ENW 1/3/2006

357 : Edgar Allan Poe: A Dream within a Dream 358 : 365 : 366 Teresa af Avila: Den hellige Teresa af Avilas liv fortalt af hende selv 369 Chretien du Troyes: Le Conte du Graal 376 : Cervantes: Don Quixote 378 John Milton: The History of Britain 380 : 382 Henrik Ibsen: Peer Gynt 383 Lord Tennyson: The Lady of Shalott 387 : 392 Nonnos: Dionysiaca 397 John Milton: Paradise Lost 397 : 399 John Milton: Paradise Lost 400 Chretien du Troyes: Le Chevalier de la Charette 410 : 412 T. S. Eliot: The Hollow Men 414 : 417 Ovid: Metamorphoses 418 Euripides: Bakchanter 418 Homer: Odysseen 423 : 424 : 425 : 426 : 427 Jacob & Wilhelm Grimm: Kinder und Hausmärchen 431 : 431 : 431 William Shakespeare: The Merchant of Venice 432 : 433 : 433 : 433 : 434 : 437 Jacob & Wilhelm Grimm: Kinder und Hausmärchen 444 : 445 Havamal 459 : 461 : 464 : 465 : 473 : 476 : 477 : 478 : 479 : 483 Zohar 484 : 487 : 490 Platon: Staten 494 Bogen om aktualisation 495 Hesiod: Theogonien 495 William Shakespeare: A Midsummer night's dream 495 : 496 : 501 Herodot: Historie 501 : 501 : 502 : 504 : 505 :( hehe): 506 T. S. Eliot: The Rock 508 : 512 : 514 : 515 : 519 : 523 Gnostisk formel 523 : 524 : 525 : 528 : 533 Le Grand Grimoire 533 : 534 : 534 : 535 : 536 : 536 : 540 : 541 : 543 : 544 : 545 : 546 : 549 : 551 Erich Fromm: The Sane Society 552 William Blake: Songs of Experience 556 Wolfgang Amadeus Mozart: Die Zauberflöte 564 Ludvig Holberg: Jeppe paa Bierget 564 George Orwell: Animal Farm 565 Richard Wagner: Die Revolution 568 Richard Wagner: Der Ring des Nibelungen 575 Friedrich Nietzsche: Jenseits von Gut und Böse 575 : 576 Friedrich Nietzsche: Der Antichrist 579 : 581 Richard Wagner: Die Revolution 586 Jean de la Fontaine: Fables Choisies 588 Ovid: Metamorphoses 589 : 590 : 581 : 591 : 592 Vergil: Eclogae 593 : 594 : 594 : 596 : 599 Ordsprog 600 Johann Wolfgang von Goethe: Faust 600 : 600 : 601 : 603 John Milton: Comus 604 : 606 : 607 : 609 : 612 : 613 Erwin Schrödinger: Meine Weltansicht 614 Albert Einstein 619 Lord Byron: Manfred 623 Ovid: Metamorphoses 627 : 627 : 628 : 629 : 629 : 629 : 631 : 632 Ovid: Metamorphoses 634 : 635 William Shakespeare: A Midsummer Night's Dream 642 : 644 : 648 : 650 : 654 Walt Whitman: Leaves of Grass 656 : 664 : 670 Walt Whitman: So Long! 673 Ovid: Metamorphoses

6 4 2006

DER RING DES NIBELUNGEN

Wagner var 26 år om ringen.

"I begyndelsen er Ånden, en uendelig række af horn, der glider umærkeligt over i hinanden, en bølge, der hæver sig, brydes og afløses af en anden i strygerne. Åndens havblik bliver til materiens strømmende flod, Rhinen. Her boltrer rhindøtrene sig, et med de legende bølger. Og dog er enheden allerede brudt i det første replikskifte: Allein - zwei - VOR DIR - Geschwister. Men konflikten er på skrømt, en leg. Dog advarer Flosshilde: Besser bewacht des Schlummernden Bett! Den slumrende er Ånden, der nu ligger glimrende på flodens bund, Rhinguldet, som en uforløst kraft, et salt, der endnu ikke har gennemtrængt vandet. Men Alberich betragter dem allerede lystent." "Nå," siger du. Weia! Waga! Woge, du Welle! walle zur Wiege! Wagalaweia! Wallalala weiala weia!

Det endnu usaltede urhav kaldes Apsu.

"Jeg ved det," trøster Era, "det er højst forvirrende med dette persongalleri fuldt af overnaturlige væsner. Men hør nu her: Dværgene repræsenterer det prækognitive kulturtrin, kæmperne det prækulturelle, og guderne det kulturelle. Alberich lyster efter materien, men har ingen mulighed for at beherske den. Hemmeligheden ligger i mennesket slægtskab med ånden, guldet på Rhinens bund. Men for at aktualisere den, smede den om til en ring, cyklus, må mennesket først så at sige træde ud af sig selv, forsage kærligheden for at opnå magten. Naturen føler sig tryg i forvisningen om, at mennesket ikke vil være i stand til dette kunststykke." He he! Ihr Nicker! Wie seid ihr niedlich, neidliches Volk! Aus Nibelheims Nacht naht' ich mich gern, neigtet ihr euch zu mir.

Alberich hedder i den nordiske mytologi Andvare.

"Alberich hæver truende næven, og i samme øjeblik står solen op og får guldet til at glimre. Søstrene bader i skinnet, som de anser for uden for hans rækkevidde, imens de plaprer ubekymret om dets magt og betingelsen for at opnå den. 'Denn was nur lebt, will lieben; meiden will keiner die Minne.' Men mennesket besidder netop evnen til at unddrage sig kærlighedens magt og derved opnå magt over verden. Alberich forbander kærligheden og tilriver sig ringen. Den aktuelle verden er skabt." Nur wer der Minne Macht entsagt, nur wer der Liebe Lust verjagt, nur der erzielt sich den Zauber, zum Reif zu zwingen das Gold.

Ringen hedder Andvarenaut.

"Nu vågner guderne og får øje på kulturens borg, Valhal. Men den er bygget af kæmper, det vil sige med prækulturelle kræfter. Frugtbarheden hører ikke til i kulturen, den kræver naturen tilbage. Gudinderne indså faren, men blev bragt til tavshed.

Et uddrag af Mesterspillet, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff. 1

Wotan minder da Fricka om, at hun selv bad om borgen, og hun medgiver, at den var udtryk for et ønske om at binde ham. Men det er mislykkedes, i stedet for fred pønser han på krig. Wotan forsvarer sig: Kan han ikke være fri, må han i det mindste herske. Fricka bryder sammen i gråd og forbander manden, der 'um der Macht und Herrschaft Tand verspielt Liebe und Weibes Wert'. Det er altså atter ring-temaet. Wotan mener, at hun er uretfærdig. Satte han ikke også sit liv på spil for at vinde hende?" Ehr' ich die Frauen doch mehr als dich freut!

Valhal har 540 døre.

"Nu kommer Freia ind på scenen, på flugt for kæmperne Fasolt og Fafner. Wotan beroliger hende nervøst: 'Lass ihn drohn! Sahst du nicht Loge?' Loge er intelligensens gud. Når det gælder forslagenhed, forlader alle guderne sig på ham, men de har også mistillid til ham. Det var ham, der lovede Wotan, at han roligt kunne give Freia i pant, han skulle nok finde en udvej. I venten på sin rådgivers ankomst forsøger han sig selv. 'Nennt, Leute, den Lohn!' siger han large, dog 'Freia ist mir nicht feil!' Rasende minder kæmperne Wotan om, at den pagt, han nu bryder, er den eneste, der holder dem i skak." Dort steht's was wir stemmten: schimmernd hell bescheint's der Tag: zieh nun ein, uns zahl' den Lohn!

Freias Valhal hedder Folkvang.

"Den pagt, kæmperne hentyder til, er indristet i Wotans spyd, der repræsenterer det kognitive sprog. Loges udgave af denne pagt er tilsvarende det kommunikative. Wotans spyd opretholder verdensordenen, Loges omgår den snedigt. Fasolt roser Freias dyder, men Fafner røber den egentlige grund til deres forlangende: Uden Freias æbler ældes guderne, og verden vender tilbage til den primordiale tilstand. Loge ankommer, men ved heller ikke umiddelbart noget råd. Overalt har han søgt, men intet fundet, der kan erstatte 'Weibes Wonne und Wert'. Da hørte han imidlertid om Alberich, der forsvor kærligheden. Kæmperne lover nu at opgive Freia til fordel for guldet, men beholder hende dog indtil videre som gidsel." Durch Raub! Was ein Dieb stahl, das stiehlst du dem Dieb: ward leichter ein Eigen erlangt?

De forsamlede guder er Wotan, Donner, Loge og Froh. I ringen repræsenteres materien af Rhinen.

"Nu nedstiger Wotan og Loge til dværgenes verden, som imidlertid ikke længere er den samme. Alberich har sørget for fuld beskæftigelse. Selv sin egen broder, Mime, har han betvunget. Nibelheim er Wagners vision af det moderne, autoritære samfund, som han i sin individualisme og anarkisme forsager. Her er kulturmennesket atter sat tilbage til dyrets niveau ved den lukkede rings magt, som Alberich udøver. Selv har han kun tanke for det guld, hans slaver stabler op på scenen, magt for magtens egen skyld. Mime er her den ondskabsfuldeste karikatur af den intellektuelle, der har ladet sig kujonere." Hehe! Hehe! Hieher! Hieher!

Et uddrag af Mesterspillet, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff. 2

Garm vogter Nebelheim.

"Mime er det, der har smedet dølgehjelmen, der gør det muligt for Alberich at være alle steder på en gang. Dens magiske formel er: NACHT UND NEBEL - NIEMAND GLEICH, det vil sige det mørke og den tåge, hvor ingen ligner sig selv mere. Mime betror sig straks til Loge, hans åndsbroder: Førhen levede dværgene en sorgløs eksistens, og guldet blev kun anvendt til at smykke deres kvinder. Men Alberich tror på ubegrænset vækst, alle ressourcer skal tømmes. Han røber også sin egen ambition, selv at blive herre. Hjelmen skulle være hans våben, men Alberich forstod bedre at udnytte den." Mit arger List schuf sich Alberich aus Rheines Gold einen gelben Reif: seinem starken Zauber zittern wir staunend; mit ihm zwingt er uns alle.

I den nordiske mytologi er Hel hersker i Nebelheim.

"Alberich anerkender ikke længere Loge, men derfor frygter han ham heller ikke. Han praler af sin rigdom, og Loge bemærker tørt, at den synes overflødig, hvor intet er værd at købe. Men guldet har en langt større magt, som Alberich røber sin ambition: Wie ich der Liebe abgesagt, alles, was lebt, soll ihr entsagen! Mit Golde gekirrt nach Gold nur sollt ihr noch gieren. Wotan raser, men Loge bevarer fatningen. Kan dølgehjelmen virkelig udrette de vidundere, Alberich praler med? Ikke blot kan den således skjule tyrannen, men give ham en hvilken som helst form, han ønsker. Han beviser det straks og viser uden at vide det sin sande skikkelse, Midgårdsormen." Riesenwurm winde sich ringelnd!

I Bibelen hedder Midgårdsormen Rahab.

"Loge er dog ikke overbevist, men narrer Alberich til at skabe sig om til en tudse, som Wotan derefter sætter foden på. For at slippe fri erklærer Alberich sig villig til at opgive sit guld, blot han må beholde ringen, der er kilden til hans rigdom. Da han indser, at han også må bøde den, forbander han den i stedet. Nu kommer kæmperne tilbage, medførende deres gidsel. De indvilliger i at tage så meget guld i bytte for Freia, at det skjuler gudinden." Wie durch Fluch er mir geriet, verflucht sei dieser Ring!

Kun ringen formår at skjule gudindens øje.

