et emne og ikke kan få nok at vide om det.

Det er til en vis grad den akademiske syge, der har bredt sig ned igennem undervisningssystemet, at man slår op i 117 bøger, i stedet for at koncentrere sig om en. Læse bør man ikke med en fugls, men med en okses appetit, efterhånden vil man få en ide om, hvad sagen drejer sig om, i stedet for at overtage en andens.

At sætte sig ned og læse et klassisk værk from cover to cover er mere værd end ti universitetskurser. Er det svært - jamen så meget desto bedre, du får ikke stærke tænder af kartoffelmos.

Bagefter vil du overveje, om du og magistrene virkelig kan have læst den samme bog. Bare gå i gang! det lyder jo så let.

Tag nu vores Forum. Når man får at vide, at man skal kunne stave, og læser et par indlæg med latinske citater, er der to naturlige reaktioner: Opgivelse og raseri.

Nogle rabler naturligvis uforstyrret videre, det er nærmest en forpligtelse i kampen mod enhver autoritet, udtryksevne eller baggrund. Men så slemt er det jo heller ikke.

Find ud af, hvad der interesserer dig, og søg viden om det, idet du tager Neutzsky-Wulff og andre modefilosoffer cum grano salis. Efterhånden vil en fornemmelse for det, som er helt din egen, vokse frem.

Udtryk den, til den er klar, i det mindste for dig selv - hertil er ortografien en hjælp, ikke en forhindring. Så kan du løfte din pande og tømme den ud i passende doser, og du vil finde, at intelligens, viden og menneskelighed er så uadskillelige som mund, mave og tarm!

Dumhed er ikke umiddelbarhed, men den højeste grad af perversion. Og du vil finde, at der står et kompagni af hedenfarne poeter parat til at føre dig til det forlovede land!

Men bliv nu ikke sur ...

==

Citation begynd

Der var på et tidspunkt en hjemmeside udelukkende bestående af citater betitlet POSTCULTURAL BLUES - i sig selv et Neutzsky-Wulff-citat. Let's face it: Quotes are a joy forever, de udtrykker, hvad vi gerne vil sige, men ikke kan, og låner desuden vore meninger en vis autoritet - lykkeligvis er der næppe noget synspunkt så absurd, at det ikke har fristet en berømt mand, i det mindste som aforisme (selv har jeg kun begået en: En aforisme er en halv sandhed forklædt som en hel).

Min salig eller i det mindste afdøde fader kunne næppe åbne munden, uden at der kom et citat ud af den, hvilket gav ham øgenavnet Citatsråden. Måske siger citater i grunden mere om dem, der citerer dem, end dem, de citerer.

Vi ved allerede en del om en person, der citerer Nietzsche eller Piet Hein. Af alle disse årsager opfordres enw.dks patroner herved til at indsende deres yndlingscitater, idet vi selv lægger ud med emnet KÆRLIGHED, som for nylig har haft deres bevågenhed. Here goes:

Omnia vincit Amor: et nos cedamus Amori.

VERGIL

Amor timere neminem verus potest.

SENECA

I am undone: there is no living, none, If Bertram be away. If were all one That I should love a bright particular star, And think to wed it, he is so above me: In his bright radiance and collateral light Must I be comforted, not in his sphere. The ambition in my love thus plagues itself: The hind that would be mated by the lion Must die for love.

Down on your knees, And thank Heaven fasting, for a good man's love.

WILLIAM SHAKESPEARE

Open the temple gates unto my love, Open them wide that she may enter in, And all the postes adorne as doth behove, And all the pillours deck with girlands trim, For to receyve this Saynt with honour dew, That commeth in to you. With trembling steps, and humble reverence, She commeth in, before th' Almighties view; Of her ye virgins learne obedience, When so ye come into those holy places, To humble your proud faces: Bring her up to th' high altar, that she may The sacred ceremonies there partake, The which do endlesse matrimony make.

EDMUND SPENSER

The God of love my Shepherd is, And He that doth me feed: While He is mine, and I am His, What can I want or need?

GEORGE HERBERT

She fair, divinely fair, fit love for gods.

So dear I love him that with him all deaths I could endure, without him live no life.

JOHN MILTON

Pains of love be sweeter far Than all other pleasures are.

But love's a malady without a cure.