"Først vil Wotan ikke af med ringen, men da stiger Erda op af jorden og advarer ham imod at beholde den, idet hun varsler ham Gudedæmringen. Fafner og Fasolt kommer straks op at skændes om skatten, og da det kommer til ringen, dræber Fafner sin broder. Og imens rhindøtrene begræder deres tabte skat, drager guderne ind i borgen." Rheingold! Rheingold! Reines Gold! O leuchtete noch in der Tiefe dein lautrer Tand! Traulich und treu ist's nur in der Tiefe: falsch und feig ist, was dort oben sich freut!

Et uddrag af Mesterspillet, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff. 3

Erda er en af nornerne.

"I ringens anden del optræder endelig mennesker på scenen, der nu er Midgård. Midt i menneskeboligen står en vældig ask, Verdenstræet. I denne version repræsenteres Ånden ved et sværd, der sidder fast i stammen. Krigeren Siegmund kommer udefra, i et frygteligt uvejr. Han er såret og på flugt, Sieglinde betragter ham undrende. Kort efter råber han på 'ein Quell', og hun henter et drikkehorn til ham. Men den lindring, det kvindelige giver, er kort, da hun præsenterer sig selv: Dies Haus und dies Weib sind Hundings Eigen. Umiddelbart efter følger det første kys, Sieglinde 'smager ham drikken til'." Wehwalt hiess ich mich selbst: Hunding will ich erwarten.

Træet hedder Ygdrasil.

"Nu kommer Hunding, nærmest irriteret over at finde en fremmed i sit hus forlanger han maden på bordet. Mens de spiser, betragter han i smug de to og undrer sig over, hvor meget de ligner hinanden, den samme 'gleissende Wurm' i begges øjne. Han udfritter sin gæst om hans navn, men Siegmund er forsigtig. Helst hed han Friedmund, Frohwalt er han i hvert fald ikke, altså Wehwalt. Engang, da han kom hjem fra leding med sin fader, var gården brændt ned, moderen død, og søsteren bortført. Siden da har han levet i skoven og er derfor en 'ulv'. Dem har Hunding nok hørt om, og ikke for det gode. Siegmund giver ham ret: Was schlimm immer mir schien, andere gaben ihm Gunst. In Fehde fiel ich wo ich mich fand, Zorn traf mich, wohin ich zog ..." Wehrlich und stark war Wolfe; der Feinde wuchsen ihm viel.

Siegmunds efternavn er Vølsung.

"Sidst kæmpede han for en kvinde, hvis familie ville bortgifte hende til en mand, hun ikke elskede. Men da hendes brødre lå døde, vendte hun sig imod sin redningsmand, og han stod atter ene mod alle. Nu forstår Hunding, at Siegmund er den, også han jager. Gæstefreden har reddet ham, men den næste dag må han dø. Våbenløs erindrer Siegmund, at Ulven engang tilsvor ham, at han i den yderste nød skulle finde et sværd. Vi ser nu hjaltet i træet, men Siegmund ser det ikke. Sieglinde, der har bedøvet sin mand, hengiver sig til ham: Du bist der Lenz, nach dem ich verlangte in frostigen Winters Frist. Fremdes nur sah ich von je, freundlos war mir das Nahe ..." Freudige Rache ruft nun den Frohen!

Sieglinde hedder i den nordiske mytologi Signe.

"Ud fra Siegmunds beskrivelse af sin skæbne har Sieglinde genkendt sin broder og elsker. Således bliver da Kærligheden - på en gang Ægteskabsbrud og Blodskam - den yderste nød, som tillader Siegmund at drage sværdet Notung." Braut und Schwester bist du dem Bruder.

Et uddrag af Mesterspillet, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff. 4

Notung hedder i den nordiske mytologi Gram. Sieglindes ægtemand hedder Hunding.

"Også ovenpå forberedes kampen. Wotan sender sin valkyrie Brynhilde ud for at sikre hans yndling Siegmund sejren. Brynhilde skynder sig af sted, eftersom et værre slagsmål truer på stedet, da Fricka nærmer sig. Der alte Sturm! sukker Wotan. Doch Stand muss ich hier halten! Frickas klagemål er forudsigeligt: Som ægteskabets vogter må hun insistere på, at hendes gemal tager den krænkede ægtemands parti. Wotan nægter blankt: Unheilig acht' ich den Eid, der Unliebende eint! Men søster og broder! Har man set noget lignende? Heut' hast du's erlebt! svarer Wotan roligt. Fricka indvender, at hvis menneskene kan gøre, hvad der passer dem, er det sket med respekten for guderne." Stets Gewohntes nur magst du verstehn: doch was noch nie sich traf, danach trachtet mein Sinn.

Hunding hedder i den nordiske mytologi Lyngve.

"Til sidst giver han efter for sin hustrus plagerier og lover at vende sig mod Siegmund. I en lang monolog forsøger han derefter at forklare sig for Brynhilde. Da kulturen var ung, blev den holdt sammen af kærlighed, men da denne svigtede, af pagter. Men den slags holder ikke, og Alberich og hans dværge har nu vundet herredømmet. Derfor avlede Wotan med Erda otte døtre, valkyrierne. Som Fylgjer var deres opgave at opdrage helte, der skulle genskabe verden ved at bryde dens fastlagte orden. En sådan helt kunne genvinde ringen, som nu Fafner besidder. Brynhilde fremholder nu Siegmund som en sådan helt, og Wotan må bekende, at han har viet ham til døden, og at hun er redskabet." Die herrisch wir sonst in Gesetzen hielten - die solltet zu Sturm und Streit ihr nun stacheln, ihre Kraft reizen zu rauhem Krieg.

Erda hedder i den nordiske mytologi Urd.

"Vi genfinder Siegmund og Sieglinde på flugten, hvor Brynhilde viser sig for helten og forudsiger hans død, men skønt hun forjætter ham Valhals salighed, nægter han, når Sieglinde ikke kan følge ham. Brynhilde spørger rørt ved synet af den segnede Sieglinde: Nichts sonst haltest du hehr? Hun lover da at trodse Wotan og skænke ham sejren." Siegmund! Sieh auf mich! Ich bin's, der bald du folgst.

Den valkyrie der indleder tredie akt hedder Gerhilde.

"I den påfølgende kamp beskytter hun Siegmund med sit skjold, men må vige for Wotan, hvis spyd splintrer Notung, og han falder. Brynhilde når dog at redde Sieglinde og deres ufødte barn. Wotan kan ikke nære sig for at vise sig for Hunding, der styrter død om. Nu mangler kun opgøret med Brynhilde, der trodsede ham. Hendes straf er at synke i en dyb søvn, men for at ikke en niding skal forgribe sig på hende, omspænder Wotan hende med ild." Loge! Loge! Hieher!

Et uddrag af Mesterspillet, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff. 5

Erda er Brynhildes mor.

"Sieglinde," forklarer hun videre, "er flygtet til omegnen af Fafners hule, hvor han i skikkelse af en lindorm vogter sit guld, det er nemlig det eneste sted, Wotan undgår. Her er nu Siegfried vokset op og er kommet i lære hos smeden Mime, som han forlanger, skal smede ham et sværd. Men hvor godt end Mime smeder, Siegfried slår dem alle i stykker, som om de var legetøj. Kunne han blot hele Notung, var det en anden sag ..." Siegfried hedder i den nordiske mytologi Sigurd. "Med Notung kunne Siegfried fælde Fafner, og det skulle så være en smal sag for Mime at narre skatten fra ham. Nu kommer Siegfried ind på scenen med en bjørn, han har fanget, og Mime slipper kun for videre tiltale ved at give ham sværdet. Men det holder naturligvis ikke længere end de øvrige. Nu har Mime imidlertid fået nok af Siegfrieds utaknemmelighed, har han ikke tålmodigt opfostret lømlen? Men Siegfried har ikke brug for, hvad Mime kan give ham. Langt hellere omgås han skovens dyr, men alligevel vender han altid tilbage. Mime påstår at være Siegfrieds far, men hvor er da hans mor? Desuden, hvordan kan Mime have avlet noget så uligt ham selv? Alle disse ting har Siegfried lært af naturen, og de modsiger alle sammen det, Mime har lært ham. Mime indrømmer nu, at han kun er adopteret, han tog ham fra hans døende mor. Mime fortaber sig atter i erindringen om 'das zullende Kind'. Han forstår ikke, at Siegfried er ved at blive en mand, og at hans rigtige far rører sig i ham. Mime nævner da moderens navn og viser ham stumperne af Notung. Da træder Wotan ind i en vandrers skikkelse." Still mit dem alten Starenlied!

Regin opfostrer Sigurd.

"Mime er ikke særlig gæstfri. Han afviser den fremmedes visdom, han har nok i sin egen: Ich weiss mir g'rade genug. Gæsten insisterer imidlertid på, at hans vært prøver hans visdom. For at blive af med ham stiller Mime da den viseste af alle tre tåbelige spørgsmål. Hvad han ikke regner med, er, at den fremmede vil stille ham på den samme prøve. De to første spørgsmål om vølsungerne og Notung besvarer han let. Da spørger Wotan ham imidlertid, hvem der skal smede Notung helt igen, og her bliver han svar skyldig. Da svarer vandreren selv: Kun den, der ikke kender til frygt, smeder Notung nyt." "Den, der ikke kender til frygt," gentager du tænksomt. "Præcis. Frygt er jo altid en frygt for konsekvenser, og det er netop denne bekymring, der som den eneste oprindelige synd umuliggør omgangen med ånden, som Notung repræsenterer." "Nåja." "Da Mime ikke kan svare, må han bøde med sit liv, men Wotan skænker det til den samme frygtløse, hvorom han har talt. Da Siegfried kommer tilbage, er det derfor Mime meget om at gøre at lære ham at frygte. Nu bliver Siegfried nysgerrig, og Mime foreslår den frygtindgydende Fafner som læremester. Siegfried smeder da selv sit sværd." Aus der Welt-Esche weihlichstem Aste schuf er sich einen Schaft: dorrt der Stamm, nie verdirbt doch der Speer; mit seiner Spitze sperrt Wotan die Welt.

Et uddrag af Mesterspillet, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff. 6

Reidmar er Regins far. Wotan har sit spyd fra Ygdrasil.

På den tolvte dag fortsætter gennemgangen af Wagner. Uden for Fafners hule ligger Alberich på lur. "Nu træder Vandreren atter ind på scenen. Alberich genkender ham og påstår ikke længere at frygte ham. Ved sin opførsel har han jo selv krænket runerne, der er ristet i hans spydskaft. Wotan svarer, at Alberich jo alligevel aldrig har respekteret dem, men kun spyddets od. Han advarer derefter nibelungen om, at Siegfried er på vej, ført af Mime, og vækker Fafner. Alberich forklarer uhyret, at Siegfried kun begærer ringen, hvis Fafner overlader dværgen den, vil den beholde livet. Men den kapitalistiske drage er for dum til at redde blot sit eget liv: Ich lieg' und besitz' - lasst mich schlafen! Da Siegfried ankommer, spørger han Mime efter uhyrets hjerte, for skønt det er 'ein grimmiges, hartes Herz', så kan det dog gennembores. Derefter gemmer dværgen sig og lader Siegfried ene. Han harcellerer nu over dværgens grimhed." "Men det er vel ikke specielt sympatisk," indvender du. Fort mit dem Alb! Ich mag ihn nicht mehr sehn.