JOHN DRYDEN

Liebe kennt der allein, der ohne Hoffnung liebt.

FRIEDRICH VON SCHILLER

Liebe wintert nicht.

LUDWIG TIECK

There is no remedy for love but to love more.

HENRY DAVID THOREAU

Love is enough, though the world be a-waning.

WILLIAM MORRIS

Those who have courage to love should have courage to suffer.

ANTHONY TROLLOPE

In how many lives does Love really play a dominant part? The average taxpayer is no more capable of a "grand passion" than of a grand opera.

ISRAEL ZANGWILL

Who made you? God made me. Why did God make you? God made me to know Him, love him, and serve Him in this world, and to be happy with Him for ever in the next.

A CATECHISM OF CHRISTIAN DOCTRINE

One should as a rule respect public opinion in so far as is necessary to avoid starvation and to keep out of prison, but anything that goes beyond this is voluntary submission to an unnecessary tyranny.

Of all forms of caution, caution in love is perhaps the most fatal to true happiness.

To fear love is to fear life, and those who fear life are already three parts dead.

BERTRAND RUSSELL

L'enfer, madame, c'est de ne plus aimer.

GEORGES BERNANOS

Vous savez bien que l'amour, c'est avant tout le don de soi!

JEAN ANOUILH

Don't knock masturbation. It's sex with someone I love.

WOODY ALLEN

Men finder du din gud - å vær Ham tro, som Han er tro mod dig! thi ved Hans fødder i alskens savn du finde kan din ro. Men uden Ham har glæden ingen rødder.

ERWIN NEUTZSKY-WULFF

Svar til Seb (se Forum)

Det lyder måske lidt underligt i den aktuelle politiske situation med en sådan "omvendt opportunisme", men det er sagt på et tidspunkt, hvor det borgerlige meningsdiktatur endnu var fjernt i horisonten og det venstreorienterede i frisk erindring. Dengang var venstrefløjen i sin magtbrynde, hvad højrefløjen er nu, en ultimativ sandhed, så at der extra ecclesiam i bogstaveligste forstand kun var gråd, tænders gnidsel, sygelighed og sort reaktion.

Undertegnede, som nu om stunder af højrefløjen betegnes som "pinligt politisk korrekt", simpelt hen fordi jeg ikke mener, at indvandrere hører til i ølejre, indtil de kan sendes hjem til Afrika, kaldte man dengang uden blusel "fascist" - jeg tillod mig vistnok at betvivle, at aggressivitet altid skyldes farvestofferne i maden. Over for denne onslaught af rettro bestod reaktionen - i det mindste i kulturlivet - af små modstandsgrupper af selvironisk snusfornuft.

Meget af min initiale succes skyldes utvivlsomt, at jeg var stort set den eneste lovende danske forfatter, der ikke var marxist. "Mao er solen i mit hjerte!" skal Ebbe (Kløvedal) Reich på et tidspunkt have udbrudt - det var, før han blev grundtvigianer og begyndte at skrive om danske helte.

Så blev min gamle ven Arne Herløv Petersen (måske den eneste renhjertede socialist af dem alle) arresteret for spionage, og alle blev meget bange. Der var noget med en annonce mod atomvåben.

Det var dengang, en underskriftindsamling ansås for at have ungefær samme slagkraft som en brintbombe af middelstørrelse. Det var de rigeur dengang at erklære kolonihaven for atomvåbenfri zone - det er jo også billigere end en bunker.

Jeg skrev selv under - når det nu kunne glæde ham - jeg skriver også gerne under på, at somrene burde være længere hertillands, og vintrene kortere. Da rygtedes det, at annoncen var betalt af den sovjetiske ambassade, hvorefter underskriverne faldt over hinanden for at forsikre om deres fuldstændige uskyld i dette afskyelige stalinistiske komplot.

Nu er det med andre ord højrefløjen, der har både agt og magt, hvad angår saneringen af den menneskelige natur. Jeg vil nok aldrig blive nogen varm tilhænger af privateje af produktionsmidlerne, men hvis den venstrefløj, som jeg kendte, kommer igen, vil man næppe finde mig blandt modtagerne af nogen litteraturpriser. Når sandheden skal siges, har begge fløjes forhold til mig altid været wary - og det kan man jo egentlig godt forstå.

Når nogen fastslår et bestemt udfald af en konflikt som en historisk nødvendighed, betyder det som regel, at det er, hvad den pågældende gerne ser. Jeg er heller ikke selv vild med tanken om, at dem, du kalder perkere, med djævelens vold og magt skal integreres i det danske samfund.

Jeg så langt hellere, at den danske befolkning integreredes i en historisk sammenhæng, der gjorde det muligt for dem at modtage den kulturelle saltvandsindsprøjtning, indvandringen altid repræsenterer. Måske burde det være en forudsætning for at være dansk statsborger, at man kunne læse og skrive, hvilket naturligvis ville resultere i en del affolkede kommuner - men så ville der på den anden side blive plads til flere indvandrere!

Den slags er altid vanskeligt at diskutere, fordi ens forhold til indvandrere i høj grad vil være personligt. Groft sagt kunne man måske tale om fem kategorier.

1. Folk med dårlige erfaringer med indvandrere (som de måske egentlig lige så godt kunne have haft med blikkenslagere) - noget, der ofte sker i pressede miljøer. I en alles kamp mod alle vil man meget naturligt solidarisere sig med dem, der har den samme baggrund som en selv. Et afslappet forhold til diverse minoritetsgrupper kan altså med en vis ret kaldes en funktion af den luksus aldrig at have været i konflikt med dem. Denne type konstaterer ud fra inside information om andre racers kongenitale fordærvede natur, at enhver snak om integration er romantisk pladder.

2. Folk, der bliver en smule beklemt ved folk, der ser underlige ud, og som samtidig snusfornuftigt konstaterer, at når der ikke engang er penge til en ny bil, så er der det slet ikke til solidarisk tossegodhed.

3. Folk, som tager a balanced view. Det gør de altid, eftersom det så kræver den mindst mulige rejustering at slutte sig til det vindende hold.

4. Folk, som reagerer med en vis degout over for fjendebilledet af indvandreren. Ofte har de selv indvandrere som venner og ved selvsyn konstateret, at de ikke har horn - og det er jo på en måde snyd.

5. Folk, som i deres iver for at frelse den misforståede indvandrer ofte overser, at de fleste indvandrere er lige så fordomsfulde som andre mennesker.

Selv placerer jeg mig selv imellem 4 og 5 og dig imellem 1 og 2. Og så skal du i grunden have tak for dit racistiske/realistiske (take your pick) indlæg. Her er der da endelig noget at diskutere!

link

www.chresteria.dk/

==

Kronik

Vi ved alle sammen, at der er visse emner, som især har offentlighedens interesse. Paradoksalt nok er de ofte tabubelagte, hvilket giver dem en vis spænding.

Det må gerne handle om nogen, der har det værre end os selv, og det skader heller ikke, hvis der er nogen, vi kan blive enige om at finde usympatiske, de fleste af os har trods alt en del aggressivitet, vi ikke kan komme af med på lovlig vis, rent bortset fra, at der ikke er noget, der ryster folk sammen som en fælles fjende. Sig mig, hvem du hader, og jeg skal sige dig, hvem du er!

Det er med andre ord en svaghed, få af os kan sige sig fri for - naturligvis indebærer det et særligt ansvar at have adgang til medierne, og det er det, der ligger bag blandt andet racisme-paragraffen i vores lovgivning. Det er ikke svært at se, at pædofilien opfylder alle de ovennævnte betingelser for at være "godt stof".

Det er noget, man "helst ikke snakker om", hvilket naturligvis i sidste ende betyder, at man elsker at snakke om det. Ofrene er endvidere børn, som er mere forsvarsløse end andre - man må ikke ignorere, at den ganske naturlige frygt for, at noget sådant skal tilstøde vore egne børn, spiller en vigtig rolle.

Bekymringen for vores egen og vore kæres sikkerhed er den ganske forståelige komponent i alle fordomme mod minoritetsgrupper, og det gør den naturligvis særlig farlig. Her må vi berolige i stedet for at fordømme.