"Siegfried er måske litteraturhistoriens mest usympatiske helt, netop fordi han ikke er en antihelt, Wagner kan slet ikke se hans svagheder, fordi det er hans egne. Dermed bliver hans uskyld til stupid voldsmentalitet. Han føler sig kaldet til at fælde dem, han har udnævnt til drager, og til at viktimisere dem, der ikke lever op til hans eget fade skønhedsideal. Når han skræmmer og piner sin læremester, er det således for Wagner kun udtryk for hans mandige humor. Det er ikke svært at se, hvordan et sådant helteideal kunne masseproduceres til en hær af bøller, og hvorfor Hitler måtte elske denne helt. For ham var det tænksomme, tøvende, humane menneske simpelt hen svagt. Men han frygtede det naturligvis også. Det er den samme mekanisme, som får vor egen tids fascister til at lægge deres modstandere for had ved at insistere på det 'uæstetiske' og 'syge' ved seksualiteteten og alle andre menneskelige livsytringer. De efterstræber ringens døde magt og spyddets upersonlige autoritet. Men autoritet kan ligesom viden kun gives som en gave af kærlighed, de kan ikke påtvinges." "Men - hvad skal vi så overhovedet med Wagner?" 'Du sollst nicht lieben!' Era smiler. "Hvad skal vi med den hæslige dværg? Vi skal lære af ham, og for at lære af ham må vi først forstå ham, det vil sige gå ind på hans tanke og give ham nøglen til vores hjerte. Om han så skal dvæle der, er en anden historie. For hvis vi ikke lukker ham ind, er vi ikke anderledes end alle de andre idioter, der lader sig skræmme af en pukkel eller en fiks ide hos deres lærere." "Jeg forstår. Vi holder altså med Siegfried." "Vi holder med Siegfried. For ellers kan vi lige så godt gå hjem. Siegfried forsøger nu at kommunikere med fuglene med sin fløjte, men det lykkes ikke. I stedet dukker Fafner op." WAS IST DA?

Et uddrag af Mesterspillet, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff. 7

Siegfrieds hest hedder Grane. "Ikke overraskende lykkes det Siegfried at dræbe Fafner, men da han vil trække sværdet til sig, oversprøjtes hans hånd med blod. Det svier, og han sutter på fingrene og opnår derved evnen til at forstå fuglenes sang. De fortæller ham da om Nibelungens skat i hulen, om dølgehjelmen og ringen. Alberich og Mime skændes allerede om byttet, men da Siegfried kommer ud, fjerner Alberich sig. Mime er imidlertid ikke længere i stand til at skjule sit forehavende: At han vil forgive Siegfried, og denne dræber ham. Derefter drager han af sted for at finde den sovende skønhed, fuglene har forjættet ham." Trinken wollt' ich: nun treff' ich auch Frass!

Den sovende skønhed hedder i den nordiske mytologi Sigdrifa.

"Wotan har i mellemtiden påkaldt Erda for at erfare sin skæbne. Men denne skæbne kan kun findes i handlingen, i de norner, som lyder hendes bud, og de endnu mere aktualiserede fylgjer, der styrer den individuelle skæbne. Hun undres derfor såre, da hun hører, at Wotan har sat disse kræfter ud af spil. Wotan har imidlertid løsningen: Siegfried, der handler uden gudernes hjælp og imod deres vilje. Men da han kort efter møder helten, kan han alligevel ikke forlige sig med dennes respektløshed, og stiller atter Lovens spyd over for Åndens sværd. Men denne gang brister spyddet. Nu er vejen fri til Brynhilde, som han først tager for en såret kriger. Da han befrier 'ham' for rustningen, opdager han imidlertid til sin rædsel et væsen ganske ulig ham selv, ved at opdage kvinden bliver han en mand." Zieh hin! Ich kann dich nicht halten!

Hjalmgunnar og Agnar.

'Du selbst bin ich,' siger hun til ham. 'Wissend bin ich nur, weil ich dich liebe.' Kun i hendes rustning kan han sejre, de 'mægtige bånd', hun binder ham med. Feurige Angst fasst meine Augen: mir schwankt und schwindelt der Sinn - das ist kein Mann ...!

Du når lige at blive færdig med den morsomme krydsord, da Era kommer tilbage, og tæppet går for RAGNAROK. De tre norner er på scenen. Era forklarer. "De taler om de saturniske dage, hvor verdensasken stod grøn. Odin brød en gren af den for at forfærdige sit spyd og sårede det derved uhelbredeligt. Nu har en helt brudt spyddet, og Ygdrasil ligger stablet om Valhal som ved omkring et bål. Loge, som guderne fæstede som rådgiver, er nu atter fri. I mellemtiden belaver Brynhilde sig på at sende sin Siegfried ud i verden for at genskabe den. Hun har lært ham runerne og alt, hvad hun ved, og frygter nu, at han skal glemme hende. Men for Siegfried er der kun hende og den opgave, hun har sat ham på. Han giver hende derpå magtens ring og får hendes hest i bytte." Wo ich bin, bergen sich beide.

Et uddrag af Mesterspillet, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff. 8

Odin drak af Mimers brønd.

"Imens holder gibichungerne hof. Deres slægt er imidlertid ufrugtbar, kong Gunther har ingen hustru, og hans søster Gutrune ingen mand, som hans halvbroder Hagen gør opmærksom på. Han nævner da Brynhilde som en mulig brud. Da det imidlertid står begge klart, at kun Siegfried kan vinde hende, beslutter de at give ham Gutrune til hustru. Til gengæld skal han vinde Brynhilde for Gunther. Til dette formål anbefaler Hagen en glemselsdrik." "Men jeg troede, Siegfried og Brynhilde skulle have hinanden i enden?" "Intrigen i Ragnarok er, at der er ikke en, men to mulige undergange. Kulturen, Valhalla er dømt, men hvad kommer der bagefter?" Jagt er auf Taten wonnig umher, zum engen Tann wird ihm die Welt.

Gunter hedder i den nordiske mytologi Gunnar.

"Det er Wotans plan, at det skal følges af et nyt prækulturelt stade, hvor kæmperne erstattes af helte, der byder guderne trods. Siegfried har allerede vist, at han er en sådan helt, i den anden af to nøglesekvenser i operaen. I VALKYRIEN brast Åndens sværd mod Lovens spyd, men i RAGNAROK sker det modsatte. Men som det skal vise sig, er helten ikke ganske uimodtagelig for det postkulturelle stadiums fristelser. Det viser sig allerede, da han giver Grane fra sig for at kunne træde ind i kæmpehallen. Siegfried har ikke nok i det overmenneskeligt kvindelige som repræsenteret ved Brynhilde, han har brug for mænds selskab, forbrødring og beundring." Ich kannte dich nur an deiner Kraft.

Gutrune hedder i den nordiske mytologi Gudrun.

"I denne sammenhæng passer den tamme, men dominerende Hausfrau Gutrune bedre, og vi ser en gentagelse af temaet fra RHINGULDET, hvor Fricka frister Wotan til at bygge Valhal. Gradvis mister han sin uskyld, han undervises i brugen af dølgehjelmen, hvis formål han som rent kognitiv slet ikke forstår. Bag det hele står Hagen, den søn, Alberich har avlet med Gunthers moder Grimhilde uden kærlighed, og ringen er hans mål. I Gunthers skikkelse betvinger Siegfried nu Brynhilde, idet han tager ringen fra hende. Sværdet, som før førte dem sammen, skiller dem nu." Dies Gewirk, unkund seiner Kraft.

Brynhild hviler på bjerget Hindarfjeld.

"Han kan nu prale af sin bedrift og høste sin løn i form af Gutrune, han har ofret kærligheden, ikke for magt, men for accept. Ringens forbandelse har også ramt ham. Kort efter ankommer Brynhilde." Die Treue wahrend dem Bruder, trenne mich von seiner Braut!

Et uddrag af Mesterspillet, skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff. 9

Hagen hedder i den nordiske mytologi Høgne.

"Brynhilde er naturligvis forvirret, for at sige det mildt, og hendes konsternation bliver ikke mindre, da hun ser den ring, Gunther tog fra hende, på Siegfrieds hånd. Hun forstår nu, at det var Siegfried, der vandt hende for anden gang, og som hun elsker. Mængden kan dog kun forstå det således, at Siegfried har forgrebet sig på Gunthers hustru. Hagen foreslår nu, at Siegfried giver sit liv i pant på, at han taler sandt. For Brynhilde må det da forekomme, som om han helt og aldeles har svigtet hende, og sammen med Hagen og Gunther planlægger hun hans død." Verrat? An wem?

Ryggen er Siegfrieds Akilleshæl.

"På den påfølgende jagt møder Siegfried rhindøtrene, der bønfalder ham om at give dem ringen tilbage, hvad han nægter. Da trylledrikkens virkning kort efter ophører, røber Siegfried sagens rette sammenhæng, og Hagen dræber ham. Da han derefter gør krav på ringen, geråder han imidlertid i klammeri med Gunther, der kræver den som søsterens arv, og Hagen dræber Gunther. Gutrune røber nu alt om glemselsdrikken for Brynhilde, der bestiger Siegfrieds ligbål efter at have kastet ringen i Rhinen. Hagen dykker desperat efter den og trækkes ned af rhindøtrene. I baggrunden brænder Valhal." So - werf' ich den Brand in Wallhall's prangende Burg.

Førsteopførelsen fandt sted i 1876.

"Ringen handler om selve tilværelsens betingelser, muligheden af at opnå bevidsthed uden at forsage driften. Siegfried realiserer næsten dette ideal i sin kærlighed til Brynhilde, men i sidste ende prisgiver han den omstændighederne. Måske føler han sig i virkeligheden trængt af hendes mægtige præsens. Hun lærer ham ganske vist selvforglemmende runerne, men formålet er altid givet. Dermed bliver han på en gang helt og bydreng, herre og slave. Det er frygtelige vilkår for et menneske, for kærlighedens ubønhørlige magt kræver, at giver og modtager lader sig binde af den samme lænke. Hellere forbliver vi da 'frie' i betydningen konsekvensløse. Vi har ingen kontrol med vores skæbne, men den manifesterer sig heller aldrig for os med nogen insistens. Det er så let at acceptere mængdens dom: Verrat! Men vi må altid spørge: An wem? Siegfried forrådes, fordi han er uskyldig, og begår mened ved at tale sandt. Han foretrækker i sidste ende vellidtheden for elskovstvangen, og hvem kan her sige sig fri? For os er 'ubønhørlig' og 'kold' nærmest synonyme, men det eneste, der er virkelig ubønhørligt, er lidenskaben."

links

http://motkraft.net

http://libcom.org/blog

==

kategorien weird shit falder vist nedenstående bestillingsarbejde til TELEDANMARK. Jeg har oprigtig talt glemt, hvad det gik ud på. Men hyren var god ...

0

At spå er svært, det må vi alle lære - det sjældent går, som vi har forudsagt. Alligevel på forkant må man være, og derfor altid vågen og på vagt!

Vil tiden føre os ad vilde strømme? Vil vi forsigtigt sætte hælen i? Vil vi få opfyldt alle vore drømme? Vil vi forblive på en velkendt sti?

Vi surfer på en elektronisk bølge og tænker på, hvordan det mon vil gå! Men her kan du nu foreløbig følge hr. Rød, hr. Grøn, hr. Gul, med samt fru Blå.

Måske de vække kan din interesse for, hvad der måske - måske ikke - sker. Så kan du finde mer på den adresse på nettet, kære ven, som her du ser:

1

Hr. Rød fandt i sin PDA sin frelse, den smalle vej blev til det brede bånd, og sin fysik han slider nu med helse, den stækker ikke mer hans frie ånd.

Og skønt han aldrig flyver fra sin rede, så færdes han på jorden bredt og vidt, hvor han end ønsker, er han straks til stede, og uden kroppens hjælp, det gamle skidt.

Før fik han næppe snakket med en svensker - men sådan er det altså ikke mer: Til nabo har han fået alle mensker, og hele verden er nu hans kvarter.

Omhyggeligt han vælger sine venner, for fæle folk han være kan i fred. Det er så nemt: de eneste man kender, er dem, som man har lyst at snakke med.