I slægt med denne er offerets ukrænkelighed, det "har lidt nok" og skal ikke yderligere sjofles ved, at vi betvivler dets objektivitet eller i nogen grad frikender den skyldige. Og så er vi sådan set ovre i det legale had til en person eller gruppe, som identificerer os, giver os en "holdning" og gør os bange for at sige eller gøre noget, der kan "misforstås" - i yderste konsekvens kan vi måske risikere selv at blive mistænkt for at tilhøre de formastelige.

Samtidig må vi erkende, at det, der for nogle generationer siden var ensbetydende med en slet karakter (for eksempel homoseksualitet) i dag er temmelig accepteret. Vi har fået et "afslappet" forhold til de såkaldte bøsser, som har meget at gøre med, at homofili og pædofili er blevet skilt ad, hvor det i min barndom stadig var stort set det samme.

Sådanne mennesker var "pæderaster". Det nyttede ikke stort at gøre opmærksom på, at der næppe er flere homoseksuelle end heteroseksuelle, der er specielt interesserede i børn, og at de fleste ligesom andre mennesker lever i mere eller mindre faste forhold til en anden voksen.

Det nyttede ikke, fordi det jo var et forsvar for noget, der ikke kunne forsvares. Naturligvis stiller sagen sig på et afgørende punkt anderledes for den pædofile, hvis tilbøjelighed synes fundamentalt uforenelig med det offentlige vel.

Alligevel tror jeg, løsningen på problemet også her ligger i fordomsfrihed. Problemet opstår nemlig, når vi blander tingene sammen, især vores aversion mod den pågældende tilbøjelighed og den skade, den forvolder.

Man skulle ikke tro, det var så svært at blive enige om en moral, der godkender alt, som ikke skader andre, men sådan er det desværre ikke. For det første er det naturligvis rigtigt, at den pædofiles bogstavelige opfyldelse af sit behov ikke kan tilgodeses.

Men dette gør ham ret beset også selv til et offer. Hans tilbøjelighed alene må altså vække vores sympati snarere end modvilje, og vi må gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe ham.

Her tror jeg, jeg skal præcisere, hvad jeg mener med "hjælpe". For at vende tilbage til det tidligere eksempel, skortede det tidligere ikke på forslag til, hvordan man skulle hjælpe, det vil sige "helbrede" den homoseksuelle.

Det er her ret åbenbart, hvordan "syg" bliver en moralsk term. Bortset fra et par religiøse fanatikere vil næppe nogen i dag kalde en homoseksuel syg, hvorimod det er en ganske acceptabel betegnelse for den pædofile, selv om der naturligvis ikke er nogen som helst grund til at opfatte det ene som mere biologisk korrekt end det andet - ingen af delene fører umiddelbart til prokreation.

Der er med andre ord tale om det fremhvæsede "syg" med grundlæggende de samme konnotationer som tidligere "ond". Hvor vi hovedsagelig skylder kristendommen den sidste glose, hører den første til i det nittende århundredes forestilling om naturens "orden", som vi kan krænke som en moderne Gud Fader.

I dag har vi måttet indse, at naturen er en mad scientist. Vi kan stadig bruge vores "naturlighed" imod alt fra homoseksualitet til gensplejsning, men det persuasive i denne forestilling bliver mere og mere åbenbar.

Et Menneske (som vi måske respektfuldt burde stave med stort begyndelsesbogstav ligesom tidligere en vis anden Herre) er altså ikke et samlebåndsprodukt, som kan blive kasseret i kontrollen - uanset om vi kan gøre noget ved det eller ej - men et ukrænkeligt mirakel med det lige så uundslippelige ansvar ikke at krænke andre mirakler. Hvis vi tror noget andet, opfører vi os ligesom nazisterne, der troede, de ville hæve deres kulturelle niveau ved at skaffe sig af med jøderne.

Når vi ser tilbage på de sikkert velmente forsøg på at helbrede homoseksuelle, transseksuelle og transvestitter (hvilket er grundlæggende forskellige ting med lige så mange forskellige overlapninger) minder det os mest om andre tiders koldtvandskure - i bund og grund tortur, for at få patienten til at "tilstå" sin sande, normale natur. Selv om vi kunne "helbrede" den pædofile, ville vi efterlade et hul i miraklet.

Naturligvis skal vi ikke afvise den, der søger hjælp på denne måde, men vi må være sikre på, at han gør det ud fra et personligt behov og ikke samfundets pres. I dag kan vi se, at homoseksuelles problemer i høj grad var vores problemer med at acceptere dem.