På nettet har han fået al sin viden, på nettet har han fundet sig et job, på nettet møder han hver dag til tiden på slaget - ja, hvornår han nu står op.

Vi får det efter vores eget hode - problemer kan vi aldrig mere få - for det er let at nå den hele klode! Og det er let at lægge røret på.

2

Fru Blå kan huske, da hun stod i banken og supermarkedet med børn i kø og ventede - nu er alene tanken utænkelig, hun ville helre dø.

Hun tænker på, hvordan hun måtte rende og både gå i spåner og spagat - og blot fordi der i den anden ende af byen vist var bleer med rabat.

I cyklen skal hun ikke mere trampe, på nettet går det hele som en leg. Der kan hun allerhøjst få skrivekrampe - og lommesmerter, kan man tænke sig.

En steg, en kjole, et par nye stole, en mikroovn samt to lektioner i den nye virtuelle rideskole og »Pretty Woman« lørdag klokken ni.

Dit hele liv, din skæbne blir en anden, hvis som fru Blå du handler med forstand: Et andet mærke after-shave til manden og - mens hun husker det - en anden mand.

Når blot du er forsvarligt underrettet, så kan du få det hele, som du vil! Thi alt, som findes, finder du på nettet - er det der ikke, er det ikke til.

3

Hr. Grøn er skeptisk - alt det der moderne er ikke lige netop hans kop te. Om det, han kender, vil han helre værne med kærlighed og holde sig til det.

For når man sidder hjemme ved maskinen og tæsker tastaturet i en døs, man møder ingen venner i kantinen - det er jo som at være arbejdsløs!

Desuden ved man aldrig med de bæster, hvornår de eksploderer med et brag. Maskinen Herre blive kan og Mester og opgradere mennesket en dag!

Og hvis du ikke tror det, så fortæller hr. Grøn dig gerne om sit mareridt: den Elektroniske Kartoffelskræller - fem hundred kroner gav han for det skidt!

Den var så satans klog som en professor, den kunne spille ti computerspil og huske tusind numre og adresser - kartofler blev det bare aldrig til.

Med håndkraft åbner han derpå din bajer - dertil er mennesket dog mere ferm - og viser dig, at dannebrogen vajer fra havens stang - og ikke på en skærm!

4

Hr. Gul er glad og griner sig fordærvet: Naboens TV er fra hedenold! Selv har han til sin Biograf erhvervet højttaler nummer elleve og tolv.

Hans møblement er nu en sofarække, en vægskærm har erstattet hans tapet, og hans surround får alt, hvad den kan trække - det er så rart, når huset ryster lidt.

Ved dette alter er der altid messe, med 89 kanaler er det nemt at finde noget, der har interesse. Og da, Min Ven, er livet ej så slemt!

Nej, hele dagen er der travlt i hjemmet - ti serier skal husets frue nå. Er Carol utro? Bliver Bob forfremmet? Den slags må ikke i uvished stå!

Om aftenen de to sig sammen hygger med chips og cola, massemord og slik. Og bliver det for meget? Ja, så trykker de blot på knappen mærket Romantik.

Så hvis mod fred og harmoni du sigter, ja, da er DVD fra himlen sendt! Thi kun på skærmen er der nu konflikter, hvor man er sikker på en Happy End.

==

Hører du til den race af mennesker, hvis studerekammer udgør størstedelen af dine omgivelser, bøger møblementet, hvor social omgang er en fransk ost, og er dine studier i øjeblikket rettet mod mithraismen, er du måske interesseret i følgende:

Undertegnede har startet en studiegruppe der, fra alle tænkelige vinkler, vil undersøge og udforske Mithras og kulten omkring ham.

Studierne og dyrkelsen af Mithras angår jo som bekendt et broderskab og vores studier er da også startet som et sådant, men da mithraismen samtidig er en god introduktion til indvielsesprocedurer, til det mytologiske sprog i det hele taget og da det nu engang er svært stof, kan det måske være en fordel at være flere. Jeg siger måske fordi det selvfølgelig også kan ende med, at den ene blinde leder sig selv og de andre blinde i graven, men den risiko må vi tage med.

En stor del af de bøger jeg har læst om emnet dvæler ved de samme mindre vigtige ting. Deres forfattere har en tendens til at angribe de overleverede tekstbrudstykker, analogiseret med tempel-indretningerne, ud fra et rent videnskabeligt synspunkt. De søger i deres videnskabelighed efter det symbolske ved at presse deres egen konsensuale model ned over de rituelle brudstykker og de der har prøvet at stikke den højre fod ned i den venstre sko, ved hvordan det går. Der må derfor helt andre boller på den suppe.

Det rituelle forløb har naturligvis været ganske konkret i sin udformning og vi har alligevel en del materiale til at sammenstykke en idé angående dette. Vejen er blandt andet at bruge videnskaben indtil den har udtømt sine muligheder og siden fortsætte via en mere religiøs vej igennem det mytologiske sprog.

Vi vil studere de forskellige mithreer af betydning, deres indretninger og deres billedkunst, vi vil studere hieros logos – kultlegenden og vi vil sammenstykke et indvielsesritual, med dåb, det fælles måltid og mystens ascension på sin vej til Mithras. Vi vil sammenligne litteraturlister og oversættelser, vi vil sammenligne mithraismens liturgi med urkristendommens praksis, vi vil sammenligne Origenes med Platon og vi vil studere Porphyrios.

Flere ting er dog anbefalelsesværdige!

A. Et minimumskendskab til religionshistorie og religionspraksis

B. Et kendskab til mithraismen

C. Kendskab til latin

D. En uomtvistelig vilje til at forstå og lære, og derfor en seriøsitet.

Altså med andre ord en god portion viden og entusiasme!

Kommunikationen vil i starten foregå via telefon, E-mail eller per brev, og senere når det er tiltrængt vil vi mødes. Det hele kan afsluttes, eller inspireres videre, af et eventuelt foredrag eller to af Erwin i Vinstrup, da der jo nok skal være nogle spørgsmål at stille.

Start with the Sun, and the rest will slowly, slowly happen. D.H.Lawrence

Vi tales ved!

Venlig hilsen Mikkel Starup starup@private.dk

NB Der er ingen forbindelse mellem enw.dk og denne studiegruppe

==

min hjemmeside, so here goes:

I

men jæj er dum ere enn satan med uklart øje på mit hjem.

Med dristighed og med forstand jeg stred mig, skridt for skridt, hvad drengen drømte, greb en mand og gjorde det til sit. Som høgen på sit bytte ned. Nu er det mit, nu har jeg fred.

Som perler på en snor er alt, hvad jeg har gjort og sagt, og det min længsel altid gjaldt i mine arme lagt. For livet sloges jeg. Min vej tilbagelagt. Nu lever jeg.

Bredes som vingefang min ånd, skønt hvilende som efter slag, tungt hviler sværdet i min hånd, og klingen hvæsses for hver dag. Da bliver jeg en olding vild med hår og skæg som hvidnet ild!

II

At lave ingenting er svært, en kunst, om noget er, med øje for hvad der er nært at plukke livets bær.

At gå imellem træerne og snakke med sin kat og pudse på trofæerne og glædes ved sin skat.

Men hvordan tøjle åndens brunst? Hvordan modstå dens snært? Intet at lave er en kunst. Den får jeg aldrig lært.

III

Det er pinligt at fylde halvtreds, at ha drukket af visdommens brønd - og så hugge sin unge maitresse fra en mand, der ku være ens søn!

Det er skamfuldt at runde de tres, at ha arbejdet fyrre i stræk, og så ikke ku være tilfreds med at rende og klippe sin hæk.

Det er groft, når man er i halvfemserne og sku bo på et alderdomshjem, at man jager sin hustru som gemserne og som førerdyr fører sig frem.

Men så trøster det mig, at de unge får et langt og et velfortjent hvil. Lad blot dem være træge og tunge. Det er pragtfuldt at være senil!

IV

Du taler om de gyldne år, om otium og hvile, men roen i din stemme får mig bare til at smile.

Den dag sin jord den gamle sol for sidste gang har grødet - den dag du ser mig i en stol med hænderne i skødet.

Hilsen Erwin

==

FAKLENS HISTORIE - INSIDERENS BERETNING af Camilla Brodersen

Jeg tror, de fleste - mig selv medregnet - er godt trætte af historien om Faklen vs. Neutzsky-Wulff. Ikke desto mindre vil jeg komme med en lille kommentar, nu hvor Rune har været i færd med at skrive Faklens historie, da han gør sig skyld i en vis grad af historieforfalskning. Oplysningerne om, hvad denne professor og hin teolog udtalte til pressen, er for såvidt gode nok. Der, hvor det virkelig går galt, er beskrivelsen af forholdet til Neutzsky-Wulff. Her forsøger Rune at tone Erwins indflydelse kraftigt ned á la: »Neutzsky-hvem? ... nå jo, jeg stod vist i kø efter ham på bogmessen i Forum i 1977, men siden har jeg ikke set noget til ham ...« Jeg ved ikke, om der virkelig er nogen, der tror på Runes forklaringer om, at Erwin kun var en lejlighedsvis rådgiver, men jeg vil lige sætte et par ting på plads i tilfælde af, at der stadig skulle være et par stykker derude, der er i tvivl om fakta, og som derfor ikke ved, hvad de skal tro om hele situationen.

Nu får jeg nok at vide, at jeg bare er en dum, lille mæhæ, der er flyttet i nyreligiøst kollektiv med den gale guru, der har hjernevasket mig. Faklen vil nok, ligesom sidst jeg skrev om dette emne, forsøge at latterliggøre mig. De vil selvfølgelig gerne have monopol på at skrive Faklens historie - i den version, der passer i deres kram vel at mærke. De forsøger at foretage en omhyggelig selviscenesættelse, og så går det ikke, at der er nogen, der puster til korthuset. De har et blad, de skal have solgt, og dengang som nu er sandheden om Faklen ikke den historie, der sælger flest blade ...

I begyndelsen ...

Som bekendt blev ideen om et tidsskrift undfanget ved en middag, som Simon og jeg holdt for Rune og Uta. Ideen var at lave et blad, der mindede meget om »ELSEBETH« - bare større, flottere og rettet mod et større publikum. Det skulle bl.a. bestå af alment dannende artikler, artikler om religions- og kulturhistorie osv. - alt i den Neutzsky-Wulffske ånd. Vi havde selvfølgelig den lumske bagtanke at få lusket Neutzsky-Wulff ind på universitetet, som bladet skulle henvende sig til. Bladet skulle frem for alt være uaktuelt forstået på den måde, at det skulle være lige så interessant og relevant at læse bladet et par år efter dets udgivelse som på udgivelsesdato-en. Det skulle altså ikke indeholde aktuelle emner som f.eks. politik. Der var nemlig ingen af os, der interesserede sig for politik på det tidspunkt. Vi ville hellere brække en arm end åbne en avis. Til gengæld havde vi læst så meget Neutzsky-Wulff, at det stod ud af begge ører. Så den gruppe af mennesker, der kom til at udgøre Faklens redaktion, var ikke folk, der var politisk bevidste. Vi var Neutzsky-Wulff-læsere, der interesserede os for okkultisme og dæmoner, og som i årene inden Faklen begyndte, havde deltaget i »Akademiet«, hvor vi brugte tid på at lære hinanden hebraisk, neurologi, matematik, latin og andre emner, der kunne bidrage til bedre forståelse af ENWs forfatterskab. Nogle havde endda dannet grupper, hvor man diskuterede drømme og »okkulte« oplevelser.