"Problem" er et andet fint ord, men også det kan misbruges. I dag taler man ofte om "indvandrerproblemet" på samme indlysende måde som engang om jødespørgsmålet.

Protesterer man, er man ikke "realistisk". Og det gør man jo, fordi man har en lumsk mistanke om, at der ikke er tale om indvandrernes problemer, men om indvandrerne som problem.

Og har vi først redefineret en befolkningsgruppe som et problem, rykker den let ind ved siden af arbejdsløshed og kolera, det vil sige noget, man må se at komme af med. Naturligvis er det ikke de pædofiles eneste problem, at vi ikke kan lide dem, men det hjælper dem ikke just til at løse de andre.

De kan så ikke andet end stille stejlt op - hvorfor skulle de ønske en dialog med så fjendtlige samtalepartnere? Og der er ting at tale om, problemer, som de pædofile ofte ikke selv er villige til at erkende.

Det grundlæggende er naturligvis, at det, som helliger ethvert forhold, partnerens samtykke, simpelt hen ikke kan opnås her. At tale om et barns samtykke til kønslig omgang er meningsløst.

Her kan der ikke gives køb - men betyder det så ikke, at vi bør være dobbelt imødekommende, når det gælder om at opfylde den pædofiles behov på anden vis? Derfor må jeg også give de pædofile ret, når de anklager loven mod børnepornografi for at være i strid med ytringsfriheden, når den også udstrækker sig til brugerne.

Jeg kan ikke med min bedste vilje se, hvordan man på grundlovens grund kan skride ind mod andet end det fysiske misbrug. Her må man imidlertid også være ubønhørlig - fremstillingen af denne vare kan ikke involvere børn på noget trin.

Det lyder måske umiddelbart selvmodsigende, men vi lever trods alt i den elektroniske tidsalder, hvor man kan simulere alting. Ingen skal forpligte mig til at glo på børneporno - eller nogen anden porno for den sags skyld - men jeg kan heller ikke forpligte andre på min seksualitet, på, hvad der tiltrækker og frastøder mig.

Jeg tror heller ikke meget på den med, at Playboy gør mænd til voldtægtsforbrydere, ligesom jeg heller ikke tror, det afholder nogen, der har de tendenser. Det er blot en menneskeret i videst mulig udstrækning at få tilfredsstillet også sine seksuelle behov.

Grænsen går ved andre menneskers frihed og velbefindende. Selvfølgelig er det ikke så enkelt.

Sex er også følelser. Engang troede man, at homoseksuelle var ude af stand til at knytte sig emotionelt til en partner.

Hvad med den pædofile, der er oprigtigt forelsket i et barn? På den anden side, hvis der er tale om kærlighed, hører den vel ikke op, fordi den pågældende fylder femten.

Og hvor skal vi sætte den kriminelle lavalder, det, der i engelsktalende lande hedder "age of consent"? Umiddelbart må jeg indrømme, at jeg snarere finder, at den er sat for lavt hertillands end for højt.

Naturligvis har den den samme svaghed som andre love, at den ikke skelner. Det forekommer mig umiddelbart absurd at skride ind mod et forhold med seksuelle overtoner mellem en tolvårig og en tiårig, som man kunne gøre det i USA.

Hvordan disse problemer end skal løses, må den første forudsætning være, at vi ikke tillader de pædofile at blive nemme skurke i en oplagsbevidst medieverden. Det skylder vi vores selvrespekt, som altid i sidste ende må være en respekt for mennesket.

Erwin Neutzsky-Wulff

==

Religion og nyreligiøsitet

Der er et gammelt ord, der siger, at når krybben er tom, bides hestene. Ganske tilsvarende skal man vare sig for præsten, når kirken er tom.

Dette er et punkt, hvor den i vort samfund ellers så populære fri konkurrence absolut ikke er velkommen. Her er der tale om forførelse af de fattige i ånden - skønt hvorfor det at aflønne en præst for at officiere ved ritualer, som savner enhver mening for samtlige involverede, ikke er det, kan være umiddelbart svært at gennemskue.