Faklen tændes

Så vi sad en flok mennesker, der gerne ville sprede det glade Neutzsky-Wulff-budskab. Ideen om et tidsskrift blev så forelagt Neutzsky-Wulff, der karakteristisk nok startede med at pille det hele fra hinanden. Det skulle ikke være den blanding af et skoleblad og Neutzsky-Wulff-fanblad, som vi havde tænkt os, men et professionelt, landsdækkende kulturtidsskrift. Oplaget skulle være større, udseendet mere professionelt, og så skulle det være politisk. Politisk! Der lød et ramaskrig på det redaktionsmøde, hvor det blev bekendtgjort, at Erwin havde sagt, at vi skulle alliere os med venstrefløjen. Men vi parerede ordre som altid.

Det var nemlig meget karakteristisk for Faklen. Enhver diskussion eller uoverensstemmelse blev afgjort ved de tre magiske ord: »Erwin har sagt ...«. Erwins ord var lov, og den stående vits var: »Skal vi stemme om det?« hvorpå alle brød sammen af grin, for var der noget Faklen absolut ikke var, så var det demokratisk (det er lidt morsomt at tænke på nu, hvor alle hjerter råder i Faklen ...). Erwin var den enevældige hersker, der trak i alle trådene og lagde alle strategierne. Der kom ikke et komma i Faklen, uden at Erwin havde godkendt det. Og var en artikel ikke god nok, måtte den skrives om og om igen, indtil den var god nok. Det må lyde som skrap kost for den, der er vant med medbestemmelse og demokrati, men vi havde det alle helt fint med dette »diktatoriske« arrangement, for vi havde tillid til hans visdom og vej, og han nød uhyre stor respekt og næsegrus beundring. Nogle gange må det have været lidt svært for ham at finde en grimasse, der kan passe, når han blev overøst med kostbare gaver, der var helt ude af proportioner set i forhold til en studerendes økonomi, og når folk faldt på knæ og lovede ham evig troskab, som man gør for en konge, men han tog det nu meget pænt, klappede folk på hovedet og satte dem til at foretage sig noget nyttigt såsom at sætte nogle flere plakater op!

Erwins indflydelse kan altså ikke overdrives, men vi måtte af taktiske grunde underdrive den groft i offentligheden, for hvis det var kommet ud, at Erwin stod bag det her nye blad, havde det ikke overlevet de første tre timer på gaden. Da Faklen udkom første gang stod alle på spring for at slagte bladet, og det var kun i kraft af et mirakel (dvs. Erwins taktik) at det lykkedes os at latterliggøre alle dem, der havde gættet rigtigt - nemlig at Erwin var Faklen. Erwins taktik og strategiske talenter førte Faklen uden om skærene, og uden hans konstante supervision ville vi hurtigt være kuldsejlet. Erwin måtte konstant være over os for at forhindre denne eller hin taktiske brøler, og dem var der mange af: Én var meget begejstret for den ridderromantik, han mente at kunne se hos Hells Angels og var vist næsten på nippet til at melde sig ind. En anden gang blev det foreslået, at vi i den hellige tolerance og kulturrelativismes navn skulle forsvare kvindelig omskæring og retten til at være pædofil. Der var også en, der var varm fortaler for grafitti som middel til at udbrede kendskabet til Faklen, osv. Så snakkede Rune med Erwin og fik at vide, at det var absolut ikke smart! Og så blev det selvfølgelig ikke til noget.

Erwin er gud og Rune er hans profet ...

Rune talte med Erwin og fortalte tingene videre til os andre. Der var en ganske klar kommandogang, og Rune nød at være den, der talte med Erwin. Engang var der et redaktionsmedlem, der havde formastet sig til at ringe direkte til Erwin for at spørge om et eller andet, der havde med bladet at gøre, og Rune blev dybt forurettet og truede vist nærmest med at gå af som redaktør.

Rune havde stor autoritet, fordi Erwin havde udstyret ham med den. Alle vidste, at det, der kom ud af Runes mund, var kommet ud af Erwins. Og dette forhold blev også udnyttet, når der skulle skrabes penge ind til Faklens slunkne kasse. Der blev jævnligt holdt møder for de såkaldte suspects (udtrykket kommer af en talefejl: I begyndelsen kaldte vi den prospects (ligesom bikernes håbefulde wanna-bees), men ved a slip of the tounge kom de til at hedde suspects, og det hed de så siden). De fleste af vores suspects var også Neutzsky-Wulff-læsere, og størstedelen havde kun interesse i projektet, fordi det var Erwins projekt. Så Rune holdt fanen med Erwins navn frem, når der skulle samles penge ind og skaffes folk til forskellige opgaver, og han brugte vendinger såsom: »At have vinden i ryggen« (dvs. »Ånden er med os«) og andre formuleringer, der antydede okkulte undertoner i Faklen og Erwins indflydelse. Der var en udpræget We're on a mission from God-stemning i Faklen, som selvfølgelig ikke blev mindre, da Mesterspillet kom på banen.

Vi kastede os også med begejstring over den tekst, Erwin havde forfattet til »Søjlen«, og vi reciterede den på redaktionsmøderne og lod søjlen pryde bladets forside. Det var ikke specielt venstreorienteret. Når så pressen skulle komme og interviewe os, styrtede vi rundt i redaktionslokalerne for at fjerne alt, der på nogen mulig måde kunne tolkes som »okkult« af en journalist. Plakaten af søjlen blev pillet ned, bamser og de ofre, de fik i form af kager og vin blev stuvet grundigt af vejen, lysestager med gargoyler røg ud - ja selv en plakat for en Dracula-film beordrede Rune fjernet, fordi den kunne give de forkerte associationer. Denne omhyggelige selviscenesættelse, hvor vi blot betegnede Erwin som én inspirationskilde blandt mange og tonede alt, der kunne lugte det mindste smule af okkultisme, ned, samtidigt med at vi højlydt proklamerede vores tilhørsforhold til venstrefløjen, er selvfølgelig det, Rune nu forsøger at bruge som bevis på, at Erwin kun var en lejlighedsvis rådgiver. Men det var lige så fed en løgn dengang som i dag.

Mesterspillet!

Da Faklen havde brændt i et par måneder, søsatte Erwin så det mystiske spil - Mesterspillet. I begyndelsen var det for alle redaktionsmedlemmerne og et par stykker til, men efterhånden som det udviklede sig, lugede Erwin ud i deltagerne, så der til sidst var 16 spillere tilbage - ni kvinder og 7 mænd. Eksistensen af dette spil var en hemmelighed, der var bedre bevogtet end koden til Fort Knox - nytilkomne redaktionsmedlemmer, ja endog en af mesterspillernes kæreste, som kom til senere, vidste end ikke, at det eksisterede. Men indflydelsen på Faklen og de involveredes liv var lige så stor, som spillet var hemmeligt. Erwin var den store gamemaster, og vi levede i bogstaveligste forstand i den verden, han havde skabt. Det var, som de siger i Star Trek, a dream that became reality and spread throughout the stars ...

Det var en fantastisk verden, der vendte op og ned på vores liv, og »spillet« havde ikke blot store konsekvenser for den måde, Faklen blev drevet på - det var Faklens blod og livsånde, Ånden i Faklen. Inden Mesterspillet lå autoriteten hos dem, der kunne levere de gode argumenter og som sad inde med den leksikale viden om religionshistorie og trancendensfaser. Faklen fungerede - som alle andre steder i samfundet - på mændenes præmisser, og kvinderne kunne - som alle andre steder i samfundet - kun opnå anerkendelse ved at opføre sig som mænd, dvs. argumentere, ræsonnere og disputere på samme måde som mænd. Men det skulle snart ændre sig! For i kraft af det, der skete i Mesterspillet, overgik autoriteten nu til kvinderne - »Hvor er ånden?« Den kom gennem os, og derfor måtte mændene adlyde os ubetinget. De mænd, som hidtil havde ment, at kvinder bare skulle have pisk, for det skrev Neutzsky-Wulff, kom på andre tanker, da de selv kom under den. Når kvinderne mødtes, blev mændene sendt bort med børnene, og deres skæbne blev afgjort af deres hustru. Nu havde kvinderne magten i Faklen - med Erwin stående bag scenetæppet som Dr. Frankenstein. På dette tidspunkt var vi endnu ikke så hovmodige, at vi ikke lyttede til hans gode råd og fulgte hans anvisninger. Vi var derimod én, stor, lykkelig familie. Vi opfattede Erwin som vores far, og vi var ved at revne af stolthed, når teologerne spottende kaldte os »ulveungerne«.

Faklen slukkes

Men det, der var styrken i Faklen, blev også dens svaghed. Meningen var, at kvinderne skulle adlydes, fordi det var gennem os, ånden kom. Men dette blev til dogmet om, at kvinderne skulle adlydes. Faren bestod i at følge åndens efterladenskaber i stedet for ånden selv, og det var det, der gik så grueligt galt. Jeg forstår godt, hvis det forekommer den almindelige læser absurd, når Erwin siger, at Faklen gik over til at blive styret af Utas vrangforestillinger, men det er faktisk sandt. Som sagt adlød mændene deres hustruers mindste bud - det blev de simpelt hen opdraget til, også Rune. Det fungerede perfekt, så længe »Mesterspillet« holdt kvinderne i snor, men da det stoppede, blev det sværere at holde styr på tropperne. Hvor vi før havde fået alting serveret på et sølvfad, måtte vi nu selv klappe ørerne ud. Uta mente, at hun havde fået en besked »ovenfra« (Utas »vision«), men Erwin vurderede ud fra sine 30 års okkulte »laboratorieerfaring«, at det ikke var tilfældet. Uta må forståeligt nok have været desperat for at få en besked »ovenfra«, så hun ignorerede Erwins advarsel og insisterede på, at hendes drøm altså var en rigtig vision. Troldmandens lærling insisterede på at vide bedre end troldmanden, lydighed blev til hovmod, og så ramlede det! Rune adlød Uta, som han var blevet opdraget til at gøre, og da der kun er én, der kan have ret, måtte Erwin ifølge Rune & Co. altså være den, der var rablende gal. Det er altså på denne baggrund, historierne om, at ånden har forladt Erwin og Erwins påståede sindssyge er opstået. Nu er det heller ikke svært at se, hvordan det reelt var Utas forestillinger, der kom til at styre Faklen.

Jeg forventer ikke, at folk, der ikke har været en del af det, kan forstå det: Stakkels Uta, der ventede på et brev »ovenfra«; de, der følte sig svigtet og forrådt, fordi Mesterspillet stoppede; verden, der gik under - brændte op som Jorden i UFO, da solen gik nova - »I love you too«, Erwin og Helenas kærlighed. Blot må det nu være tydeligt for enhver: Erwin var mere end blot en rådgiver. Han styrede direkte og indirekte Faklen 100%. Der var ingen over og ingen ved siden af: Erwin var Faklen - eller rettere: Han var ilden i den, og da Rune & Co. vragede ham, gik ilden ud af Faklen.

==

enten at aflive eller at overtage det ny wulforum har redaktøren svaret igen med censur, hvad flere har beklaget sig over. Jeg må give disse kritikere fuldstændig ret - og så er det i øvrigt ligegyldigt, om man kalder det censur, moderation eller selvforsvar.

Selvfølgelig kan et dagblad eller en professionel hjemmeside ikke være forpligtet til at bringe al sin læserpost - selv om der var plads, ville de blive ulæselige. Men et offentligt debatforum kan ikke belægges med sådanne restriktioner, hvis det skal være nogen som helst nytte til.

Argumentet for sådanne vil uvægerligt være lige så dårligt som Peter Wests, at man derved undgår skizofrent sludder (som alligevel ikke kan blive værre end det, redaktøren leverede i en brandert). En fraklipsside, der klassificerer indlæggene i mere- og mindreværdige, vil i det mindste være lige så slemt.

Selvfølgelig forstår jeg godt redaktøren. Hvor forlagenes og avisernes forståelige ønske om at sælge deres produkter som regel frelser os fra det helt uinteressante sludder, kan tolvårige på internettet udøve en terror, der får de fleste intelligente mennesker til at bruge deres tid på noget andet.

Der er tale om en bestemt type surfere - electronic beach bums ville måske være et bedre ord - der ikke har noget som helst liv uden for nettet. De er typisk ganske unemployable og ude af stand til at få en pige.

Efter at have fået refuseret tre læserbreve har de mistet enhver kontakt med yderverdenens krav og deres egne evner og har opkastet sig til elektroniske skrankepaver med meninger om alting, som er ungefær lige så interessante som andre skoleelevers. Efterhånden udvikler de sig rent kværulantforrykt og reagerer, hvis deres grænseløse autoritet betvivles, med skældsord og spamming.

De er med andre ord på samme mentale niveau som børnehavebørn, der prøver at overdøve de voksne. Hvis ingen tager en alvorligt, må man jo skabe sig lidt mere - Faklens »taktik« i en nøddeskal.

Derimod må jeg protestere, når redaktøren kalder fakkelfolkene fascister. Fascisme er en politisk ideologi, noget, som Faklen aldrig har haft og aldrig vil få - det er de mest politisk naive mennesker, jeg nogen sinde har mødt.

De er lige så lidt fascister, som de er socialister eller humanister - de er skuffede wulfister. Jeg ved godt, at de har annonceret, at de vil oversvømme det nye forum med deres pinlige wulff-er-dum-indlæg, men det er der, så vidt jeg kan se, bare ikke noget at gøre ved.

Redaktøren bør også tænke på, at hvor disse tirader er enw-listens eneste formål, kan det vel i det mindste tænkes, at folk med en anden agenda kan finde på at skrive til dette forum, og de vil nok foretrække at ignorere Faklens aggressive vås. Jeg vil derfor i al beskedenhed opfordre til, at enhver censur fjernes fra siden og ingen sinde på ny genindføres.

==

hvor Verden sig ruster til Kamp og til Strid. Men da skal den slet ikke regne med os, for vi vil langt hellere snakke end slås. Og tror vore Fjender, vi glemmer vor Ret, ja, da skal de vide: Den glemmer vi let! Og den, der os rammer med Fjendskabens Pil, skal møde vort glade, lidt fjollede Smil!

Med brændende Tro har man kæmpet og lidt, derfor er det muligvis gået så skidt. Selv har vi en Tro, der er stædig og stejl: Vi tror, ja vi tror, at vi tit tager Fejl. Kun da kan vi tale vor Sag uforknyt: Vort Standpunkt står fast, til vi finder et nyt! Vi ved, at det Værk, der skal krones med Held, må næres af brændende Tvivl på sig selv!

Lys vil vi i Landet og Lys på vor Jord, thi Lyset er godt - ja, medmindre vi tror, det Lys er et Mørke, som ikke er vort. Da nytter os Oplysning ikke så stort. For os er den Flamme kun hæslig og kold, hvis Lys skaber Naboen om til en Trold, den FAKKEL tiltaler os ligegodt mer, som viser os Mennesker, hvor vi end ser.

Vi elsker vort Land - og vi elsker det mest, når Normer er færrest, og Forskelle flest, når Danskere uens af Sprog og af Lød i Enighed spiser forskellig Slags Brød, når vi, som er født i det kølige Nord, i Ydmyghed lytter til Solfolkets Ord. Vi rækker den Fremmede Gæstfriheds Hånd og byder velkommen den udanske Ånd!

==

En forlagsredaktør blev overgivet en grøn og uerfaren debutant, som havde skrevet en roman om Livet. Og selv om forlagsredaktøren fandt, at digteren i grunden var begavet, så syntes han, at bogen var for lang - dog var han sikker på, der lå begravet i dette ordhav en roman af rang!

Først skar han bogen ned til godt det kvarte, men føjede så tre kapitler til, en overgang i støbeskeen var det et drama, men blev så et syngespil. Hovedpersonen måtte tage afsked med verden i det allerførste vers - tillige blev så redaktøren af med heltinden, som var kommet ham på tværs.

Skønt handlingen var henlagt til antikken, så foregik den nu i Amsterdam, hvor Rembrandt, som var noget ved musikken, blev narkoman og hængte sig af skam. Den udkom så til sidst i Rembrandt-året og fik en pris af redaktørens bror, vor digter modtog den en smule fåret. Var bogen lille, var dog checken stor.

I muser, som med Phoebus holder skansen på digtekunstens højeste parnas, hav tak for hædersmænd som Jens Christiansen og reserver hos jer til ham en plads! Thi han forener (som I har bemærket) med dannelse og skarp intelligens en taktfuld pietet for digterværket. Gid der var mange flere som vor Jens!

Kun han kan spørge den forlegne digter, helt uden bedreviden eller spe, om på en litterær effekt han sigter, når han har stavet sinssyg uden d. His English is remarkable and should be, når Neutzsky-Wulff nu har så svært ved dansk - og mangler samme Erwin penge, could be, han har en sommerfuglebog på spansk!

In everything from Pyramus and Thisbe to pyramids (can this be?) he is versed, and so he flings his literary frisbee, as well-inspired as he is well-rehearsed. Som en blandt få han gennemskuer nytten af en enorm roman betitlet »Rum«. Nu runder han halvtreds; om endnu sytten ham venter det fortjente otium.

Sin flyvende tallerken han kan øve (sådan perfektionerer han sin stil) men ligesom vor helt skal til at prøve, da kimer højt den arme mands mobil: Halvfemsindstyve somre har han levet, men har dog stadig Erwin i sit rør, en ny roman har idioten skrevet og tåler ingen anden redaktør.

Vivat Christiansen! Vivat Jens, du kære! Hvad var vel Borgens Forlag uden dig? Lad alle redaktører tage lære og gå i dine spor den smalle vej! Og hvis du lover aldrig nogen sinde at svigte det, som du gør allerbedst, da skal en endnu ufødt slægt dig finde på Jens Christiansens Boulevard, til hest!

Erwin Neutzsky-Wulff

==

trods, om ikke »han« vil blæses om og skylles bort af »os«. Thi hver for sig og ene er vi tabt i hver sin havn; mod verdens vrede bølgestorm, og vanvittige af savn. Men i Din stille indsø fandt mit åndeskvulp en bred, hvor nye tankers sarte frø i frodigt dynd kan synke ned. Vil dyndet ta imod det, kan det spire og slå rod og noget vokse frem imellem havets brus og bjergets fod.

En tømmerflåde bygged jeg, af drivtømmer på havet, og kom til dig, min elskede, med det jeg havde lavet. Det synes ej af meget, det blev samlet på min vej. Men vil du ha det, Helena, så tilhører det dig. Så kan Vi bygge dit til mit; et lille hus på stranden, og flytte ind og bo, og dele Alting med Hinanden. Og vil du ikke ha det, dog for evigt; det er dit! Du er min anden halvdel - jeg har intet, som er Mit.

==

med »socialisme«, når du siger til en avis, at »socialisme er den eneste civiliserede samfundsform«?

Med venlig hilsen Peder Bundgaard

SVAR

Jeg plejer, når jeg bliver spurgt om min politiske orientering, at svare, at jeg er sumerisk socialist. Det er der selvfølgelig lidt af en provokation i, ikke mindst over for mine politiske trosfæller, som jeg som bekendt altid har haft et godt øje til – og vice versa.

Det er ikke mindst udviklingstanken, udmøntet i plusordet progressiv, jeg harcelerer over. Ifølge dette lidt besynderlige credo bliver det jo, nærmest som ved en naturlov, bedre dag for dag.

Det betyder naturligvis, at slavesamfundet trods alt var værre end feudalsystemet, der igen var værre end det kapitalistiske samfund, hvad der somme tider gør det uhyggelig let for socialdemokraterne at istemme Marseillaisen. Selv er jeg ikke så sikker på, at det aggressive, nyrige borgerskab er så meget bedre herrer end den pligtfikserede adel.

Så er det, jeg plejer at gøre opmærksom på, at den sumeriske tempelkapitalisme i grunden ligger snublende tæt op ad for eksempel den sovjetiske statskapitalisme. Selv er jeg næppe mere begejstret for dette system end de fleste andre, ikke desto mindre protesterer jeg mod fjendebilledet.

Mon ikke USSR har været at leve i omtrent som en soveby i halvtredsernes Danmark, med en lidt lavere levestandard og lidt mere paranoia omkring de ting, folk plejer at være paranoide med, sex, vold og religion? Dette samfund hang simpelt hen ikke sammen, socialistisk ideologi med borgerlig moral, social forargelse med stræbsomhed.

Derfor kunne Stalin i samme åndedrag hævde devisen om at yde efter evne og nyde efter behov og konstatere, at den, der ikke ville arbejde, heller ikke skulle spise. Dette paradoks finder man stadig på det meste af venstrefløjen.

Hele miseren ligger i begrebet løn. Man belønnes for sit arbejde, og det, man belønnes med, er livets ophold.

Men livet er enhver samfundsborgers ret, eller sagt på en anden måde: Man kan måske henrette folk for at slå andre folk ihjel, men ikke, som man gør i bananrepublikken Danmark, for at nægte at samle klemmer. Hvis arbejde er en pligt, er den som andre pligter moralsk, den kan ikke gennemtvinges, og den må i hvert fald forudsætte, at man kan tilbyde den enkelte et arbejde, som han kan og finder glæde i at udføre.

Men hvad så med det beskidte arbejde? For det første udgøres det hovedsagelig af service-funktioner, med andre ord, vi behøver lokumsrensere, fordi vi ikke gider rense vores egne lokummer.

Da tyendet holdt op med at være tyende, fordi det ikke længere kunne betale sig for herskabet at give dem gratis kost og logi, kunne man ikke finde på andet at bruge sin nyvundne frihed til, end selv at lege herskab. Så tjeneren betjener seks dage om ugen for selv at blive betjent på den syvende.

Skulle de pestbefængte byer stadig have brug for et minimum af sanitet, kunne man jo undtagelsesvis betale sig fra det. Lokumsrenseren kunne så dytte ad overlægen på cykel, når han kørte forbi i sin cadillac.

Jeg siger undtagelsesvis, for når der ikke længere er lønninger, men kun udbetalinger, vil den socialistiske devise af nødvendighed blive implementeret. Så vil jo nemlig borgerens indkomst udelukkende blive bestemt af hans behov og intet have at gøre med den type arbejde, han udfører.

Det kræver ikke stor skarpsindighed at indse, at de sædvanlige indvendinger er rent sludder. Folk holder ikke op med at arbejde, fordi deres arbejdsløse nabo får lov til at beholde livet.

Selv et dødssygt job er for den store majoritet af befolkningen den væsentligste del af livsgrundlaget. Næppe nogen ingeniør eller kunstmaler vil heller blive opvasker, fordi det giver bedre.

Det hele hænger sammen med en misforståelse af begrebet fritid. Man glæder sig pligtskyldigt til sin fritid, men uden arbejde ingen fritid, og den arbejdsløses kroniske fritid ville man slet ikke kunne holde ud.

Samtidig forekommer det en, at livet nødvendigvis må foregå i fritiden, og så tænker man, at han nok har stjålet ens liv, og at det er derfor, man er ulykkelig. Men ulykke kommer af andre ting, for eksempel at have en plagsom ægtefælle, som man ikke desto mindre ikke kan tage sig sammen til at skille sig af med, så lidt som man kan tage sig sammen til noget som helst andet end det, man får besked på.

Insistensen på, at andre skal arbejde, er altså ren ondskabsfuldhed og bør ikke smykkes med andre navne. Dette er for mig socialisme.

Det er hverken specielt progressivt eller specielt absurd. Det er simpelt hen definitionen på et samfund, civilisation.

Samfund er samarbejde. Der eksisterer altså intet konkurrence-samfund.

Hvor økonomisk konkurrence tolereres af statsmagten, er vi vendt tilbage til naturtilstanden. I et sådant samfund er enhver borger berettiget til at tage, hvad han behøver, med de nødvendige midler.