Man taler om "nyreligiøse" bevægelser, formodentlig for at adskille dem fra "that good old religion", som naturligvis i sin nuværende form er alt andet end oprindelig. En bedre betegnelse ville måske være "urreligiøse", eftersom dette altid er kultens erklærede mål: at føre religionen tilbage til en mere oprindelig og derfor effektivere form.

Noget andet er, at der næppe er mange moderne kulter, der er i stand til at realisere dette program, for nu at sige det mildt. Det betyder imidlertid ikke, at de er helt uden interesse for religionsfænomenologen.

I alle menneskenes gøremål er der et eller andet sted en fundamental drivende kraft, eller om man vil, en ærlig vilje. Regulære mysteriekulter med virkningsfulde teknikker til overskridelse af den kulturelle consensus skal man naturligvis ikke forvente.

Ikke desto mindre går visse træk igen, dels i imitation af de mere seriøse forlæg, men sikkert også som udtryk for almenmenneskelige religiøse behov. Det er således ikke lutter ond vilje, når kritikerne ofte er tilbøjelige til at skære alle over en kam.

Et fællestræk er det, at man afskærer sig fra det samfund, man lever i. Man kunne tale om en redefinition, som måske egentlig ikke er mere dramatisk end den, der karakteriserer samfundet som et hele, men naturligvis forekommer sådan for den, der tager kulturbaggrunden som en selvfølge.

Ikke mange mennesker betænker, hvor i grunden vilkårlige vore "værdier" er. Sæt, en nyreligiøs bevægelse, der havde ladet sig inspirere af en obskur semitisk stamme, ikke var blevet en succes i Rom.

Sæt, den katolske kirke i tide havde sat ind med en modreformation imod puritansk selvgodhed. Sæt, offentlige institutioner stadig blev drevet af tiggermunke i stedet for at blive udliciteret til rovdyr.

Som man vil se, er det i egentlig forstand samfundet, der er kulten, og de såkaldte kulter mere eller mindre vellykkede ekskursioner ud i en mere universel, almenmenneskelig baggrund. Den ekstreme disciplin til trods, som ofte karakteriserer denne type sekter, oplever dens medlemmer ganske givet en befrielse fra repressive normer.

Hertil kommer, at disse regler er døde, de udspringer ikke af behov, men af vane. Herimod står en veldefineret, men naturligvis også ekstremt simplificeret agenda, og tilfredsstillelsen ved at være den, der fører den ud i livet.

Bedreviden og elitisme er gennemgående træk, og latterliggørelse og diverse afsløringer af kultledernes sjældent særlig pletfri vandel har som regel ikke den tilsigtede virkning. I det moderne samfund er viden en stadig vanskeligere opdrivelig kommoditet, på trods af alle påstande om det modsatte.

Specialiseringen har gjort, at kun eksperterne kan tages rigtig alvorligt, og det er nu ikke særlig befordrende for vores selvbevidsthed. Sekter tilbyder gerne et overskueligt verdensbillede, som regel med "indvielsen" som en overkompenserende understregning af, at det kun er de få forundt at forstå disse i grunden banale "sandheder".

Man kan så tilføje noget mere eksotisk, men skønt unægtelig absurd er det sjældent særlig fantasifuldt. Den grundlæggende menneskelige nysgerrighed gør, at vi elsker et mysterium, om det så bare er en krimi på TV.

Det tvangsmæssige, som frastøder den udenforstående, er ofte endnu en gevinst for det moderne planløse menneske. Jo flere tilhængere sådanne bevægelser får, jo mere kommer de naturligvis til at ligne de samfundsinstitutioner, de oprindelig repræsenterede et alternativ til.

Man betaler sin skat og modtager sin avis. Omvendt kan private kulter gå meget langt i "selvrealisation" - som regel hovedsagelig kultlederens.

Er han ikke i besiddelse af meget specielle menneskelige egenskaber - og dette er nok trods alt sjældent tilfældet - vil det i længden blive for fristende for ham at lege med sit elektriske tog. Dette parret med disciplenes ofte aggressive krav om, at der skal ske noget, har efterhånden anbragt en del guruer i dødscellen.

Vi kan imidlertid også finde fællestræk hos de statsreligioner, kulten er en reaktion imod. Når den tidlige kristendom kunne få så meget vind i sejlene, skyldtes det netop den romerske statsreligions formelle status.