Ingen ejendomsret ud over, hvad der tilfredsstiller ejermandens private behov, er på nogen måde forsvarlig. Ingen kan eje, hvad han ikke selv kan spise. Om dette gør mig til Trotskist, anarkist eller ottendedagsadventist, må du selv finde ud af ...

==

svært at undgå at have Mozart som yndlingskomponist, ingen andre komponister går ham trods alt til knæskallerne.

Selvfølgelig kan han være lidt nerveopslidende, som at gå på en skinnende glasplade over en bundløs slugt. Bach har kun slugten, Händel kun glaspladen.

Jeg må tilstå, at jeg altid bliver i godt humør af at høre den humanistiske march i andensatsen af Beethovens niende. Den er ægte maskulin, modsat Freude-børnekoret.

Man skal bare ikke høre ham lige efter Mozart, for så lyder han som et bondejok. Romantikerne kan jeg klare, romantister (som vores hjemlige Carl Nielsen) er for meget 101 Strings.

Hvad er der så? Jo selvfølgelig den pinlige efterklang, Brahms & Co, og den kakofoniske skole, som begynder med Stravinsky.

Der har jeg kun een favorit, Ligeti, som de fleste vil kende fra 2001. Jeg er dog ikke kræsen, selv Wagners totale amusikalitet øver en vis pervers tiltrækning på mig.

Jeg er ærligt imponeret over, at en (godtnok førsterangs) regissør på denne måde kunne oplære sig selv til både komponist og forfatter. Hans musikalske støj og Vuggelavejavrøvl er så frækt, at det nærmest er genialt.

Af populærmusikken har især filmmusikken interesseret mig. Den er virkelig en kunstart i sig selv – prøv at forestille dig Close Encounters uden John Williams' musik!

Som de fleste mennesker er jeg a sucker for Beatles, selv om de må være musikhistoriens største wet blankets, men sådan var tiden jo. Selv Abba havde sine øjeblikke.

Som midaldrende er jeg naturligvis vokset op med den søvnige brægen, som gik for folkemusik – personlig har jeg altid syntes, Bob Dylan lyder som Anders And. Grupper som Rolling Stones og Queen er nok for forankrede i den homoseksuelle subkultur til, at jeg rigtig kan følge med, men B-52's og Dire Straits lytter jeg gerne til.

==

DAGE

Den første dag den høje mand den unge pige henter, helliget, viet, lyst i band hun på sin skæbne venter.

Den anden dag i Panisk fred, af Gar og Gallus drukken, hun stræber mod den anden bred, af spyddet gennemstukken.

Den tredje dag på Golgata hun strækker sine lemmer, imens en turba gallica den fromme Furor fremmer.

Den fjerde dag er Alba fri, i sine lænker brænder, og sit forgangne slaveri in ligno hun erkender.

Den femte dag er Hellig Fred, den faldne regn forstummer. Hun synker i den Kærlighed, som Død og Fødsel RUMmer.

==

Narkissos synker ved sin refleksion bedøvet ned, af Kore hæves op, for at hun selv som møers paragon kan lære dem at undres ved sin krop.

Igennem spejlet mangen Alice går, geråder i et mandligt øjes jern, på silke dynger silke og forstår, forræderisk er skørtet som et værn.

Uroligt danser ankler uden bånd den mørke dag, den månelyse nat. Hel bønlig rækkes frem den frie hånd. Og gribes den, hun sænker blikket brat.

Tålmodigt hende lærer søster sten sit Fadermin, sit smertefulde kald, og som mod havet kilden hver og en hun iler mod sit frydefulde fald.

Bestemt for Hades er Persefone af stodderkongen på Olympens stol: At smelte fromt den nydelige sne, at modnes i den gyselige sol.

En plukket blomme i sit forårsflor, en smuk slavinde til hans boudoir, en søndertrampet drue til hans bord, en ædel datter for den stolte far.

I gudens fodspor hjælpeløs hun lå, i støvet trådt, et brudt og knækket siv. Det kan en gammel kvinde ej forstå, den Unge vies skal til Evigt Liv!

Demofoon forbliver dødelig, vor kykeon han ikke smage skal. Han er en skygge, ikke kødelig, han kender ikke hudens søde kval.

Igennem ilden tør han ikke gå, en jambisk gåde kan han ej forstå, min dithyrambe han foragte må, den anden rytme kan han ikke nå.

Men du, som end er ung og fordomsfri og endnu håber engang at stå brud: Syng højt til gudens pris min elegi! Da skal de komme til dit gæstebud.

==

Som domiporta snegler sig, er mangen vismand vist på vej. Undinen danser glat igen, i fangetårnet har en ven.

II Følg forgangne heltes færd til den fjerne BRED, deres blikke mød og lær deres hanefjed.

III Den tredje dag på Golgata hun strækker sine lemmer, imens en turba gallica den fromme Furor fremmer.

IV I mulm sig hyller Dine alterhorn - af stolthed isner dydighed og ære - vær du, min Sjæl, blot som det modne korn, at i din Ejers lade du kan Være!

V In ligno hviler Fader Gwydion, som sol i vest, som sønnen Kain i Nod, som Oubliette, som Bestia i bånd, som Filia, som Alba, Brand og Od.

VI Narkissos synker ved sin refleksion bedøvet ned, af Kore hæves op, for at hun selv som møers paragon kan lære dem at undres ved sin krop.

VII En margalit mikulafag og trin på trin og lag på lag er dog den rene mørke vin en effektiv mikulamin.

Rum af Erwin Neutzsky-Wulff Den døve snak, og den debat, der hører kun sin egen stemme, alt det uskadelige pjat - min ven - det beder jeg dig glemme!

Størst er dog den forråelse, som Ordløsheden forårsager. Thi uden hin Forståelse befolket verden er af drager.

Luk bogen op! Det slanke bind hen over kontinenter skræver! Luk bogen op, og luk dig ind! Thi i den gode bog man Lever.

Hvad i dig selv du anede, du sort på hvidt i bogen finder som nye stier banede, den løser, som den tryllebinder.

Dog må du hellere gå væk, hvis du er en forsigtigpeter, der foretrækker prosabræk fremfor et mandigt tetrameter.

Hvis du er frygtsom og moralsk, så meld dig ind i en forening! Den gode bog er infernalsk, dybt søger den sin skjulte mening.

Der kender hjertet ikke savn, der hviler lidenskabens fanger i ømme, mørke guders favn og får forbuden frugt af slanger.

Alt finder du i bogens Felt, når blot du til dens sang vil lytte, når blot du bliver bogens Helt, dens Elsker, Elskerinde, Bytte.

Dog først må værket blive Dit - i dette ordhav skal du bade - ud-grund Den, læser! Meget lidt du finder på dens blanke flade.

Men er din Lidenskab så stor, at du i dybden vil studere Mit Ord, da skal ved dette ord og ved din ånd du triumfere!

RUM

Sophia af Erwin Neutzsky-Wulff Man har yndet at sammenligne vor tid med Roms "forfaldstid", og det er ikke så helt skeløjet. Nu er det jo noget af en smagssag, om principatet repræsenterer en guldalder eller en gradvis afvikling af grundværdier, og det samme kunne man strengt taget sige om det tyvende århundrede.

Rom havde historiens bedste socialvæsen, så effektivt, at det skabte et proletariat med en ikke ubetydelig politisk indflydelse. Dette betød dog ikke noget nævneværdigt skift af the powers that be, men et øget behov for circenses.

Disse lege var atter vulgariserede religiøse højtider med den rituelle død reduceret til menneskeslagtning til adspredelse for masserne. Vi kender syndromet: Det bekymrer en ikke længere, at man appellerer til pøbelmentaliteten, eftersom magthavernes foragt for befolkningen har nået et punkt, hvor man på det nærmeste opfatter den som subhuman.

I disse arenaer degraderes mennesker til rene kamphaner, der hidses op mod hinanden af pressens tilråb, imens de voldtages af the public eye. De tror at være berømte helte og stjerner, indtil de ligger blødende i sandet dækket af spyt.

Efterhånden overtager denne type underholdning skærmene, menneskeliv er jo billige. Robinson og Baren bliver de livløses liv, at se retarderede blive revet i stykker.

I den tidlige kejsertid repræsenterede den kontemplative og disciplinerede kristendom et alternativ til disse flove excesser, og man frygtede den ikke uden grund. På dette tidspunkt halede den individet sprællende ud af mængden og satte ham i et forhold til en transcendent virkelighed.

Det var ikke så meget den menneskefjendske lære som den farlige alvor, det, at noget var vigtigere for disse mennesker end livet, brød og skuespil. Folkekirkepræsten, som er en statsansat flamen, frygter nyreligiøsiteten og myrder som en Herodes alt fra scientology til new age, i håbet om på denne måde at ramme "drengen, som fødes nu".

Med tiden blev kirken selv "katolsk" med det indlysende resultat, at det tænkende, følende menneske skilte sig ud fra den i afsky. Det er blevet forfulgt lige siden.

Disse udbrydere kaldte sig gnostikere. Om de også var kristne, er nok et definitionsspørgsmål.

Al meningsfuld kristendom er gnostisk, men ikke nødvendigvis al gnosticisme kristen. Denne tankegang lod sig ikke indhegne af synoder, hvorfor dens grundlag var langt bredere.

På trods af dens grænseløse lærdhed slog kirkefædrene dem ofte i hartkorn med de populære magere, men ret skal være ret: Disse tanker er ikke lette at fatte for den, der sværger til sancta simplicitas. For de naive rationalister besad de end ikke statsreligionens forsonende moralitet. Deres kosmologi og eskatologi var for komplicerede til at generere den generte egoisme, samfundet har brug for.

Som for os stod det klart, at syndfloden var umiddelbart forestående, men denne vision var så begrænset som solkongens, nogen politiske konsekvenser indeholdt den ikke. Verden ville gå under, og det var det, en øjeblikkelig opkrævning af alle etiske restancer.

Folk med en lidt længere hukommelse fablede om saturniske dages tilbagekomst, åndens guldalder inden den uundgåelige devaluering. "Jomfruen" ville vende tilbage, præstinden med forbindelserne i orden til de mandlige urkræfter, en rolle, Maria i forkortet form fik til opgave at spille i den katolske vulgærgnosticisme.

Det er en almindelig misforståelse, at gnosticismen er en blot og bar spekulativ udgave af religionen og et forsøg på at forene denne med filosofien. Det er vel uundgåeligt, at et intelligent og dannet menneske vil undre sig over den tilsyneladende inkompatibilitet imellem disse to store verdensforklaringer, fremfor som almuen at stille sig tilfreds med den ene af dem.

Den, hvis grundlag er videnskaben, må, hvis han skal være oprigtig, forlange en plausibel forklaring på, at noget, der repræsenterer en nærmest fuldstændig alternativ naturbeskrivelse, kan være opstået i hans verden af atomer.

Omvendt må den, der står på religionens grund, med samme ubønhørlighed spørge sig selv, om det virkelig kan være rigtigt, at en verdensforklaring, der er vellykket nok til at danne grundlag for spektakulære tekniske fremskridt, kan være fuldstændig blind for den ene halvdel af den manifesterede virkelighed.

Hvor er guderne og ånderne? Hvordan kan de være indgået i hverdagserfaringen i et materialistisk univers?

Og hvordan kan disse fænomener være om ikke forklarlige ud fra, så dog forenelige med videnskabens resultater? Som tidligere nævnt spiller videnskabsteori en vigtig rolle i RUM, og det er mit håb, at de kapitler, historier, foredrag og diskussioner, som beskæftiger sig hermed, i fremtiden vil overflødiggøre trættende spørgsmål fra folk, for hvem det eneste alternativ til deres folkeskoleopfattelse af "videnskaben" er "solipsisme".

Gnostikeren var i en ganske tilsvarende situation. Religion betragtedes, bortset fra sin samfundsregulerende funktion, som old hat.

Lucretius og hans kolleger havde jo for længst forklaret verden på en måde, der lægger sig tæt op ad det nittende århundredes - kun kolberne med de boblende væsker i flotte farver mangler. Der findes intet overnaturligt, alt er naturligt og skyldes tilfældige interaktioner af atomer.

Alle fænomener har således et materielt grundlag inklusive den elusive sjæl eller bevidsthed. For de første kristne var alt dette naturligvis latterlig overtro, hovedsagelig fordi det var rent spekulativt, det havde ingen rod i erfaringen.

At kalde engle drømme og søjler fysiske var som at kalde germanere barbarer, ikke noget, nogen blev synderlig klogere af. Både engle og søjler eksisterer i det bevidsthedsfelt, vi kan kalde drøm eller virkelighed efter behag, og har det samme forklaringsbehov, i den udstrækning vi har behov for forklaringer og kan blive enige om, hvad en forklaring er.

Er det en forklaring at kalde en spade for en tilfældig interaktion af atomer, eller kræver dette en anvisning i, hvordan man bruger spaden? Sæt, spaden er en hest.

Indebærer ridekunsten, at vi "forstår" hesten, hvordan det er, eller hvad det vil sige, at noget er, eller eventuelt at være en hest? Hvori består en sådan forståelse?

Vi kan lige så lidt sætte os i hestens sted som i et menneskes, et træs eller en stens. Alt dette er praktiske illusioner.

Det er det, gnosis er, en afmontering af hjernens reduktionsventil, den, vi ofte kærligt henfører til som "den sunde fornuft". Det er den, videnskaben, rationalitetens højborg, stillede diskret fra sig i begyndelsen af forrige århundrede.

Denne superrationalisme og surrealisme betyder imidlertid ikke, at det religiøse instinkt er frakoblet - det ville være som at spænde hestene fra vognen. Det betyder blot, at med fornuft skal fornuft fordrives.

Ligesom en lidenskab kun kan fordrives af en modsatrettet lidenskab, kan sund sans kun overvindes af en sundere, en overlegen. Vi må stille den materialistiske verdensforklarings krav om eksakthed og konsistens til den selv, til den bryder sammen og tilstår.

Vi kan ikke gå uden om realismens åg, vi må over bukken i et elegant tankespring. Materialisme og realisme er pjat, ammestuehistorier for børn. Det er en flot påstand, men ikke, når man piller dem fra hinanden, som det sker i RUM.

Dette betyder ikke blot, at vi nu har nogle smarte argumenter, næste gang vi geråder i diskussion med vores filosofilærer i gymnasiet. Det betyder, at vi aldrig kan stole på dem igen.

Som den bedragne ægtemand hanker vi op og går ud ad en vej, vi ikke kender enden på. Vi kan aldrig gå tilbage.

Den "viden", gnostikeren søger, er således dybest set en åbenbaringssandhed, og den, han samler sig på jorden, gælder de omstændigheder, hvorunder en sådan åbenbaring kan finde sted. Der er dog ikke tale om en revelation i moderne forstand, et telegram fra Gud.

Det er ikke et budskab, en ubetvivlelig påstand om dette eller hint. Det er helbredelsen af den blindfødte.

Ingen kan garantere, at han ikke vil få ting at se, som vil fylde ham med rædsel og afsky, ja, som måske næsten vil få ham til at fortryde det indgreb, som gav ham synet. Den eneste garanti er, at han vil kunne se mere, hvilket i det moderne menneskes tilfælde nærmest må beskrives som mere end ingenting.

Det er ikke tilfældigt, at mennesker under påvirkning af hallucinogener giver udtryk for, at de ser for første gang, skønt uklart, "som i et spejl". Beruselse klarer just ikke sanserne, men den kan få os til at glemme skyklapperne.

Hvad "tripperen" aner, er, hvad mystikeren ser. Blot erkendelsen af, hvad Liv er, ikke et præparat på en glasplade, men Nødvendigheden af Eksistens, at der ikke er nogen eksistens uden liv, og at denne eksistens er bevidsthed.

Vrimlen af ansigter, koret af stemmer, stenens lidenskab efter at blive fattet. Nej, vi kan ikke gå tilbage.

Men først kommer erkendelsen af, at den consensuelle "virkelighed" er et salmevers, som vi fromt lærer udenad, men aldrig kan opleve.

Den, der tror, at han ved at gå på gaden kan opleve mennesker, biler og alletræer, har ikke mere anelse om, hvad oplevelse er, end den døvstumme har om en koralsymfoni, en foruroligende sitren i gulvbrædderne.

Der er mennesker, der hager sig fast til denne begrænsede virkelighed som Erik Lang, der må trækkes skrigende ud fra sit gemmested blandt kjoleskøderne i garderoben, når han skal spise. Den eneste forklaring, jeg kan komme på, er, at de aner suset, and they don't like it.

Men selv Erik kommer ud af sit beskyttelsesRUM og erkender det positivt kRUMmede RUM, den todimensionelle tid, det "godes" og det "ondes" udstrækning, Lignums frugter. Dr. Adam sluger den lille bog og får en ny aftale med Faderen.

Den, der har læst RUM, har været der, and that's the trick, for det er et land, som ingen kan komme til uden allerede at have været der. Der er ingen første gang hinsides tiden, you can't get there from Here.

Han har båret Adeles lænker, besejret den gode dræber, set de høje mænd, er død og genopstanden. Han har ventet i kredsen, ligget på alteret, løst qubiyaen, klemt tommel- og pegefinger sammen og valgt STOP.

Der er ingenting som denne bog, for denne bog er ingenting. Som andre helligskrifter er den en helgenlegende.

Og den er en stormvind. Det er ikke litteratur længere, som en sommerfugl ikke længere er en kålorm.

Den er John Legions uafhængighedserklæring, frøens prædiken, Albas gravskrift. Den er et træ, krone og rod.

Den er Tao. Og så kan den købes på Hovedbanegården, men det kan det Ny Testamente også.

Læse det er en anden sag. Ikke desto mindre er den hundrede gange lettere tilgængelig end de oprindelige gnostiske skrifter, som tåber tror, de forstår, tror, kan forstås, uden at sofaen letter, og servanten forvandler sig til en drage.

Det er den, simpelt hen fordi den er skrevet til det tredje årtusinds mennesker. Derfor udkommer den også i Year One.

Det blev ikke til nogen valsende RUMstationer - but wait! The best is yet to come ... Men ellers indeholder den de samme "overgangsriter", de samme stigmatiseringer, brudekammerets mysterier og nadveren.

Everything old is new again, de unge skulle skue syner, de gamle drømme drømme! Alle formler, navne og symboler er her, ikke som ørkesløse checklists, men hvæsende som nybagte burgere, til opstigning og nedstigning. No home should be without one, it's the only way to fly ...

En anden almindelig miskonception er, at mystikere skyer den fysiske verdens sanseobjekter til fordel for en kontemplation af transcendente ideer. Denne anklage kunne man med større ret fremføre mod den klassiske naturvidenskab med dens næsten neoplatoniske jagt på en ydre, af oplevelsen uafhængig verden.

Mystikken beskæftiger sig i høj grad med Eksistensen, den stiller det spørgsmål, fysikken nu omsider er nået frem til: Hvorfor er der noget overhovedet? Hvorfor er der ikke ingenting?

Sepher Yecira undersøger således, hvordan noget kan blive til, og guddommens "fald" ned i en materiel verden er en ganske tilsvarende model. Udgangspunktet er selvsagt et andet, dualismen er fragået, og verden anskues ligesom i den moderne fysik som et rent bevidsthedsfænomen.

Ganske tilsvarende er dens metode en anden, en mystisk oplevelse kvalificerer ikke som en videnskabelig iagttagelse, og vice versa. Målingen er en bevidst forarmelse af oplevelsen, der sætter focus på bestemte egenskaber ved denne, især sådanne, som gør den egnet til at tjene som grundlag for en kausal teknik.

Den videnskabelige teori er en procedure, ikke en konstatering. Det er den samme mekanisme, der gør os "sanseløse af raseri", handlingen/målingen bliver så påtrængende, at sansningen lider derunder.

Den målte genstand spaltes op i variable og forsvinder, mens den for mystikerens kontemplation bliver mere fysisk, nærmest en fetish. "Ånd" indtager her en lignende plads som energibegrebet i den klassiske fysik.

Først for nylig har fysikken anset det for nødvendigt at arbejde med præeksistentialitet, eller, som man som regel foretrækker, virtualitet. Hvor er partiklerne henne, inden de bliver "opdaget"?

Hvorfor kan de opføre sig "mærkeligt", når de ikke er under vort inkvisitoriske blik? Hvorfor kan vi ikke give en meningsfuld beskrivelse af, hvad de foretager sig bag naturens store skærmbræt, inden de kommer ud i manegen for at optræde for os?

Hvad er reglerne - if such there be - for bølgefunktionens kollaps, hvorfor er den ikke determineret? Hvordan falder Gud?

For naturvidenskaben er problemet, at mennesket selv er den faldne Gud, universets aktualisationsmekanisme. For mystikeren er det netop det, der muliggør forskning i en kridtcirkel.

Alkymisterne skabte ikke guld, men de kortlagde grundlaget for, at den forandring, som eleaterne havde påvist som umulig, kan finde sted i den observerede verden. Den ultimative transmutation var af alkymisten selv.

Neurologisk set er ånd naturligvis intet andet end homøostasens behov for konceptualisation, blot er vi ikke i stand til at udforske denne præeksistentialitet inden for en så snæver, instRUMental ramme. At opleve disse bevægekræfter er notorisk muligt, det kræver blot en omstilling af hjernen, en hæmning af motoriske centre i forhold til sensoriske, shamanens pre-flight bagbinding. Bortset fra den paniske katatoni kender vi kun denne lammelse et sted fra i menneskelivet, kvinden på brudelejet, det mest effektive og mest tabubelagte transcendensmiddel af alle.

Den populære, kristne version af nedstigningen som et fald er den pessimistiske udgave af hierogami og tempel"prostitution". Dette er ikke afgørende, om man vil se eksistensen som noget positivt eller negativt, for forfølgelsen af disse studier, men kun en forståelse af dennes modus operandi.

Lucifer og Mefisto er to forskellige væsner. Dræbende er materien kun, når den ikke giver os noget valg.

Det er således ikke så underligt, at den "faldne" gud er kvindelig, Sophia, og at hun samtidig repræsenterer visdommen, det vil sige den transcendente viden. Hun er også Inanna, der nedstiger til underverdenen for at fralokke den dens hemmeligheder.

Hendes lidelser er så nødvendige og bevidste som Odins (eller den kristne guds for den sags skyld) på træet. Det Gnostiske Spørgsmål er altså ikke: Pothen to kakon? men: Pothen to onton?

I visse kulter bliver omgangen med Meter det centrale sakramente, samt uddannelsen af unge piger til at spille denne krævende rolle, Helena Summissa, de lærer med andre ord eksistensens mysterier by proxy. I mere mandsdominerede sekter erstattes Sophia af den mytiske Adam.

Mysterierne må med andre ord reintegreres, ellers kan vi lige så godt gå til folkedans. Disse mysterier er evigt de samme og stadig nye.

Hvor kornet segner for den skarpe le og siden lydigt rådner for at gære og uden modstand lader alting ske; der tabte vi den ædle kunst: At Være.

Narkissos' fald, Kores bortførelse og forvandling til Persefone, Demeters søgen, Demofoons fortabelse af genfødslen og det evige liv, Triptolemus og Erichthonius, alle disse myter må finde en ny form, der tager de årtusinder i agt, som er hengået siden deres konception. Dette er formålet med RUM.