Ingen forventede længere at få besøg af Jupiter eller Merkur, de var i det højeste garanter for borgerlige pligter, og det er da også karakteristisk, at de kristne hovedsagelig (rets)forfulgtes som politiske forbrydere. Ganske tilsvarende er modtagelsen af helligånden og andre mirakuløse fænomener blevet til pseudohistoriske begivenheder omkring vor tidsregnings begyndelse.

Når vi begynder at uddrive ånder og tale i tunger, er vi ovre i det sekteriske. Når en religion dør, bliver den levende religiøsitet underlig, og berøvet en overlevering naturligvis også temmelig vilkårlig.

Den levende religion er en integreret del af menneskelivet, den er ikke i egentlig forstand hinsidig. I den døde rykker det religiøse indhold på sikker afstand, enten som nævnt ved at blive mytologisk eller "symbolsk", eller eventuelt et posthumt evighedshåb.

Den døde gud bliver med andre ord en gud for døde. Det forarger os, når forholdet mellem gud og menneske anskues som seksuelt, og i det hele taget viger vi tilbage for tanken om, at vore ritualer skulle have nogen fysisk effekt.

Det er tankevækkende, at det er de selvsamme aspekter af kristendommen, som bekymrede den romerske autoritet, som den senere er blevet klinisk renset for. Hvorfor kan vi ikke blive af med religionen?

Fordi den er det eneste forhold, mennesket kan have til verden, som ikke er grundlæggende fjendtligt. Religionen er en pagt, funderet på realisationen af, at verden ikke er noget uden mennesket, at den kun kan være virkelig i menneskelig forstand.

Det kan udtrykkes på mange måder, naturvidenskabsmanden vil tale om det meningsløse i iagttagelse uden iagttager, magikeren om virkelighed som konceptualisation, de antikke religioner om den cykliske genskabelse af verden ved menneskets mellemkomst, og kristendommen om mennesket som centralt i Skabelsen som skabt i Guds billede og frelsesobjekt. Problemet er, at når det bliver eventyr for børn, virker det ikke længere.

Religion kan ligesom kærlighed ikke forstås rent hypotetisk, den må opleves. Det får os måske til at spænde hanen på pistolen, men det er der ikke noget at gøre ved.

Erwin Neutzsky-Wulff

==

geniis in mense min genius jeg ære må, den sjæl, som ikke mange ænse - og det kan man jo godt forstå. Aldrig Min Egen gik i kloster, den fane mere var end særk, om gaver eller tyvekoster den skænked mig, den var dog Stærk. Den, som ej skyer jern og plade, på silke hviler uden frygt og ingen mand behøver hade. Sin genius han følger trygt og redeligt. Og tog han bytte, han altid mere gav end tog - uskadelig gør ingen nytte, til nar er en elskværdig bog. So thanks for nothing, Menschenbrüder, du rottehær, som æder skarn! og tak for alt, du Himmel-Bryder, som jaged verden i mit garn.

Men skønt jeg ikke just var ventet, og du - Min Bror - var af min vej, så står du dog i Testamentet. Jeg efterlader alt til dig.

Glædelig Jul og Eternal Returns fra

ERWIN NEUTZSKY-WULFF

==

mig i denne tid, det gør jeg nu så tit, men gid, jeg vidste, om jeg burde. Så derfor overvejer jeg at ringe og forhøre mig hos Lene - gid jeg turde!

At bryde ud i glædesrus, når andres huse går i grus, er selvsagt nederdrægtigt. Men at der også er en lov mod skadefryd og den slags sjov, det finder jeg fordægtigt.

Forsvare skal vi jo vort land langt borte i Afghanistan med vores krigsmaskine. Jeg tænker, hvad nu hvis en dag den rammer helt ved siden af. Må man så gerne grine?

Jeg glæder mig i denne tid, det gør mig helt paranoid - i telefonens summen et klik jeg hører, så nu ved jeg ikke, om de lytter med. Så havner jeg i brummen.

Og sådan bliver vist mit liv, til usund humor med en kniv kan fjernes fra min hjerne. Og skønt det er mod min natur: Fra nu af vil jeg være sur. Det må man stadig gerne.

==

Velkommen her i dette rum, hvor verden udenfor er stum, og hvor - hvis det behager dig - et andet rum vil åbne sig!